Vi mærkede Guds styrkende hjælp

FORTALT AF ESTHER GAITÁN

„Vi har kidnappet din mor. Prøv ikke på at kontakte politiet. Vi ringer igen i morgen tidlig.“

EN TIRSDAG sidste år tog min lillesøster telefonen og fik denne besked angående vores mor, Esther. Min mand, Alfredo, og jeg var lige kommet hjem fra et møde i Jehovas Vidners rigssal da vi hørte om telefonopringningen. Vi nåede frem til mine forældres hjem i Mexico City, og resten af familien var der allerede. Min lillesøster og bror var utrøstelige, og mine mostre græd.

Min far og min storebror var på forretningsrejse, men vi talte med dem i telefonen og blev enige om at det var bedst at ringe til politiet og fortælle hvad der var sket. Vi var ude af os selv, og hele natten bad vi Jehova om hjælp. Vi mærkede tydeligt at Gud derefter gav os en „kraft som er ud over det normale“. — 2 Korinther 4:7.

Det var mig der tog telefonen da kidnapperne ringede næste morgen. Selvom jeg var meget nervøs, formåede jeg alligevel at tale roligt. Kidnapperen ønskede at tale med min far, men jeg fortalte at han var bortrejst. Til det sagde han at de ville vente med at forhandle til min far kom hjem. Han advarede mig om at de ville slå min mor ihjel hvis vi ikke betalte en stor sum penge.

Dagen efter var det igen mig der tog telefonen. Fordi jeg på trods af hans trusler lød så rolig, spurgte kidnapperen: „Forstår du egentlig situationens alvor?“

„Ja, naturligvis,“ svarede jeg. „I har kidnappet min mor. Men vi er Jehovas Vidner, og vi har fuld tillid til at Gud vil hjælpe os. Gennem  Bibelen har vi også lært hvordan vi kan holde ud i den vanskelige tid vi lever i.“

„Ja, ja. Alt det ved jeg godt,“ sagde kidnapperen. „Det siger din mor også. Hun stoler meget på Gud og på jer.“ Nu vidste vi at mor var forblevet stærk i troen, og det styrkede os.

Hjælp til at holde ud

Som dagene gik, ringede vores kristne brødre og søstre til os, og de sendte os kort og e-mails. Vi overværede fortsat møderne og tog del i forkyndelsen. Det var også en hjælp for os hver dag at læse i Bibelen og de bibelske publikationer. Og som det allervigtigste opnåede vi gennem bøn at få „Guds fred“. — Filipperne 4:6, 7.

En af politimændene sagde på et tidspunkt: „I de ni år jeg har været i denne afdeling, har jeg set mange fortvivlede familier, men I er anderledes. Der er en særlig ro over jer. Jeg er sikker på det har noget at gøre med den Gud I tilbeder.“

Vi viste ham Vågn op! for 22. december 1999 med tema-artiklerne „Hvorfor kidnapning er en global trussel“, som vi selv havde gennemgået igen. Han læste bladet, bad om at få nogle flere eksemplarer og sagde at han gerne ville lære noget mere om Jehovas Vidner.

Endelig, efter 15 dages forhandling, blev min mor løsladt. Hun var ved godt mod, til trods for at hun havde været låst fast med en fodlænke og havde siddet alene indespærret i et lille rum. Hun var blevet behandlet med respekt, og man havde givet hende den medicin hun normalt tager mod sukkersyge og for højt blodtryk.

Min mor fortalte hvad der havde hjulpet hende til at klare sig så godt. „I begyndelsen var jeg meget bange,“ indrømmede hun, „men så bad jeg til Jehova, og han hjalp mig til ikke at miste modet. Jeg følte mig aldrig alene i det lille rum. Og jeg fandt ud af hvor virkelig Jehova er for mig; han svigtede mig aldrig. Jeg bad Jehova om hjælp til at lægge åndens frugt for dagen — og frem for alt til at være tålmodig.

Med Jehovas hjælp undgik jeg at græde eller at gå i panik. Jeg tilbragte dagene med at genkalde mig alle de vers i Bibelen jeg kender, og med at synge Rigets sange. Nogle gange forestillede jeg mig at jeg var til møde, og i tankerne deltog jeg i det. Jeg forestillede mig også at jeg forkyndte for andre, og at jeg ledte bibelstudier. Det optog mig så meget at tiden gik hurtigt.

Jeg fik også lejlighed til at forkynde for kidnapperne. Selvom jeg havde bind for øjnene, forkyndte jeg hver gang en af dem kom med mad til mig. Jeg fortalte for eksempel en af kidnapperne at Bibelen har forudsagt de kritiske tider vi lever i, og at jeg godt kunne forstå at de havde hårdt brug for penge. Jeg nævnte at Jehova Gud har uindskrænket magt, men aldrig misbruger den. Derefter bad jeg dem om ikke at misbruge deres magt, men at behandle mig humant.

Kidnapperen lyttede til mig og sagde at jeg ikke skulle være bange, de ville ikke gøre mig fortræd. Jeg er taknemmelig for at Jehova holdt mig oppe i disse svære øjeblikke, og jeg er mere end nogen sinde besluttet på at fortsætte med at tjene ham som pioner [heltidsforkynder] så længe jeg kan.“

Der er ingen tvivl om at mor, og alle vi andre, har fået et nærmere forhold til Jehova gennem denne svære situation. Vi kan næsten ikke beskrive hvor taknemmelige vi er for at mor er kommet hjem igen. Det trøster os at vide at den slags forfærdelige handlinger ikke vil finde sted under Guds riges styre. Min familie og jeg kan bekræfte sandheden i salmistens ord: „Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“ — Salme 34:19.