Begyndelsen til nutidens diamantindustri

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SYDAFRIKA

ADRIAN van Wyk, en bibeltro landmand, boede sammen med sin familie i et ørkenlignende område i Sydafrika kaldet Griqualand West. Men i januar 1871 blev hans fredelige tilværelse brat ændret da en strøm af fremmede ankom til hans gård og slog lejr. Adrian van Wyk iagttog dem fra sin stol på verandaen og havde svært ved at fatte hvad der foregik.

Der var ikke gået mere end nogle få dage før han så tusinder af mennesker myldre rundt på sin grund. Ja, nogle afmærkede ligefrem områder i hans forhave som de gjorde fordring på, uden at indhente hans tilladelse eller så meget som at hilse på ham. Hvad var der sket? Hvorfor al denne hurlumhej? Et rygte om at der på Adrian van Wyks grund var masser af diamanter, havde ført til en ny feber.

Hvad førte til diamantfeberen?

Omkring 12 år tidligere var der i nærheden af Vaal River, 70 kilometer nord for Adrian van Wyks gård, blevet fundet en diamant på fem karat. Manden som havde fundet den, solgte den til den ledende præst ved et tysk missionsselskab for fem pund (cirka 50 kroner). Man kender ikke til andre optegnelser om dette første diamantfund. Men da rygtet om det spredtes, begyndte den store søgning efter diamanter.

Vi springer nu ni år frem i historien og befinder os ved Schalk van Niekerks gård ved Oranjefloden, nogle få kilometer syd for det sted hvor den løber sammen med Vaal River. Familien Jacobs boede på Schalk van Niekerks grund. Børnene i Jacobsfamilien spillede ofte  et spil de kaldte fem sten. I deres samling havde de en skinnende sten som deres ældre bror, Erasmus, havde fundet.

En dag i begyndelsen af 1867 kom Schalk van Niekerks på besøg hos familien Jacobs. Da fruen vidste at han interesserede sig for ædelsten, fortalte hun ham om den skinnende sten børnene legede med. „Den funkler helt fantastisk i stearinlysets skær,“ sagde hun. Da Schalk van Niekerk undersøgte den, slog en tanke ned i ham. „Jeg har på fornemmelsen at det er en diamant,“ udbrød han. Han huskede at han havde læst hvordan man kan teste om det er en diamant. Han gned stenen hen over vinduesruden i den beskedne bolig. Han var forbløffet over at der blev en dyb ridse i glasruden og undskyldte at han havde beskadiget den. * Fru Jacobs gav glad Schalk van Niekerk stenen uden at ville have noget for den.

Da Schalk van Niekerk næste gang skulle til den nærliggende by Hopetown, viste han stenen til sine venner, men ingen kunne med sikkerhed sige om det var en diamant. Stenen gik fra hånd til hånd og blev derefter sendt med post til dr. Atherstone, en læge i Grahamstown, som så rådførte sig med en skolelærer. På skolens laboratorium testede de stenen for at finde ud af dens specifikke massefylde, og det viste sig at den svarede til en diamants. Dernæst blev stenen bragt til en lokal juvelér som forgæves forsøgte at ridse i den med en fil. Andre blev konsulteret, og alle kom til samme konklusion som Schalk van Niekerk. Dr. Atherstone bekræftede derpå skriftligt at stenen var en diamant, og at den vejede 21,25 karat. Schalk van Niekerk fik knap 4000 kroner for ædelstenen, og han delte straks pengene med fru Jacobs. Stenen kaldes meget passende Heureka, et udtryk der betegner en „mageløs opdagelse“.

En hyrde og en ærlig landmand

Vi springer nu yderligere to år frem i historien og befinder os nu i et område nær det sted hvor Oranjefloden og Vaal River mødes. En afrikansk hyrde ved navn Booi som havde sine får på græs dér, så noget skinnende ligge på jorden. Han bøjede sig ned og samlede en skinnende, valnøddeformet sten op og lagde den i lommen. Han havde hørt at der var stor interesse for bestemte slags sten i området, så mens han vandrede rundt for at finde arbejde, tilbød han den først til en landmand og så til en handelsmand. De henviste ham blot til Schalk van Niekerks gård.

