Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vore læsere

Fra vore læsere

Fra vore læsere

Stress Tema-artiklerne „Hjælp mod stress“ var meget relevante for mig. (8. februar 2005) De kom netop som jeg troede jeg ville få et nervesammenbrud, alt sammen fordi jeg ikke håndterede stress på den rette måde. De forslag I kom med, har betydet en verden til forskel i mit liv.

En læser i USA

Jeg fik for nylig stillet diagnosen depression. Så sætningen „det er helt i orden at tage hensyn til sine egne behov“, opmuntrede mig. Jeg kunne godt lide billedet med at indsætte kræfter og ressourcer på „en personlig ’bankkonto’“. Følelsesmæssigt var jeg kørt helt ned, men fra nu af vil jeg prøve at kende mine begrænsninger.

Y.O., Japan

Jeg er netop vendt hjem fra et seminar hvor jeg holdt et kort indlæg om hvordan man tackler stress. Jeg kom ind på årsager og virkninger, samt hvad der kan hjælpe — alt sammen baseret på dette interessante blad!

J.L., Tyskland

Mobiltelefoner Tak for artiklen „Mobiltelefonen — Ven eller fjende?“ (8. februar 2005) Jeg er 14 år og har været alt for afhængig af min mobiltelefon. Denne artikel har hjulpet mig til at forstå at telefonen ikke bør være det vigtigste i mit liv, især når man tager de mulige helbredsrisici i betragtning. Tak for jeres interessante artikler.

M.B., Rumænien

Grønlandssæler Jeg vil gerne sige mange tak for de gode og lærerige artikler i Vågn op! Efter at have læst artiklen „Babysæler på Madeleineøerne“, er jeg virkelig kommet til at holde af disse nuttede dyr. (8. januar 2005) Billederne hjalp mig til at forstå deres interessante vækstmønster. Artiklen fik mig ikke alene til at takke Jehova, der har skabt disse dyr, men forstærkede også mit ønske om at leve i Paradiset. Jeg har haft nogle alvorlige problemer, og I aner ikke hvor meget denne vidunderlige artikel opmuntrede mig. Bliv endelig ved med at bringe den slags artikler.

N.S., Japan

Søheste Jeg fik jeres blad af nogle Jehovas Vidner, og jeg vil gerne sige mange tak for artiklen „Havets dansende heste“. (22 december 2004) For nylig brugte jeg oplysningerne i jeres artikel til en skoleopgave om søheste, og jeg fik en rigtig god karakter. Takket være Vågn op! har jeg lært meget om videnskab og teknologi — og især om Gud. Tak for et fantastisk blad!

T.P., Indonesien

Det står skrevet . . . Jeg er glad for at have læst artiklen „Det står skrevet at jeg vil se ham igen“. (22. december 2004) Jeg er 11 år, og indtil nu har jeg ikke haft mod til at fortælle andre om Guds rige. Men efter at jeg har læst Rosalía Phillips’ livsberetning, ved jeg at Jehova vil støtte mig. Jeg vil gerne være en modig forkynder af den gode nyhed ligesom Rosalía.

P.P., Polen

Jeg er 27 år, og for 24 år siden sov min mor ind i døden. Efter at være blevet et af Jehovas Vidner har jeg fået et sikkert håb om at se hende igen. Jeg er taknemmelig for sådanne artikler — taknemmelig mod Jehova, mod Vågn op! og mod Rosalía fordi hun gav os del i denne hjertevarmende beretning.

A.F., Venezuela