Pilgrimsfædre og puritanere — Hvem var de?

VED Plymouth i Massachusetts på den nordamerikanske kyst kan man se en stor granitsten med tallet 1620 indhugget. Stenen kaldes Plymouth Rock og ligger nær det sted hvor det menes at en skare europæere gik i land for snart 400 år siden. De blev kendt som pilgrimsfædrene.

Mange kender historierne om pilgrimsfædrene som gæstfri værter der indbød deres indianske venner til overdådige høstgilder. Men hvem var pilgrimsfædrene? Hvorfor drog de til Nordamerika? Svaret skal findes i England dengang Henrik VIII herskede.

Religiøst røre i England

Mindre end 100 år før pilgrimsfædrene satte sejl, var England et katolsk land, og paven havde hædret kong Henrik VIII med titlen „troens forsvarer“. Men det kom til et brud da pave Clemens VII nægtede at ugyldiggøre Henriks ægteskab med Katarina af Aragonien, den første af kongens seks hustruer.

Mens kong Henrik rugede over sit privatlivs problemer, fremkaldte den protestantiske reformation dønninger i den katolske kirke mange steder i Europa. Kongen havde i begyndelsen holdt reformationen ude af England, da han nødig ville give afkald på sin kirkelige anseelse. Men så ombestemte han sig. Når den katolske kirke ikke ville opløse hans ægteskab, ville han opløse kirken. I 1534 løsrev han landet fra pavens suverænitet og lod sig udråbe til overhoved for en ny kirke, Church of England. Kort efter begyndte han at lukke klostre og afhænde deres enorme besiddelser. Ved hans død i 1547 var England i færd med at blive protestantisk.

Henriks søn, Edward VI, holdt også afstand til romerkirken. Men efter hans død i 1553 blev Maria, Henriks katolske datter med Katarina af Aragonien, regent, og hun forsøgte at lægge nationen ind under pavemagten på ny. Hun tvang mange protestanter i landflygtighed og fik tilnavnet den  Blodige fordi hun lod over 300 „kættere“ brænde. Men hun kunne ikke dæmme op for reformationen. Maria døde i 1558, og hendes efterfølger, halvsøsteren Elizabeth I, afskar definitivt paven fra indflydelse på Englands religiøse anliggender.

Nogle protestanter slog sig dog ikke til tåls med at man skilte sig ud fra romerkirken. Ethvert spor af katolicismen skulle slettes. De ønskede at rense kirkens gudsdyrkelse, og derfor blev de kaldt „puritanere“ (fra en engelsk afledning af det latinske ord for renhed, „puritas“). Nogle puritanere mente at biskopper var overflødige, og at hver menighed skulle have selvstyre, uafhængigt af statskirken. De blev kaldt separatister.

De stejle puritanere markerede sig i Elizabeths regeringstid. Nogle præsters skødesløse påklædning mishagede dronningen så hun i 1564 befalede ærkebiskoppen af Canterbury at gøre ornat obligatorisk. Puritanerne afviste kravet fordi de anede at man genindførte de katolske gejstliges messeklæder. En anden anstødssten var at Elizabeth bibeholdt hierarkiet af biskopper og ærkebiskopper og forlangte at de svor hende troskab som kirkens overhoved.

Fra separatister til pilgrimsfædre

Jakob I, som i 1603 efterfulgte Elizabeth på tronen, forsøgte at knægte separatisterne. Det førte i 1608 til at en menighed af separatister fra byen Scrooby flygtede til friheden i Holland. Men med tiden følte separatisterne forholdene utålelige i Holland fordi landet tolererede andre trossamfund og en friere moral. De besluttede sig for at forlade Europa og slå sig ned i Nordamerika. At disse separatister var villige til at drage så langt hjemmefra for deres tros skyld, førte med tiden til at de blev kaldt pilgrimsfædrene.

