Bibelhistorier skildret i sne og is
Bibelhistorier skildret i sne og is
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I TYSKLAND
„HELT fantastisk!“ Sådan beskrev Anja det hun havde set. Georg sagde: „Det er utroligt hvad man kan frembringe af dette materiale.“ Alle disse kommentarer havde gjort os nysgerrige og førte til at vi som gruppe var taget til Lübeck i Nordtyskland for at se Ice World, en isskulptur-festival. Temaet for festivalen var: „Bibelen — Historier fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.“
Da vi ankom til Lübeck, lå den berømte byport Holstentor under et dække af regnskyer. Kun få skridt derfra stod noget der udefra lignede et almindeligt, stort telt. Men da vi trådte indenfor, mødte der os en farverig, strålende verden af sne og is formet til figurer af krystalklar is der funklede i et væld af skiftende farver.
Endnu før vi begyndte vores rundvisning, kom vi i tanker om at vi var blevet opfordret til at klæde os varmt på — der var nemlig koldt i teltet. Minus 10 grader føles måske ikke særlig koldt for folk der bor i kolde områder, men vi var et par stykker der ærgrede os over at vi havde glemt vores handsker og halstørklæde. Synet af de farverige og fascinerende isfigurer fik os imidlertid til at glemme at vi frøs.
Bibelske scener af is
Vi så en engel i en klædning med fine folder blæse på trompet. Skulpturen syntes at svæve over sneen nedenfor. Forskellige stadier af skabelsen blev skildret i is, deriblandt skabelsen af Adam. Længere fremme kom vi til Noas ark. Og her måtte vi trække på smilebåndet. Vi fik nemlig øje på en flodhest der prøvede at skubbe sin mage gennem arkens dør mens en lille gnaver af is syntes at snige sig ind i arken under maven på den fastklemte flodhest. Lige i nærheden kunne man se Noa stå ved siden af en stak brænde der også var lavet af is.
Det næste vi så, var en scene fra Edens Have som skildrede Adam og Evas synd. Så stoppede vi op ved en kæmpefigur som vi meget gerne ville undersøge nærmere: Det var Moses med de to tavler med Loven. Hvorfor var vi især interesseret i denne figur?
Det var ikke De Ti Bud man så på tavlerne, men derimod tetragrammet — Guds personlige navn, Jehova! Vi var betagede over at se Guds navn på hebraisk på så fremtrædende en plads. Selv på omslaget af brochuren over udstillingen kunne man se denne figur af Moses med det iøjnefaldende tetragram lige i midten. Vi tog ret mange billeder af denne scene. Ikke så langt derfra stod en statue af en kalv der funklede gyldent under en projektør. Det fik os til at tænke på den umoralske afgudsdyrkelse israelitterne deltog i kort efter deres udfrielse fra Ægypten.
Desværre var det vanskeligt at genkende en skulptur af Esau og Jakob og en af Josef og Farao. Det skyldtes at nogle af skulpturerne havde taget skade af at cirka 100.000 havde besøgt udstillingen de første tre uger. Der var dog ikke sket noget med den store skulptur der viste Samson da han væltede søjlerne i filistrenes tempel, eller med den der skildrede ham netop da Dalila havde klippet hans hår af.
Også David var skildret, nemlig da han overvandt Goliat, og da han senere faldt for fristelsen til at betragte Batseba mens hun badede sig. I et af hjørnerne var Jesu fødsel gengivet, og overfor kunne man se en gengivelse af den sidste nadver.
Efter at vi havde betragtet alle disse skulpturer, var vi stivfrosne. Vi forlod derfor udstillingen og gik hen til en café i den tilstødende Holstentorhalle. Rundt om i hallen kunne man flere steder se en videofilm der viste hvordan skulpturerne var blevet til.
Hvordan skulpturerne blev til
Det hele begyndte med at 350 tons krystalklare isblokke på omkring 2 x 1 x 0,6 meter var blevet transporteret fra Belgien på lastbiler. Isblokkene var stablet oven på hinanden efter størrelse. Snekanoner havde produceret 200 tons sne og havde blæst dem ind i kæmpestore kasser. Skulptørerne havde derefter ved hjælp af kædesave, mejsler, tandbørster og sugerør omdannet isen og sneen til bibelske scener.
Ifølge projektleder Jana Kürbis havde den største udfordring været at sørge for, og bibeholde, de rigtige klimatiske forhold. Men alt det arbejde man havde haft med projektet, blev højt værdsat. En dame udbrød: „Det er helt utroligt!“ „Fremragende!“ sagde en mand om udstillingen. Hans kone var dog ked af at hun vidste så lidt om Bibelen.
Mange, deriblandt børn og unge, gik fra skulptur til skulptur og læste den trykte beskrivelse om baggrunden for de bibelske scener. Da vi forlod Ice World-festivalen, havde vi ikke blot en masse ruller film der skulle fremkaldes, men også et uforglemmeligt indtryk af bibelhistorier skildret i sne og is.
[Illustration på side 16]
Guds personlige navn skrevet på hebraisk blev vist på omslaget af brochuren over udstillingen
[Illustration på side 16, 17]
Adams skabelse
[Illustration på side 17]
Samson vælter søjlerne i filistrenes tempel
[Illustration på side 17]
David og Goliat
[Illustration på side 17]
Noas ark
[Kildeangivelser på side 16]
Moses fremstillet i is: Foto: Nils Bergmann; snekrystal: snowcrystals.net; Adams skabelse: Foto: Nils Bergmann