Hvad siger Bibelen?

Favoriserer Gud bestemte lande?

MANGE mener at Gud synes bedre om deres land end andres. Men hvad ville de svare hvis man spurgte dem hvad de bygger deres antagelse på? Nogle ville måske pege på visse bedrifter eller fremskridt der er sket i deres lands historie — som for eksempel militære sejre eller økonomisk vækst. De ville måske også pege på vellykkede programmer som deres land har iværksat for at skaffe mad til de sultende, beskytte de mindre privilegerede eller fremme retfærdighed og upartiskhed. Andre mener at Gud foretrækker deres land frem for andre på grund af dets naturskønhed.

En sådan nationalfølelse findes i alle lande. Men støtter Bibelen den tanke at Gud favoriserer nogle lande?

En vigtig egenskab hos Gud

Hvis vi forstår at upartiskhed, en egenskab som Bibelen lægger stor vægt på, er en af den almægtige Guds fremtrædende egenskaber, er svaret indlysende. I Apostelgerninger 10:34 siges der ganske enkelt: ’Gud er ikke partisk.’ Bibelen siger også at Jehova Gud „ikke behandler nogen med partiskhed“. Et andet sted står der: „Hos Jehova vor Gud er der ingen uretfærdighed, og han viser ikke partiskhed.“ (5 Mosebog 10:17; 2 Krønikebog 19:7) Gud hader partiskhed; han sidestiller det endda med uretfærdighed.

Men nu tænker du måske: ’Var det ikke et udtryk for partiskhed at Gud gav Israels nation en særstilling i forhold til andre nationer?’ Det er rigtigt at Gud på Bibelens tid udvalgte israelitterne og undertiden beskyttede dem når de var i krig med andre lande. Om Gud siger Bibelen desuden: „Han meddeler sit ord til Jakob, sine forordninger og sine lovbud til Israel. Han har ikke handlet sådan mod nogen anden nation.“ (Salme 147:19, 20) Tyder dette ikke på at han er partisk? Slet ikke. Her er tre grunde til at det ikke kan være tilfældet.

For det første udvalgte Gud Israel for at gavne alle nationer. Han indgik en pagt med israelitternes forfader Abraham og sagde: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:17, 18) Ja, Gud tog sig særligt af israelitterne for at frembringe et „afkom“ der ville bane vej for store velsignelser, ikke blot for ét folk, men for folk af „alle jordens nationer“.

For det andet var Guds velsignelser aldrig begrænset til Israels folk. Han gav upartisk enkeltpersoner fra andre nationer mulighed for at slutte sig til sit udvalgte folk for at tilbede ham. (2 Krønikebog 6:32, 33) Mange tog imod denne indbydelse og blev velsignet. Den moabitiske kvinde Rut er blot ét velkendt eksempel på det. — Rut 1:3, 16.

For det tredje var Guds særlige forhold til det jordiske Israel midlertidigt. I år 29 e.v.t. frembragte Israel det forudsagte „afkom“, Messias, Jesus Kristus. (Galaterne 3:16) Men Jesu landsmænd forkastede ham som Messias. Han sagde til dem: „Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:38) Siden da har Gud ikke vist bestemte jordiske nationer en særlig gunst, men har upartisk gjort det muligt for alle mennesker at opnå velsignelser. Hvilke, for eksempel?

 Guds gaver til alle

Guds største gave til menneskene er Jesu Kristi genløsningsoffer. (Romerne 6:23) Ved hjælp af dette offer kan hver enkelt af os blive udfriet fra synd og død og opnå evigt liv. Denne gave er til mennesker „ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“. (Åbenbaringen 5:9) Ja, Gud ønsker at „enhver som tror på“ Jesus, skal have „evigt liv“. — Johannes 3:16.

Den gode nyhed om Guds rige fører til mange velsignelser for dem der lytter til den. (Åbenbaringen 14:6, 7) Den giver et håb for fremtiden og klog vejledning som kan gøre os lykkeligere allerede nu. Jehova har upartisk sørget for at „denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Mattæus 24:14; 28:19, 20; Apostelgerninger 16:10) Denne gode nyhed findes i Bibelen, en bog som helt eller delvis foreligger på over 2300 sprog. Som den kærlige Fader Jehova er, har han gjort „det evige livs ord“ tilgængeligt for praktisk talt alle mennesker på jorden. — Johannes 6:68; Josua 1:8.

Disse og andre gaver fra Gud er tilgængelige for alle — ja, for folk der kommer fra alle nationer og sproggrupper. Muligheden for at opnå Guds gunst og velsignelse afhænger altså ikke af vores fødested eller etniske tilhørsforhold.

Hvem viser Gud sin gunst?

Men hvad skal vi så gøre for at opnå Guds gunst? Apostelen Peter svarer med ordene: „I hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Det er tydeligvis ikke nok at vise en passiv interesse for Gud. Vi må opdyrke ægte kærlighed til ham og have en sund frygt for at mishage ham. Vi må også ’øve retfærdighed’, eller bestræbe os for at gøre det der er godt i Guds øjne.

Lad os illustrere det med et eksempel. I mange lande er skoleundervisning offentlig tilgængelig, men det er kun dem der deltager i den og anvender det de lærer, der får gavn af den. På samme måde er det muligt for alle at opnå Guds gunst, men man må selv gøre en indsats. Det indbefatter at man ofte læser i Bibelen, viser tro på Kristi genløsningsoffer og lever et liv der er baseret på Bibelens principper. Hvis vi ’tyr til Jehova’, befinder vi os på den vej der fører til et godkendt forhold til ham. — Salme 105:3, 4; Ordsprogene 2:2-9.

[Illustration på side 15]

Gud har gjort „det evige livs ord“ tilgængeligt for folk af alle nationer