Kæmpens landevej

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I IRLAND

IFØLGE sagnet ønskede en irsk kæmpe ved navn Finn MacCool at slås med en skotsk kæmpe der hed Benandonner. Men der var et problem. Der fandtes ingen både som var store nok til at sejle nogen af dem over det hav der adskilte dem. Sagnet fortæller at Finn MacCool løste dette problem ved at bygge en vej af enorme stensøjler tværs over havet.

Benandonner tog imod udfordringen om at slås og rejste over landevejen til Irland. Han var større og stærkere end Finn MacCool. Så snart Finn MacCools kone så det, udtænkte hun en snedig plan. Hun klædte sin kæmpestore mand ud som en baby, og da Benandonner kom til deres hus og så „babyen“, blev han bange, for hvis det var deres baby, havde han ikke lyst til at møde faderen! Han flygtede tilbage til Skotland, og for at sikre sig at Finn MacCool ikke kunne følge efter, ødelagde han vejen bag sig. I Irland var det eneste tilbageværende de sten der nu udgør Giant’s Causeway, eller Kæmpens landevej.

I over tre hundrede år har millioner af besøgende fået denne humoristiske fortælling om hvordan Giant’s Causeway opstod. Men hvad er den rigtige forklaring, og hvad er det der gør stedet så specielt? Vi besluttede os for selv at finde ud af det.

En landevej for kæmper

Giant’s Causeway ligger på Irlands nordkyst cirka 100 kilometer nordvest for Belfast. Da vi ankom, gik vi det lille stykke fra besøgscentret og ned til kysten. Vi rundede et hjørne, og her blev vi mødt af et syn der fyldte os med forundring — tusindvis af store, lodretstående stensøjler op til seks meter høje. Nogle har anslået at der er omkring 40.000. Men det var ikke antallet der fangede vores opmærksomhed. Det var deres symmetri. De er alle mellem 35 og 50 centimeter i tværmål, overfladerne virker helt plane, og alle som én synes de at have seks sider. De er så ensartede at når man ser en gruppe søjler ovenfra, ligner de en bikage. Vi finder senere ud af at omkring en fjerdedel af søjlerne faktisk har fem sider, og at der også er nogle få med fire, syv, otte og endda ni sider.

Giant’s Causeway er opdelt i tre sektioner. Den største, Grand Causeway, begynder inde ved kysten neden for en klippeside. Det første stykke ligner en lidt tilfældig række gigantiske trædesten, hvoraf nogle er op til seks meter høje. Det er først da formationen når ud i vandet at noget der kunne minde om en landevej for kæmper, begynder at vise sig. Her flader de bikagelignende toppe nemlig ud, og tilsammen kommer de til at ligne en brolagt vej der i bredden varierer fra 20 til 30 meter. Ved lavvande kan vi gå nogle få hundrede meter ud ad denne stenvej, som til sidst skråner ned mod vandoverfladen og forsvinder i bølgerne i retning af Skotland.

De to øvrige sektioner, Middle Causeway og Little Causeway, er grupperet langs med Grand Causeway. De minder mere om volde end om veje. Deres flade toppe gør det let for eventyrlystne besøgende at klatre fra den ene vold til den anden. Men man skal passe på, for vi fandt ud af at søjlerne tæt ved vandet er våde og meget glatte.

 Andre kæmpeformationer

Vi gik videre ad den mere end seks kilometer lange kystlinje kendt som Causeway Headlands, og vi så yderligere tusinder af disse søjler i klippesiderne. Op gennem tiden har folk navngivet nogle af formationerne. To af dem er opkaldt efter musikinstrumenter. Den ene, The Organ (Orgelet), har fået sit navn fordi dens lange ensartede søjler ligner piberne på et gigantisk orgel. Den anden, Giant’s Harp (Kæmpens harpe), har store buede søjler der skråner ned mod kystlinjen.

Temaet med kæmper går igen i andre af formationernes navne. For eksempel Giant’s Loom (Kæmpens væv), Giant’s Coffin (Kæmpens kiste), og Giant’s Cannons (Kæmpens kanoner) samt Giant’s Eyes (Kæmpens øjne). Der er endda en der hedder Giant’s Boot (Kæmpens støvle)! Da vi kom lidt længere væk fra Giant’s Causeway, fik vi øje på denne støvleformede sten. Den er cirka to meter høj. Man har regnet sig frem til at den kæmpe der ifølge sagnet skulle have brugt „støvlen“, ville have været mindst 16 meter høj.

