Purpur — Dets historie i korte træk
Purpur — Dets historie i korte træk
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO
„Og du, menneskesøn, istem en klagesang om Tyrus . . . Det var broget linned fra Ægypten der var spændt ud som dit sejl. Blåt garn og purpurfarvet uld fra Elisjas øer var dit solsejl. . . . De drev handel med dig med pragtklæder.“ — Ezekiel 27:2, 7, 24.
TYRUS var den vigtigste havneby i oldtidens Fønikien, i det område der nu er kendt som Libanon. Denne by havde en blomstrende handel med purpurklæde. Det var faktisk på grund af Tyrus at purpurfarven blev kendt i hele det romerske imperium som tyrisk purpur.
Da purpurfarven var kostbar, blev den forbundet med kongelig værdighed, rigdom og ære. * Et kejserligt dekret i antikkens Rom lød at en „almindelig“ borger som dristede sig til at bære en klædedragt der var farvet med den fineste purpur, skulle kendes skyldig i højforræderi.
I dag bliver dette særlige farvestof, ligesom i fortiden, udvundet i små mængder af visse havsneglearter — hver snegl afgiver kun en dråbe. Tyrierne brugte havsneglene Murex, fortrinsvis Murex trunculus og Murex brandaris, der lever forskellige steder langs Middelhavets kyst. Farvestoffet kunne udvindes i forskellige nuancer, alt afhængig af det sted hvor sneglene blev samlet.
Purpur i Mexico
Da de spanske erobrere i Sydamerika for hundreder af år siden for første gang så tekstiler farvet med purpur, beundrede de farvens holdbarhed. De lagde mærke til at når man vaskede sådanne stoffer, blev farven endnu bedre. Arkæologiske fund tyder på at de indfødte havde mange forskellige dragter som var farvet med purpur.
Den indfødte befolkning i Mexico, især mixtekerne, farvede deres stoffer med et sekret fra en snegl kaldt Purpura patula pansa, der var beslægtet med en snegl brugt af tyrierne. Begge sneglearter udskiller en hvidlig væske som bliver purpurfarvet når den udsættes for luft og lys. Farvestoffet farver tekstilfibrene uden brug af bejdse — en unik egenskab blandt farvestoffer.
Mixtekerne fik deres Purpura-snegle fra Stillehavet. Mens tyrierne og romerne dræbte disse bløddyr — faktisk har man fundet en stor dynge tomme skaller fra dengang — „malkede“ mixtekerne blot sneglene. Ved at puste på bløddyret fik de det til at udskille dets kostbare væske, som blev dryppet direkte på fibrene. Derefter blev dyret sat ud i havet. De indfødte „malkede“ ikke sneglene i ynglesæsonen. Denne fremgangsmåde har betydet at sneglebestanden er blevet bevaret indtil den dag i dag.
CONABIO, en mexicansk kommission der beskæftiger sig med biodiversitet, oplyser at frem til begyndelsen af 1980’erne rejste mixtekiske farvere 200 kilometer til bugterne omkring Huatulco fra oktober til marts for at få fat i purpur. Den økologiske balance som denne nænsomme fremgangsmåde opretholdt, blev dog forstyrret fra 1981 til 1985 da et udenlandsk firma drev rovdrift på sneglene. Følgen blev at Purpura-bestanden faldt. Derfor blev der udstedt et officielt forbud mod at dræbe disse snegle. Samtidig blev det bestemt at det kun var den indfødte befolkning der måtte udvinde purpur af sneglene, og at det skulle foregå på traditionel vis.
Purpura-sneglen er stadig truet af en voksende turistindustri i de bugter hvor den lever. Ikke desto mindre håber mange at denne fascinerende skabning vil blive bevaret og fortsætte med at producere det smukke farvestof.
[Fodnote]
^ par. 5 Farven purpur — dybest set en kombination af blå og rød — omfatter forskellige nuancer, lige fra violet til mørkerød. I fortiden blev udtrykket „purpur“ også brugt om noget der var højrødt.
[Illustration på side 16]
„Purpura“-sneglen
[Illustration på side 16]
Sneglen bliver „malket“ og derefter sat ud i havet
[Kildeangivelse]
© FULVIO ECCARDI
[Illustration på side 16, 17]
Purpurfarvet garn klar til at blive vævet
[Illustrationer på side 17]
Vævning af en „posahuanco“ (nederdel)
