Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Når fødevarer slipper op

Når fødevarer slipper op

Når fødevarer slipper op

I NOGLE dele af verden tager byboere det som en selvfølge at der hos deres lokale købmand eller på markedspladsen er en tilstrækkelig forsyning af landbrugsprodukter til overkommelige priser.

Så længe det er tilfældet, tænker forbrugerne måske ikke så meget over hvordan fødevarerne skaffes til veje og distribueres. Men i krisetider bliver folk mere opmærksomme på hvad der egentlig skal til for at de kan få mad på bordet. Hvis fødevareforsyningen af en eller anden grund er utilstrækkelig, kan det få katastrofale følger.

Tag for eksempel det der skete i et nordafrikansk land med økonomiske problemer. Da man indstillede landbrugsstøtten, steg prisen på brød til det dobbelte fra den ene dag til den anden. I protest løb vrede pøbelskarer rundt i gaderne og smadrede butiksvinduer. De gik også til angreb på banker og postkontorer. Der udbrød uro overalt, og landet blev erklæret i undtagelsestilstand. I et forsøg på at standse optøjerne åbnede politistyrker ild mod folkeskarerne. Efter forlydende blev 120 mennesker dræbt og mange flere såret.

At fødevareforsyningen også kan være et problem i lande med en stabil økonomi, fremgår af det der skete i Storbritannien i september 2000. Folk der demonstrerede mod de høje priser på benzin, blokerede udgangene fra olieraffinaderierne og forhindrede derved lastbilerne i at køre ud med brændstof. I løbet af få dage løb tankstationerne tør for brændstof. Det samme gjaldt biler og lastbiler, og distributionen af fødevarer gik derfor helt i stå. Over hele landet var der tomme hylder i købmandsforretningerne og supermarkederne, der jo som regel er afhængige af stadige leverancer.

I udviklingslandene er der en række problemer i forbindelse med distributionen af fødevarer. Forskellige forhold — deriblandt tørke, økonomiske kriser, indre uroligheder og krig — „er skyld i megen ineffektivitet og hyppige leverancestop,“ oplyser Feeding the Cities, der er udgivet af FN’s Organisation for Ernæring og Landbrug (FAO). „Når det sker, er det — selv når følgerne er midlertidige eller begrænset til et mindre område — altid de fattige der må bøde.“

Analytikere mener at den hurtige befolkningstilvækst i byerne vil udgøre „en enorm udfordring“ for leverandører og distributører af fødevarer. Det anslås at over halvdelen af jordens befolkning vil bo i byer i 2007. Ifølge FAO „vil dét at sikre [byboere] adgang til fødevarer som er af god kvalitet, og som de har råd til at betale, belaste forsyningen og distributionen af fødevarer til det yderste“.

Det er af afgørende betydning at folk har mulighed for at købe de fødevarer de har behov for. Hvor sikker er fødevareforsyningen? Hvorfor er eksperter bekymrede for om den kan blive ved med at holde trit med behovet? Og vil det nogen sinde blive sådan at ingen behøver at bekymre sig om hvor de skal få deres næste måltid fra?

[Illustration på side 3]

Plyndringer i hungerramt område

[Kildeangivelse]

BETAH/SIPA