 Til sidst kom Booi til Schalk van Niekerks gård og viste ham stenen. Schalk van Niekerk indså straks at her muligvis var en diamant som var større og mere værdifuld end den fru Jacobs havde givet ham. Han spurgte den beskedne hyrde hvad han forlangte for stenen. „Herre,“ svarede Booi respektfuldt, „du kan give mig hvad du finder for godt“. Schalk van Niekerk gav ham uden tøven næsten alt hvad han havde — 500 fedthalede får, 10 okser, den vogn han kørte grøntsager til byen på, og sin ridehest. Booi betragtede nu uden tvivl sig selv som en velhavende mand — udelukkende på grund af en skinnende, valnøddeformet sten.

Schalk van Niekerk tog straks til Hopetown for at sælge diamanten. Dér var en gruppe forbløffede forretningsmænd villige til at betale ham cirka 125.000 kr for stenen der vejede 83,5 karat. Den blev senere kaldt Star of South Africa. * Efter at stenen var blevet kløvet og slebet, blev den hovedstenen i en smuk halskæde, der er vist på denne side. Da rygtet om denne diamant nåede andre lande, forsvandt skepsisen, og tusinder helt fra Nord- og Sydamerika, England, Europa og Australien satte kursen mod Sydafrika i håb om at skabe sig en formue.

Diamantfeberen tager sin begyndelse

Til at begynde med gravede man efter diamanter langs Oranjefloden og Vaal River. I 1870 hørte man imidlertid at der var gjort imponerende fund på farme længere inde i landet mellem de to floder. Flodgraverne satte derfor kursen mod Adrian van Wyks farm. Han og hans naboer var uvidende om at deres jord var beliggende på udslukte vulkaner. Diamanterne blev opdaget i såkaldt blue ground, grønligblå kimberlit, i gamle kraterrør.

Der blev hurtigt opført interimistiske landsbyer; først bestående af telte og efterfølgende  af blikskure. Uden tilstrækkeligt med vand og infrastruktur var disse landsbyer mildt sagt meget spartanske. De nyankomne måtte affinde sig med støvskyer, fluesværme, varme sommerdage, hvor temperaturen nåede op på over 40 graders varme, og vinternætter under frysepunktet. De udholdt alle disse ubehageligheder i håb om at skabe sig en stor formue.

Hvad skete der med Adrian van Wyk efter den store tilstrømning af diamantgravere på hans grund? Til at begynde med gav han dem lov til at grave i et stykke jord mod et lille, månedligt honorar. Men efterhånden som invasionen af gravere øgedes, blev det svært for Adrian van Wyk at bevare overblikket. Da et mineselskab tilbød ham over 22.000 kroner for hans jord, tog han glad imod tilbuddet, underskrev papirerne og rejste derfra for at finde mere fredelige omgivelser.

Ikke langt fra Adrian van Wyks gård lå en anden, ejet af to brødre med efternavnet De Beer. Deres navn blev brugt ved indregistreringen af De Beers Consolidated Mines, et sydafrikansk mineselskab, der stadig er verdens førende inden for diamantproduktion. Byen Kimberley omfatter det område hvor disse beskedne gårde engang lå. Der var stor aktivitet på brødrene De Beers gård. Man gravede et hul så dybt og bredt at det blev kaldt Big Hole, (det store hul).

Inden disse første diamantfund blev gjort i Sydafrika, havde man allerede udvundet diamanter i Indien og Brasilien. Men man havde ikke kunnet finde nok til at tilfredsstille efterspørgselen på verdensmarkedet. Med opdagelsen af store mængder af diamanter i Sydafrika havde nutidens diamantindustri set sin begyndelse.

