Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et besøg på et bandageri

Et besøg på et bandageri

Et besøg på et bandageri

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I NEW ZEALAND

JEG havde to grunde til at aftale en tid med et bandageri i Wellington i New Zealand. For det første skulle der gøres lidt ved mit kunstige ben. Og for det andet kunne jeg godt tænke mig at se bandageriet for at lære mere om hvordan man fremstiller proteser.

Min bandagist var så venlig at give mig en rundvisning. Det var en berigende oplevelse, der øgede min forståelse og gav mig større værdsættelse af den dygtighed og det engagement som bandagisterne lægger for dagen.

Ordet „protese“ hentyder til en kunstig erstatning af et manglende lem eller en manglende legemsdel. Protetik er læren om fremstilling og tilpasning af proteser. Og en protetiker, eller bandagist, er en person der beskæftiger sig med protetik.

Hvordan fremstiller man et kunstigt ben?

De fleste patienter der besøger bandageriet, kommer for at få et kunstigt ben. Det første man gør, er at fremstille et gipsaftryk af patientens helede stump. Ved hjælp af dette gipsaftryk fremstilles en gipsafstøbning som er en nøjagtig kopi af patientens stump. Ved hjælp af denne model fremstilles der et hylster som passer til patientens stump. Sådan begynder den proces som ender med at man får fremstillet et fuldt ud funktionsdygtigt ben der skal erstatte det mistede. En nyere og mere nøjagtig teknik går ud på at måle stumpen ved hjælp af et CAD/​CAM-​system (computer aided design/​computer aided manufacturing). Derefter fremstilles en nøjagtig kopi af patientens stump på en maskine.

Da jeg havde fået demonstreret bandageriets faglige ekspertise, fik jeg forevist nogle færdiglavede, importerede protesedele. Et imponerende eksempel var et hydraulisk knæled der var monteret på et termoplastisk hylster som efter opvarmning kunne formes og tilpasses patienten. Der findes omfattende illustrerede kataloger over sådanne hjælpemidler, som kan rekvireres flere forskellige steder rundt omkring i verden.

Noget af det sidste der skal gøres i forbindelse med fremstillingen af et kunstigt ben, er at rette hylsteret, ’huden’ og de dele der erstatter knæet og foden, til. På den måde sikrer man sig at patientens gang bliver så naturlig som muligt. Til sidst laves der et skumgummihylster som skal skjule det kunstige bens „knogler“. Man bestræber sig på at udføre denne kosmetiske finish så hylsterets ’hud’ kommer til at ligne patientens tilbageværende stump mest muligt.

Når en patient har opnået større sikkerhed på benene, skal han til konsultation hos en ortopædkirurg der tilser patienterne på bandageriet. Således foretages der et sidste fagligt tjek så man sikrer sig at den nye legemsdel fungerer optimalt.

Børn og sportsfolk

På et tidspunkt i løbet af rundvisningen fik jeg øje på en lille pige. Hun var ikke bange for at vise os sin stump og sin kunstige legemsdel. Senere så jeg hende springe omkring, tilsyneladende uden nogen som helst bekymringer.

Jeg var meget interesseret i at høre hvad min bandagist havde at fortælle om børn der mister en legemsdel. Han viste mig en lille hånd og forklarede at den slags proteser kan bruges til spædbørn på kun seks måneder. Hvorfor giver man så små børn kunstige legemsdele? Fordi det giver dem øvelse i at bruge dem, og det gør det lettere for dem at bruge en kunstig hånd eller arm senere i livet. Uden denne opøvelse vil barnet vænne sig til kun at bruge den ene arm, og det kan gøre det svært for barnet at skulle lære at bruge to arme senere i livet.

Jeg fandt også ud af at en europæisk producent kort tid forinden havde sendt nogle kunstige legemsdele til sportsfolk i Sydney, Australien, til brug ved De Paralympiske Lege. Deltagerne fik dem gratis, og der var bandagister til stede, blandt andet nogle fra New Zealand, for at hjælpe til under legene.

Nogle af legemsdelene var blevet udviklet specielt med henblik på sportsfolk. Jeg fik lov at se et eksempel på en sådan legemsdel. Det var en komponent der bestod af en fod og en ankel, og den var fremstillet af et særligt materiale som har en elasticitet der svarer til den naturlige elasticitet i en menneskefod.

De seneste fremskridt

Hvad vil fremtiden bringe inden for protetik? Min bandagist fortalte mig om et computerstyret kunstigt ben som i øjeblikket bæres af i hvert fald én patient i New Zealand. Det reagerer når der øves et tryk på de sensorer der er bygget ind i det. Resultatet bliver noget der ligner en naturlig gangart.

I nogle lande eksperimenterer erfarne ortopædkirurger med en teknik der kaldes osteointegration. Efter amputationen indsættes der i stumpen en speciel ’pin’ som den kunstige legemsdel kan fæstnes på. På denne måde eliminerer man behovet for afstøbninger og hylstre.

Man forsker også i muligheden for at indsætte receptorer i nervetrådene. Ved hjælp af dem vil man kunne styre en protese blot ved at tænke. I USA og andre lande har man foretaget et begrænset antal håndtransplantationer, men det er en forholdsvis kontroversiel behandling der kræver at patienterne tager immunundertrykkende lægemidler resten af livet.

Med hensyn til armproteser bruger man nu til dags myoelektriske systemer. Elektroder opfanger armmusklernes nerveimpulser, som ofte stadig udsendes i den resterende del af armen. Disse impulser forstærkes ved hjælp af et batteri så de kan styre de elektriske komponenter i det kunstige lem. Det helt nye inden for armproteser går ud på at man finindstiller den kunstige arm til den enkelte patient ved hjælp af en computer.

Jeg var betaget af disse fremskridt inden for protetikken og spurgte bandagisten om hvor funktionsdygtige de er i forhold til vores naturlige legemsdele. Han svarede naturligvis ufortøvet at vores naturlige legemsdele er langt de bedste. Det fik mig til at tænke på salmisten, der i en bøn sagde følgende til Skaberen: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ — Salme 139:14.

[Diagram/illustrationer på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

[Illustrationer]

Myoelektriske hænder bruger impulser fra musklernes nervetråde til at styre hastighed og gribekraft

[Kildeangivelse]

Hænder: © Otto Bock HealthCare

[Illustrationer]

Inden i dette højteknologiske knæ er der computerchips og magnetfelter som er medvirkende til at knæet tilpasser sig patientens gang

[Kildeangivelse]

Knæ: Foto med tilladelse af Ossur

[Illustration]

Dette tværsnit af en fod viser skumgummihylsteret og den kunstige ankel

[Kildeangivelse]

© Otto Bock Healthcare

[Kildeangivelse]

© 1997 Visual Language

[Illustration på side 21]

Tilpasning af et kunstigt ben

[Illustration på side 22]

En protese sættes fast på en patient

[Illustration på side 23]

En lille håndprotese som bruges til opøvelse af børn der har fået foretaget en amputation

[Illustration på side 23]

Ved De Paralympiske Lege i 2004 løb vinderen af 100 meter-sprintet det på 10,97 sekunder med en kulfiberfod

[Kildeangivelse]

Foto med tilladelse af Ossur/Fotograf: David Biene

[Kildeangivelse på side 21]

© Otto Bock HealthCare