Gravkamre — vinduer til en fjern fortid

FORESTIL dig at du levede for flere tusind år siden i byen Ur, en blomstrende kongeby i Sumer i Babylonien. En stor procession af sumerere er gået hen på begravelsespladsen uden for byen og er nu på vej ned ad rampen til en nylig afdød herskers gravkammer. Gravkammerets vægge og gulv er dækket af måtter, og rummet er udsmykket med storslået sumerisk kunst. En gruppe musikere følger den store procession af soldater, lakajer og kvinder ind i gravkammeret. Alle er prægtigt klædt, og officererne bærer stolt deres gradstegn. I dette farverige optog er der også bemandede vogne trukket af okser eller æsler med stalddrenge gående ved dyrenes hoveder. Alle indtager deres pladser, hvorefter der afholdes en religiøs ceremoni akkompagneret af musik.

Det religiøse ritual slutter med at de alle — lige fra musiker til tjener — tager et lille bæger af ler, sten eller metal frem som de har taget med til lejligheden, dypper det i en kobbergryde og drikker den tilberedte drik. Så lægger de sig pænt ned i rækker, gør sig det behageligt, falder i søvn og dør. Der kommer hurtigt nogle ned og dræber dyrene, hvorefter skakten fyldes op med jord og gravkammeret forsegles. Sumererne tror at deres gudekonge nu rider glorværdigt videre til den næste verden i den vogn han fik med sig i sin grav, fulgt af sine tjenere og soldater der stråler i deres flotte uniformer.

Arkæologen sir Leonard Woolley fandt under udgravningen af oldtidens Ur i det sydlige Irak 16 kongegrave af denne slags på gravpladsen ved byen. Det var et uhyggeligt men også storslået fund. „Blandt rigdommene i disse gravkamre, hvis lige ikke er fundet i mesopotamisk arkæologi, var nogle effekter der i dag er blandt de mest berømte sumeriske kunstgenstande som British Museum såvel som University of Pennsylvania Museum har i deres samling,“ siger Paul Bahn i sin bog Tombs, Graves and Mummies.

Gravkamrene fra oldtidens Ur var dog langtfra usædvanlige, og det var de makabre menneske- og dyreofringer heller ikke. I mange af oldtidens civilisationer investerede de adelige og de kongelige enorme summer — og til tider også menneskeliv — i deres egen død og begravelse og i  det liv der skulle komme efter. Ofte indeholdt gravene så stor kunstnerisk skønhed og så overdådige skatte at de kom på højde med de paladser personerne boede i mens de var i live. I dag er disse gravkamre, sammen med mange andre mere beskedne grave, vinduer til fortiden hvorigennem vi kan lære om gamle folkeslags og forsvundne civilisationers trosopfattelser, kulturer og kunstneriske og teknologiske formåen.

Går bort i pragt — men ikke alene

I 1974 var nogle kinesiske bønder i gang med at udgrave en brønd nær byen Xi’an. Men i stedet for vand fandt de skår af lerstatuer, armbrøstmekanismer i bronze og pilespidser. Uden at vide det havde de fundet den 2100 år gamle Qin-terrakottahær. De mere end 7000 lerkrigere og -heste i naturlig størrelse blev fundet opstillet efter rang og i strategiske kampformationer. Qin-terrakottahæren er en del af det største kejserlige gravanlæg i Kina og er opkaldt efter Qin Shi Huangdi, som var den kejser der i 221 f.v.t. forenede Kinas stridende stater.

Qins mausoleum er faktisk et underjordisk palads. Men hvorfor terrakottahæren? Zhang Wenli forklarer i sin bog The Qin Terracotta Army at Qins „mausoleum repræsenterer Qindynastiet [og] skulle sikre Qin Shi Huangdi den samme pragt og magt efter døden som han havde haft mens han levede“. Gravkammeret udgør nu en del af et kæmpestort museum med i alt 400 gravkamre og grave.

„Mere end 700.000 mand fra alle dele af riget blev udskrevet til arbejdet [med at bygge gravkammeret],“ fortæller Zhang Wenli. Arbejdet fortsatte efter Qins død i 210 f.v.t. og varede sammenlagt i 38 år. Det var dog ikke kun terrakottakrigerne han fik med sig i graven. Hans efterfølger befalede at Qins barnløse konkubiner skulle begraves sammen ham, hvilket ifølge historikere krævede et „meget stort“ antal dødsofre. Denne praksis var langtfra sjælden.

Nordøst for Mexico City ligger ruinerne af oldtidsbyen Teotihuacan. I byen lå en vej der blev kaldt De Dødes Vej. Paul Bahn skriver i sin bog: „Langs denne vej findes nogle af de mest storslåede arkitektoniske monumenter i verden.“ Deriblandt Solens Pyramide og Månens Pyramide, der begge er bygget i det første århundrede e.v.t., og ruinerne af Quetzalcoatl-templet.