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 16, 17]

PREMIERMINEN

I 1903 begyndte man at udvinde diamanter i en mine omkring 30 kilometer øst for Pretoria i Sydafrika. Den fik passende navnet Premierminen (den første mine). To år senere, da bruddet var blevet 10 meter dybt, fik en arbejder øje på noget skinnende på klippevæggen. Driftslederen kravlede forsigtigt ned og skar det skinnede objekt ud med sin lommekniv. I sin hånd holdt han den største rå diamant der nogen sinde er brudt; den var på størrelse med en knyttet hånd. Denne massive diamant der vejede 3106 karat, fik navn efter minens opdager, Thomas Cullinan. Ved kløvningen fik man ni store stykker og 96 mindre. Et af de store stykker, Cullinan I, eller Star of Africa, er den største kløvede diamant i verden. Den sidder i det kongelige scepter i de britiske kronjuveler, som vist på denne side. Nu et århundrede senere lever Premierminen stadig op til sit navn ved at levere mange, store diamanter af høj kvalitet.

[Illustrationer]

Det britiske kongelige scepter

Den rå Cullinandiamant, på størrelse med en knyttet hånd

[Ramme/illustration på side 17]

FAKTA OM DIAMANTER

◆ Diamant er det hårdeste naturlige stof man kender.

◆ Diamanter er dannet af carbon eller grafit, som vi kender fra blyantstifter. Men hvorfor er diamanter hårde når grafit er blødt? Forskellen ligger i den måde carbon-atomerne er sat sammen på.

◆ Diamanter vejes i karat. En karat svarer til 0,2 gram.

◆ Det er ofte nødvendigt at bryde omkring 400 tons sten, grus eller sand for at udvinde én karat diamant.

[Ramme/illustration på side 18]

DET STORE HUL VED KIMBERLEY

I den fireårige periode fra 1869 til 1873 voksede befolkningstallet omkring den nutidige by Kimberley fra en håndfuld landmænd til omkring 50.000 indbyggere. Mange af dem var på jagt efter rigdom og kom fra alle verdenshjørner. Tusinder gik den lange vej fra havnen i Cape Town, 1000 kilometer fra Kimberley. Med hakker og skovle forvandlede de en bakke til det største hul der nogen sinde er gravet med håndkraft. Da man endelig holdt op med at grave, havde krateret en dybde på 240 meter. Den underjordiske minedrift fortsatte ned til en dybde af 1097 meter. Da al minedrift i 1914 ophørte på dette sted, var der ifølge Standard Encyclopaedia of Southern Africa blevet fjernet „25 millioner tons jord“. Samme værk siger at der heraf blev udvundet tre tons diamanter til en værdi af mere end 520.000.000 kroner.

[Illustration på side 17]

Dr. Atherstone

[Illustration på side 17]

Schalk van Niekerk

[Illustration på side 17]

Diamanten Heureka

[Kildeangivelse]

De Beers Consolidated Mines Ltd.

[Illustration på side 18]

Star of South Africa

[Illustrationer på side 18, 19]

Det store hul i 1875. Hundreder af dem der havde andel i minen, brugte disse reb når de sænkede arbejdere ned i hullet og hejsede diamantholdig grus op

[Illustrationer på side 19]

Diamantfeberen resulterede i at der hurtigt blev opført interimistiske minelejre

[Kildeangivelse på side 16]

Krone ©/The Royal Collection © 2005, Hendes Majestæt dronning Elizabeth II; Foto: www.comstock.com

[Kildeangivelse på side 16]

Foto af Fox Photos/Getty Images

[Kildeangivelse på side 17]

Portrætter: Fra bogen The Grand Old Days of the Diamond Fields af George Beet

[Kildeangivelse på side 18]

Fotos: De Beers Consolidated Mines Ltd.

[Kildeangivelse på side 19]

Fotos: De Beers Consolidated Mines Ltd.