Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er livets efterår en god tid?

Er livets efterår en god tid?

Er livets efterår en god tid?

DET er en kold vintermorgen i Soweto i Sydafrika. Klokken er halv syv, og Evelyn er nødt til at stå op. * Der er ikke indlagt varme i huset, så det er den rene tortur at komme ud af sengen.

Forsigtigt lemper hun sine gigtplagede knæ ud over sengekanten. Hun sidder og venter lidt, og langsomt aftager smerterne i hendes ben. Evelyn samler nu alle sine kræfter og rejser sig. Hun stønner af smerte. Med hænderne på hofterne, som i den bibelske beskrivelse af ’græshoppen der slæber sig af sted’, humper Evelyn ud på badeværelset. — Prædikeren 12:5. *

’Så klarede jeg det!’ siger Evelyn til sig selv. Ikke blot er hun vågnet op til endnu en dag, men hun har også fået gang i sin smertende krop.

Der er imidlertid også noget andet der bekymrer hende. „Jeg er så bange for at blive dement,“ siger hun. Det sker af og til at hun ikke kan finde sine nøgler, men hun er stadig meget åndsfrisk. „Jeg beder blot til at jeg ikke bliver senil, som det sker for nogle af os ældre,“ fortsætter Evelyn.

Før i tiden skænkede Evelyn aldrig alderdommen en tanke. Men pludselig er årene gået, og hendes gigtplagede krop minder hende til stadighed om at hun er 74 år.

De der lever under bedre kår end Evelyn, og som har et rimelig godt helbred uden alvorlige lidelser og stress, kan betragte livets efterår som en god tid. Ligesom patriarken Abraham kan de få ’en god alderdom og blive gamle og mætte af dage’. (1 Mosebog 25:8) Andre, der oplever „triste dage og år“, siger måske: „Jeg har ingen glæde af livet.“ (Prædikeren 12:1, Today’s English Version) En spørgeundersøgelse viste at mange betragtede det at blive pensioneret med så stor pessimisme at bladet Newsweek har foreslået at man i stedet kalder denne del af livet for „the Dark Ages“. Udtrykket henviser normalt til „den mørke middelalder“, og bladet mente åbenbart at dette udtryk kan bruges om alderdommen.

Hvordan betragter du alderdommen? Hvilke udfordringer står ældre over for? Er tab af åndsevner uundgåeligt når man kommer op i årene? Hvad kan man gøre for at denne tid bliver god?

[Fodnoter]

^ par. 2 Nogle af navnene i disse tema-artikler er ændret.

^ par. 3 Denne passage fra Prædikerens Bog i Bibelen har længe været betragtet som en indsigtsfuld, poetisk beskrivelse af de skavanker der kommer med alderen.