Beslutsom trods et alvorligt handicap

FORTALT AF KOUAMÉ NʹGUESSAN

Min rejsefælle og jeg kæmpede med at trække cyklen over endnu en bakke. Det var i november 2002, og borgerkrigen rasede i Elfenbenskysten i Afrika. Den øde vej rummede derfor mange farer. I det fjerne ventede den næste militærkontrolpost. Hvorfor foretog jeg en sådan farlig rejse i en periode med borgerkrig?

JEG blev født i 1978 med en sygdom der gradvis blev værre. Det begyndte med at jeg fik svært ved at høre, og at mine ben gjorde ubeskriveligt ondt. Efterhånden som jeg blev ældre, hånede min familie mig og sagde at jeg havde ’ben til ingen nytte og ørerne stoppet med skidt’. De ældre så ned på mig, og børnene gjorde nar af min halten og mine forkrøblede fødder.

Jeg begyndte at gå i skole som otteårig og blev straks offer for mobning af både klassekammerater og lærere. Tit ønskede jeg at jeg kunne krybe i et musehul. Når folk fornemmede at jeg var skrækslagen, drillede de mig. Jeg gik kun ud når jeg skulle i skole.

Nogle gange tænkte jeg ved mig selv: ’Hvorfor har jeg fået denne sygdom?’ Mor sagde at en eller anden måtte have nedkaldt en forbandelse over mig. Indimellem så jeg andre med lignende handicap og spekulerede på om de også var blevet offer for trolddom.

I 1992 begyndte jeg at få nogle uudholdelige smerter i albuerne. Da smerterne fortog sig, kunne jeg ikke strække armene ud. To år senere mistede jeg synet på mit venstre øje. Mine forældre tog mig med til mange såkaldte healere, men til ingen nytte. Til sidst måtte jeg gå ud af skolen på grund af mit dårlige helbred.

Jeg søger svar

En religiøs klassekammerat inviterede mig med i kirke. Jeg var opdraget som animist, men overværede gudstjenesterne i et år. * Det var ikke meget jeg lærte om Bibelen, så jeg begyndte at spekulere på om der i det hele taget var noget godt i de etablerede trossamfund.

Der var nogle af kirkens lærepunkter der gjorde mig bange, især helvedeslæren. Jeg syntes ikke at jeg var så slem at jeg fortjente evig pine. Men på den anden side mente jeg heller ikke at jeg var god nok til at modtage evig lyksalighed i himmelen. Da jeg alligevel ikke kunne finde tilfredsstillende svar på mine spørgsmål, mistede jeg interessen for religion.

Det følgende år blev jeg inviteret med til et møde for troshelbredelse i Abidjan, cirka 150  kilometer fra vores lille by Vavoua. Inden vi rejste, fortalte jeg de ansvarshavende i kirken at jeg ikke havde penge nok til at betale entré eller til mad. De antydede at der ville blive taget hånd om mig i Abidjan, men det gjorde der nu ikke. Selvom jeg var omgivet af en stor skare på mellem 40.000 og 50.000 mennesker, følte jeg mig alene og fortabt. Der var ingen der interesserede sig for mig.

Jeg vendte tilbage til Vavoua lige så syg som før, og nu var jeg også desillusioneret. De lokale kirkeledere sagde til mig at når Gud ikke havde helbredt mig, var det fordi jeg manglede tro. Herefter afbrød jeg al kontakt med religion.

Omsider åndelig trøst

I 1996 fik vores familie besøg af et af Jehovas Vidner. Jeg havde aldrig før talt med dem, men lyttede til den livlige drøftelse mellem min storebror og den besøgende. Min bror var ikke interesseret, men det var jeg. Hvert et ord han sagde, rørte mig dybt.

Forkynderen forklarede at synden var kommet ind i verden som følge af det første menneskes ulydighed. Dette oprør førte til ufuldkommenhed og død for hele menneskeheden. Men Jesus gav sit liv som en løsesum for at vores synder kan blive tilgivet, og for at vi kan opnå evigt liv. (Romerne 3:23; 5:12, 17-19) Desuden viste forkynderen ud fra Bibelen at Jehova ved hjælp at sit rige snart vil omdanne jorden til et paradis og fjerne synden og alle dens smertelige konsekvenser. — Esajas 33:24; Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:3, 4.

Bibelens logiske lære gjorde et dybt indtryk på mig. Robert, som forkynderen hed, sørgede for at studere Bibelen med mig to gange om ugen. På grund af min nye bibelkundskab kvalificerede jeg mig i løbet af få måneder til at være med i forkyndelsen fra dør til dør. Det var en stor udfordring eftersom jeg skulle overvinde min frygt for andre mennesker.