Det lader til at Solens Pyramide blev brugt som gravsted for højtstående personer og måske også præster. Man har fundet menneskeknogler i nogle massegrave i nærheden af pyramiden, hvilket tyder på at man ofrede krigere for at beskytte dem som lå begravet inde i pyramiden. Den orden som gravene ligger i, får arkæologer til at anslå at omkring 200 mennesker er blevet begravet i området, deriblandt børn som kan være blevet ofret ved indvielsesceremonien for monumenterne.

 Rider eller sejler ind i den næste verden

Vikingerne, der hærgede i Europa for omkring 1000 år siden, så også frem til at skulle nyde det jordiske livs materielle goder efter døden. De troede at deres døde red på heste eller sejlede i vikingeskibe til den anden verden. Vikingegravpladser kan derfor indeholde alt fra skeletter af heste der er blevet slagtet, til rådnet tømmer fra vikingeskibe. I bogen A History of the Vikings skriver Gwyn Jones: „For at livet efter døden kunne blive lige så komfortabelt og hæderligt som livet på jorden, fik den døde mand eller kvinde sine sædvanlige brugsting med sig . . . Skibet [begravet] i Ladby i Danmark . . . havde et anker om bord som kunne kastes når høvdingen nåede frem.“

De krigeriske vikinger troede at hvis de døde i kamp, ville de komme til gudernes land kaldet Asgård. Den Store Danske Encyklopædi siger: „De fortsætter deres krigertilværelse hos Odin i Valhal [i Asgård]: Om dagen kæmper de, men vender alle hjem til hallen hver aften, også de, der er slået ihjel.“ En vikingebegravelse indebar også menneskeofringer. „Når en høvding dør, bliver slaver og tjenestefolk spurgt om, hvem der vil dø med ham,“ siges det i bogen Vikingernes verden.

Oldtidens keltere i det nordlige Europa mente endda at en gæld kunne følge med over i den næste verden — måske en udspekuleret undskyldning for ikke at betale sin gæld. I Mesopotamien fik børn legetøj med sig i graven. Nogle steder i det gamle Britannien blev madvarer såsom lammekøller begravet sammen med en soldat for at han ikke skulle begynde sit næste liv med at være sulten. I Mellemamerika blev mayaernes herskende klasse gravsat sammen med genstande af jade — en grøn smykkesten der repræsenterede kondenseret fugtighed og ånde. Formålet kan have været at sikre livets fortsættelse efter døden.

På et tidspunkt efter år 1000 f.v.t. levede thrakerne — et frygtet folk, men også et folk der altid har været kendt for deres enestående guldarbejde. De boede i et område der i dag ligger i Bulgarien, det nordlige Grækenland og i Tyrkiet. Thrakiske gravkamre har vist at deres høvdinger blev gravsat i pomp og pragt og fik vogne, heste, smukke våben og, ja, endda deres hustruer med sig i graven. Faktisk anså en thrakisk hustru det for en ære at blive ofret og begravet sammen med sin mand!

Lidt senere og ikke så langt derfra — lige nord for Sortehavet — levede skytherne. Dette krigsgale folk drak af skåle lavet af hovedskaller fra deres fjender og klædte sig i kapper fremstillet af deres skalpe. I ét skythisk gravkammer fandt man skelettet af en kvinde sammen med en forsyning cannabis. Hun havde fået boret tre små huller i sit kranie, måske for at mindske en hævelse og den efterfølgende smerte. Cannabissen havde hun sikkert fået med sig for at kunne lindre sin hovedpine i den næste verden.

Ægypternes forestilling om livet efter døden

Egyptens pyramider ved Kairo og gravkamre i Kongernes Dal ved Luxor er blandt de mest kendte oldtidsgrave. For de gamle ægyptere havde ordet for „grav“, per, også betydningen „hus“. „Så man havde et hus mens man levede og et hus efter døden,“ fortæller Christine El Mahdy i sin bog Mummies, Myth and Magic in Ancient Egypt. Hun skriver også at „ifølge [ægypternes]  tro var legemets overlevelse nødvendig for overlevelsen af de andre dele af deres væsen: ka, ba, og akh.“

Ka’en var en åndelig kopi af det fysiske legeme og indbefattede personens ønsker og behov. Når en person døde, forlod ka’en kroppen og indtog gravkammeret. Fordi ka’en havde brug for de samme ting som den afdøde havde haft i levende live, „var det hovedsagelig for at dække ka’ens behov at man lagde forskellige effekter i gravkammeret,“ skriver Christine El Mahdy. Ba’en kan sammenlignes med den afdødes karakter og personlighed og blev afbildet som en fugl med menneskehoved. Ba’en trængte ind i kroppen ved fødselen og forlod den ved døden. Den tredje enhed, akh’et, forlod mumien når man udtalte nogle magiske formularer over mumien. * Akh’et levede så videre i gudernes verden.

