Hjemløshed — Hvad er løsningen?
Hjemløshed — Hvad er løsningen?
„HVIS man giver en mand en fisk, har han mad til én dag. Hvis man lærer ham at fiske, har han mad til resten af livet.“ Dette ordsprog illustrerer at det at opfylde et menneskes aktuelle fysiske behov kan være af begrænset værdi. Det er bedre at lære vedkommende at løse sine problemer og at klare sig selv. Mange har behov for at tilegne sig nogle praktiske færdigheder eller for ligefrem at ændre livssyn og livsstil.
Jehovas Vidner er overbeviste om at den mest effektive måde at bekæmpe hjemløshed på er ved at lære folk at følge den bedste livsform. Den kan man lære at kende og at praktisere ved at lytte til Skaberens råd — de bedste man kan få. Hvem er bedre kvalificeret til at give os mennesker råd? Hans vejledning hjælper folk til at undgå mange af de problemer der kan føre til hjemløshed. De kan også hjælpe dem der allerede er hjemløse, til at få løst dette problem. Det at læse i Bibelen vil selvfølgelig ikke i sig selv løse alle de problemer man står overfor. Men Bibelen kan hjælpe folk til at slippe af
med dyre laster, genvinde deres selvrespekt og føre et mere fornuftigt liv.Mange har mistet deres hjem som følge af stofmisbrug eller afhængighed af andre rusmidler. Andre har haft økonomiske problemer, eller er blevet involveret i kriminalitet. Andre igen er blevet hjemløse fordi deres familieliv er gået i opløsning. Bibelen indeholder praktiske råd angående alle disse ting. Ved hjælp af disse råd har millioner af mennesker været i stand til at ændre deres livssyn — ja hele deres personlighed — i en positiv retning. Naturligvis kan det at følge Bibelens råd ikke i sig selv løse alle de problemer der er forbundet med hjemløshed. På kort sigt kræver naturkatastrofer, dårligt helbred, udbredt fattigdom, afhængighed af rusmidler og den slags problemer også ofte at der ydes andre former for hjælp. Jehovas Vidner gør alt hvad de kan, for at hjælpe enkeltpersoner der lider som følge af sådanne plager, men de erkender at det kun er menneskets Skaber der kan løse disse problemer en gang for alle. Er det hans hensigt?
Guds oprindelige hensigt
Der er god grund til at tro at hjemløshed snart kun vil høre fortiden til. Hvorfor? Tænk engang over følgende: Gud sørgede for et smukt hjem til det første menneskepar. Han satte dem i et paradis hvor de havde alt hvad de havde behov for. Hvis de havde fulgt deres Skabers råd, ville de have udvidet Paradiset så det til sidst omfattede hele jorden. Deres efterkommere ville have haft velstand i overflod og komfortable hjem. Enhver ville have kunnet regne med sine medmenneskers kærlighed og villighed til at samarbejde. Dét var Guds oprindelige hensigt. Og den har han ikke ændret på. — Salme 37:9-11, 29.
Uanset hvilke hensigter Gud har, vil de med sikkerhed blive gennemført. (Esajas 55:10, 11) Bibelen har forudsagt at der vil komme en tid hvor alle vil have deres eget hjem og materielle goder i overflod. Før det kan blive til virkelighed, må der naturligvis ske en ændring af hele menneskehedens situation som vi kender den nu. En sådan ændring vil Gud gennemføre ved at gribe aktivt ind i forholdene her på jorden. Det var den indgriben Jesus havde i tanke da han sagde følgende til sine disciple: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.
Under Guds riges retfærdige styre vil alle der vælger at adlyde Gud, opleve fuldbyrdelsen af denne opmuntrende profeti: „De skal bygge huse og bo der . . . De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. . . . Mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ (Esajas 65:21, 22) Enkelt sagt vil ingen være hjemløs.
Jehovas Vidner bestræber sig for at tilbyde folk den åndelige hjælp de har brug for lige nu. De ønsker at følge Jesu vejledning om at give andre kærlig omsorg og støtte. (Mattæus 22:36-39) Den samme interesse for andre får dem til at yde hjælp til dem der har mistet deres hjem som følge af naturkatastrofer. *
Men Jehovas Vidner er også realistiske. De forstår at det ikke er muligt for dem at hjælpe alle. Jacek fra Polen, som bor på et herberg for hjemløse, indrømmer: „Nogle [hjemløse] er aggressive eller under påvirkning af stoffer. Andre har aversion mod religiøse emner fordi de ikke mener at Gud interesserer sig for dem. Men nogle reagerer
positivt på Guds ord.“ Det har Jacek for eksempel selv gjort. Han er begyndt at undersøge hvad Bibelen virkelig lærer.En anden hjemløs mand som lyttede til Bibelens budskab, er Roman, en aids-patient som indtil for nylig boede på gaden. „Da jeg ankom til socialforsorgens plejeafdeling, vidste jeg ikke at Jehovas Vidner holdt møder lige i nærheden,“ fortæller han. „Kort efter begyndte de at tale med mig på gaden og forklarede mig at de hjemløses råb om hjælp ikke går upåagtet hen. De bliver hørt af Gud. De inviterede mig også til at komme til et af deres møder.“ — Salme 72:12, 13.
Hvordan reagerede han på det han hørte? „Jeg lærte at jeg kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og at jeg er værdifuld i Guds øjne. Omgivet af nye omsorgsfulde venner holdt jeg op med at fokusere på min egen vanskelige situation og begyndte i stedet at ændre min personlighed. Min kærlighed til Jehova gjorde at jeg holdt op med at ryge, og i en bøn gav jeg ham løfte om at jeg ville vandre på retfærdighedens vej.“
Roman gjorde gode åndelige fremskridt og blev snart døbt som et af Jehovas Vidner. Med sine trosfællers og myndighedernes hjælp fik han mulighed for at flytte ind i en passende bolig. Roman udbryder glad: „Jeg føler en ubeskrivelig glæde i mit hjerte. Jeg er kommet nær til en kærlig Gud som har givet mit liv indhold igen. Han har ikke alene givet mig en vidunderlig familie af brødre og søstre, men også et hjem!“
En fremtid for de hjemløse
Jehovas Vidner bestræber sig for at vise empati over for alle deres medmennesker, også de hjemløse. De er ivrige efter at dele Bibelens sandheder med andre — også dens oplysninger om en bedre fremtid. Disse sandheder kan allerede nu ændre folks liv. — Johannes 8:32.
„Det der er gjort kroget, kan ikke rettes ud,“ siger Bibelen. (Prædikeren 1:15) Selvom myndighederne og frivillige hjælpearbejdere har de bedste intentioner, er det vanskeligt at eliminere så dybt rodfæstede sociale problemer som hjemløshed og fattigdom. Bibelen forsikrer os imidlertid om at alle der adlyder Gud, meget snart, under Guds riges herredømme, vil kunne glæde sig over at leve under fuldkomne forhold.
[Fodnote]
^ par. 9 Eksempler på dette findes i Vågn op! for 8. januar 1993, side 14-21; 22. oktober 2001, side 23-27 og 8. august 2003, side 10-15.
[Illustration på side 8]
En mor som er flygtet fra Somalia, står med et madrationeringskort i hånden
[Kildeangivelse]
© Trygve Bolstad/Panos Pictures
[Illustration på side 9]
Hjemløse har frem for alt behov for et håb for fremtiden
[Illustrationer på side 10]
Under Guds riges herredømme vil ingen være hjemløs