Der opstår vanskeligheder

Min familie var ikke glad for at jeg studerede Bibelen. Om natten kunne min storebror for eksempel finde på at sætte sig i mit soveværelse og ryge cigaretter for at irritere mig. Næste morgen vågnede jeg med hovedpine og havde det dårligt. En anden vanskelighed bestod i at far var en ivrig jæger, og det kød han kom hjem med, indgik for en stor del i vores kost. Jeg forklarede ham at det ifølge Bibelen er forkert at spise kød fra dyr som blodet ikke er løbet af. (Apostelgerninger 15:28, 29) Alligevel nægtede han at lade blodet løbe af dyrene. Mor stillede en gang imellem ris til side til mig, men ofte fik jeg ikke nok at spise.

Selvom rigssalen lå i den anden ende af Vavoua, lod jeg aldrig afstanden eller dårligt vejr hindre mig i at komme til møderne. I september 1997 blev jeg døbt ved områdestævnet „Troen på Guds ord“. Efterhånden brugte jeg så meget tid i den kristne forkyndelse at jeg kunne blive udnævnt til pioner, som Jehovas Vidner kalder deres heltidsforkyndere.

Flere udfordringer

Politiske uroligheder kulminerede med en borgerkrig i september 2002. I løbet af få uger nærmede hæren sig Vavoua. Mange flygtede af frygt for deres liv, deriblandt de fleste Jehovas Vidner. Fem dage senere overtog soldaterne byen og forbød straks alle sociale aktiviteter. Herefter blev de fleste af indbyggerne i Vavoua spredt, også de resterende Jehovas Vidner.

Eftersom der ikke var nogen offentlige transportmidler, måtte folk gå mange kilometer for at komme til nabobyerne. Jeg kunne ikke gå disse lange afstande, så jeg var det eneste Jehovas  vidne der var tilbage i Vavoua. Jeg fortsatte med at forkynde og at holde møderne, som nogle af de lokale indbyggere kom til.

Bestræbelser for at overvære et stævne

I november skulle en af Jehovas Vidners særlige stævnedage afholdes i byen Daloa. Jeg bad til Jehova og gav udtryk for mit ønske om at overvære stævnedagen. Et Jehovas vidne der tidligere havde forladt Vavoua, kom uventet tilbage. Jeg spurgte om han ville tage mig med på sin cykel til stævnehallen, der lå cirka 50 kilometer derfra. Det sagde han med det samme ja til, selvom han også led af alvorlige handicap.

Der var en spændt atmosfære i landet, så det var ikke det bedste tidspunkt at foretage en sådan rejse på. Al kørsel med motorkøretøjer var forbudt mellem Vavoua og Daloa. En uidentificeret rejsende blev betragtet med mistænksomhed og kunne risikere at blive skudt af en soldat fra en af de modstridende grupper. Søndag den 9. november 2002 forlod vi ikke desto mindre Vavoua og cyklede mod Daloa, som beskrevet i indledningen.

Snart kom vi til den første af militærets mange kontrolposter. Vi blev grundigt visiteret og fik lov til at fortsætte. Rejsen var lang og udmattende. Vi måtte trække op ad hver eneste bakke, og når vi nåede toppen, satte vi os begge på cyklen og kørte på frihjul ned.

På et tidspunkt tilbød en anden cyklist at hjælpe os. Resten af vejen sad jeg bag på hans cykel på en lille bagagebærer. Mens denne venlige fremmede cyklede derudad, benyttede jeg mig af lejligheden til at fortælle ham om Guds rige. Jeg forklarede at Guds rige hersker fra himmelen og snart vil indføre varig fred på jorden. Han var forbløffet over det jeg fortalte ham, og bombarderede mig med spørgsmål. Da vi nåede frem til Daloa, gav han os mad og lovede at komme til den særlige stævnedag.

Trætte, men lykkelige over at have nået vores bestemmelsessted, ankom vi sent om aftenen til Daloa. Vores ni timers rejse havde ikke været nem. En familie der var Jehovas Vidner, tog kærligt imod os og foreslog at vi blev hos dem indtil de politiske forhold var blevet lidt mere stabile. Desværre måtte stævnedagen aflyses på grund af den politiske uro. Men rejsen havde ikke været forgæves. Den førte til at jeg fik nogle nye opgaver så jeg bedre kunne betjene mine trosfæller i Daloa.

Min beslutsomhed er blevet velsignet

Nu er jeg travlt beskæftiget som menighedstjener og pioner i en menighed i Daloa. Jeg hjælper også til med vedligeholdelsen af Jehovas Vidners stævnehal i byen. For at dække mine materielle behov dekorerer jeg sommerfugle af træ og sælger dem, og desuden maler jeg skilte.

I mange år forlod jeg kun mit hjem for at gå i skole, men siden har jeg tilbagelagt mange kilometer for at finde frem til sandhedssøgende mennesker der ønsker at vide hvorfor der er sygdom og lidelser. Mens jeg venter på at Guds rige vil fjerne alle sygdomme, fortsætter jeg med at forkynde den trøstende gode nyhed om Guds hensigter for folk i Elfenbenskysten.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

På vej til Daloa for at overvære stævnedagen

[Illustration på side 13]

Jeg hjælper til med at vedligeholde stævnehallen i Daloa

[Illustration på side 13]

For at forsørge mig selv dekorerer jeg sommerfugle af træ og sælger dem