Da ægypterne inddelte mennesket i tre dele, gik de et skridt videre end oldtidens græske  filosoffer der inddelte det i to dele — legemet og en bevidst „sjæl“. Denne idé er stadig en udbredt lære selvom der ikke findes belæg for den i Bibelen, hvor der står: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ — Prædikeren 9:5.

Hvorfor så optaget af døden?

E.O. James skriver i sin bog Prehistoric Religion: „Af alle de . . . situationer som mennesket har været stillet over for, har døden været den mest foruroligende og katastrofale . . . Det er derfor ikke overraskende at dødekulten lige siden menneskesamfundets begyndelse har haft så stor betydning og spillet så vigtig en rolle.“

Den ældste bog med sand visdom, Bibelen, kalder meget rammende døden for menneskets fjende. (1 Korinther 15:26) Enhver stamme og civilisation har da også ivrigt modsat sig den tanke at døden skulle være menneskets endeligt. På den anden side fremholder Bibelen i Første Mosebog 3:19 også den realitet som alle gravsteder afslører: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ Men Bibelen bruger også udtrykket „mindegrav“ i forbindelse med mange som er døde. Hvorfor? Fordi mange af dem der ligger i graven, ja, selv dem der er blevet til støv, befinder sig i Guds hukommelse, hvor de venter på den lykkelige tid da Gud vil oprejse dem og give dem mulighed for at leve evigt på en paradisisk jord. — Lukas 23:43; Johannes 5:28, 29.

Indtil da er de døde uden bevidsthed. Jesus sammenligner deres tilstand med en søvn. (Johannes 11:11-14) En person der befinder sig i denne tilstand, har ikke behov for ejendele eller tjenere. Nej, de døde har aldrig haft glæde af de nedgravede skatte, men det har til gengæld de levende — gravrøverne! I overensstemmelse med læren om de dødes tilstand siger Bibelen: „Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud.“ (1 Timoteus 6:7) Kristne er meget taknemmelige for denne sandhed, der ’frigør dem’ fra de grusomme og barbariske skikke udført af oldtidens — og nogle gange endda nutidens — dødskulter! — Johannes 8:32.

Det skal så også siges at oldtidens storslåede gravkamre ikke har været et totalt spild. Uden de mange genstande og levn fra de afdøde i gravene ville vi kun have haft en dunkel forestilling om den fjerne fortid og om nogle af de svundne civilisationer.

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 24]

Hvor sunde var folk i oldtiden?

Ved at undersøge knogler — især fra de mumificerede lig fundet i grave og de naturligt mumificerede lig fundet i tørvemoser, i det varme ørkensand og i sne og is — har forskerne lært meget om vores tidlige forfædres sundhedstilstand. Fremskridt inden for især genetik har givet forskerne nye og effektive redskaber der har gjort det muligt at afdække alt lige fra faraoners og deres dronningers familieforhold til unge inkakvinders blodtype. Dette arbejde har vist at mennesker dengang kæmpede med mange af de samme helbredsproblemer som vi gør i dag, deriblandt leddegigt og vorter.

Det lader til at fortidens ægyptere var særlig hårdt ramt af forskellige sygdomme, sandsynligvis på grund af de mange parasitter — lige fra blodikter til bændelorm og guinea-orm — som de fik med op fra Nilen og fra overrislingskanaler. Dette leder tanken hen på Guds ord til Israel lige efter nationens udfrielse fra Ægypten i 1513 f.v.t.: „Ingen af Ægyptens ondartede lidelser, som du jo kender, vil han [Jehova] påføre dig, men han vil lægge dem på alle dem der hader dig.“ — 5 Mosebog 7:15.

[Kildeangivelse]

© R Sheridan/ANCIENT ART & ARCHITECTURE COLLECTION LTD

[Illustration på side 20]

Hovedbeklædning og smykker fra en sumerisk hofdame begravet i en kongegrav i Ur

[Kildeangivelse]

© The British Museum

[Illustrationer på side 21]

Qin-terrakottahær — alle krigerne er lavet med forskellige ansigtstræk

[Kildeangivelser]

Indsat: Erich Lessing/Art Resource, NY; © Joe Carini / Index Stock Imagery

[Illustration på side 23]

Solens Pyramide og De Dødes Vej i Teotihuacan i Mexico

[Kildeangivelser]

Øverst: © Philip Baird www.anthroarcheart.org; maleri: Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Illustrationer på side 23]

Til venstre: Kong Tutankhamons dødsmaske af massivt guld. Nedenfor: Gravmaleri der skildrer ba’en som en fugl med menneskehoved