En anden klippeformation, Chimney Tops (Skorstenstoppe), minder én om den forbindelse der er mellem Giant’s Causeway og Den Spanske Armada. Erosion og forvitring har skabt en adskillelse mellem Chimney Tops og klippesiden. Formationen består af nogle få søjler der står på et forbjerg med udsigt over Causeway-kysten. Man kan godt forstå hvorfor sømænd der så de ensomme søjler ude fra havet, kunne forveksle dem med skorstenstoppe på en stor borg. Det  spanske krigsskib Girona, der var på flugt efter den spanske flådes nederlag i 1588, affyrede sandsynligvis en bredside mod disse søjler fordi de troede at det var en af fjendens borge.

Den anden ende af landevejen

Giant’s Causeway blev ifølge sagnet bygget for at forbinde Irland og Skotland. Men hvor er den anden ende så? Identisk søjlebasalt findes 130 kilometer mod nordøst på øen Staffa, der er en meget lille, ubeboet ø ud for den skotske vestkyst. (Navnet Staffa betyder „Søjle-ø“). Benandonner, den skotske kæmpe der flygtede fra Finn MacCool, blev også kaldt Fingal. Derfor er Staffas hovedattraktion — en stor grotte der strækker sig omkring 80 meter ind i klippen af basaltsøjler — også blevet kaldt Fingal’s Cave (Fingals grotte) efter ham. Bølgernes brydning i grotten inspirerede den tyske komponist Felix Mendelssohn til i 1832 at komponere sin koncertouverture „Hebriderne“, også kendt som „Fingal’s Cave”.

Hvordan blev de dannet?

Da disse regelmæssige søjler ikke blev lavet af kæmper der ville slås, hvordan er de så blevet til? Vi fandt ud af at svaret ligger i måden hvorpå visse klipper dannes.

Nordirland er funderet på kompakt kalksten. Vulkansk aktivitet i Jordens indre pressede for længe siden 1000 grader varm smeltet stenmasse op gennem sprækker i kalkstenen. Da stenmassen kom i kontakt med luften, blev den afkølet og størknede. Men hvorfor dannede den ikke bare en stor hård, uformelig masse?

Smeltet stenmasse, eller magma, har mange kemiske bestanddele og kan derfor danne mange forskellige bjergarter. Den meget opsigtsvækkende bjergart ved Giant’s Causeway kaldes basalt. Da denne magma langsomt blev afkølet, skrumpede den ind, og på grund af dens kemiske sammensætning blev der dannet regelmæssige, sekskantede sprækker på overfladen. Efterhånden som magmaen fortsatte med at blive afkølet indefra, arbejdede sprækkerne sig nedad og dannede derved de mange blyantlignende basaltsøjler.

 ’Hvad har bygmestrene at bryste sig af?’

Søjler som disse findes ikke kun i Irland og Skotland. Men andre steder i verden er det ofte meget besværligt at komme i nærheden af dem. Det er meget usædvanligt at finde så mange velbevarede sekskantede søjler et sted hvor alle kan se dem.

Sidst i det 18. århundrede opdagede sir Joseph Banks nogle få søjler på øen Staffa, og synet af dem gjorde så stærkt indtryk på ham at han udbrød: „Sammenlignet med disse, hvad er da de slotte og katedraler vi mennesker har bygget? . . . Hvad har bygmestrene nu at bryste sig af?“

Vores tur til Giant’s Causeway, et af Irlands fascinerende naturfænomener, gjorde også et stort indtryk på os. Mens vi betragtede dette arkitektoniske mesterværk som er formet af naturen, kunne vi ikke lade være med at tænke på den kraft og kreativitet den store Skaber og Bygmester, Jehova Gud, besidder.

[Illustration på side 15]

Et naturfænomen — De fleste af stensøjlerne er sekskantede

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af NITB

[Illustration på side 16, 17]

Basaltsøjlerne spænder over en seks kilometer lang kystlinje

[Illustration på side 17]

Giant’s Boot, omkring to meter høj

[Illustration på side 17]

Disse tolv meter høje søjler minder om piberne på et gigantisk orgel

[Kildeangivelser på side 16]

Øverst til venstre: Med tilladelse af NITB; nederst: © Peter Adams/Index Stock Imagery