Pilgrimsfædrene fik tilladelse til at slå sig ned i den britiske koloni Virginia og stævnede mod Nordamerika i september 1620 på skibet Mayflower. Omkring 100 voksne og børn tilbragte to stormfulde måneder på Atlanterhavet før de ankom til Cape Cod, mange hundrede kilometer nord for Virginia. Dér affattede de Mayflowerpagten, et dokument hvori de udtrykte deres ønske om at oprette et samfund og adlyde fælles love og bestemmelser. Den 21. december 1620 oprettede de kolonien Plymouth.

En ny tilværelse i „den nye verden“

Udvandrerne var uforberedte på den nordamerikanske vinter. I vinterens løb døde halvdelen af kolonisterne. Men med forårets frembrud gik det bedre. De overlevende byggede ordentlige huse og lærte af de indfødte hvordan de skulle dyrke de stedlige afgrøder. I efteråret 1621 var pilgrimsfædrene så velbjærgede at de fastsatte en tid til at takke Gud for hans velsignelse. Det blev oprindelsen til Thanksgiving, den taksigelsesfest som fejres i USA og andre lande. Flere indvandrere stødte til, så på mindre end 15 år rundede Plymouth 2000 indbyggere.

Imens drog nogle puritanere i England samme slutning som separatisterne, nemlig at deres „forjættede land“ lå på den anden side af Atlanten. I 1630 ankom en gruppe af dem til kysten nord for Plymouth og oprettede Massachusetts Bay-kolonien. I 1640 boede der cirka 20.000 engelske emigranter i området New England. Da Massachusetts  Bay-kolonien i 1691 indlemmede Plymouth, var separatisterne ikke længere så separate. Boston blev områdets åndelige højborg, og puritanerne dominerede New Englands religiøse liv. Hvad kendetegnede deres gudsdyrkelse?

Puritanernes gudsdyrkelse

Puritanerne i „den nye verden“ begyndte at opføre træhuse til brug for gudstjenesten søndag formiddag. Mødehusene var uopvarmede, så i godt vejr var forholdene tålelige. Men om vinteren var gudstjenesten en udholdenhedsprøve, selv for de standhaftigste puritanere. De tænderklaprende trosfæller frøs med anstand. Ikke sjældent bar prædikanterne vanter for at kunne holde varmen i deres gestikulerende hænder.

Puritanernes tro byggede på den franske reformator Johannes Calvins lære. De gik ind for prædestinationslæren og troede derfor at Gud havde forudbestemt hvem der skulle frelses, og hvem der skulle fordømmes og brænde for evigt i helvede. Ens lod stod ikke til at ændre uanset hvad man gjorde. Ved døden vidste man ikke om man skulle nyde den blide brise i himmelen eller brænde som en væge for evigt.

Med tiden begyndte de puritanske præster at prædike omvendelse. De advarede om at nok var Gud barmhjertig, men de der overtrådte hans lov, skulle lige lukt i helvede. Præsterne holdt så at sige folk i ave ved at holde helvedes flammer ved lige. Jonathan Edwards, en prædikant fra 1700-tallet, talte engang over emnet „Syndere i en vred Guds hænder“. Han udpenslede fortabelsen så skrækindjagende at andre gejstlige måtte berolige den skræmte menighed.

Det var farligt for fremmede at forkynde afvigende lære i Massachusetts. En kvækerkvinde ved navn Mary Dyer blev forvist tre gange, men hver gang vendte hun tilbage og udbredte sine synspunkter. Hun blev hængt i Boston den 1. juni 1660. En vis Phillip Ratcliffe glemte åbenbart hvor hårdt de puritanske ledere slog ned på anderledestroende. De straffede hans kritik af styret og af kirken i Salem med piskning og bøde. For at sikre sig at han ikke igen forglemte sig, skar de hans ører af før  de jog ham væk. Puritanernes intolerance drev folk bort fra Massachusetts og bidrog til andre koloniers vækst.

Arrogance avler angreb

Mange af puritanerne regnede sig selv for „Guds udvalgte“ og betragtede de indfødte som undermennesker uden ejendomsret. Det provokerede nogle indianere til at angribe nybyggerne. Derfor lempede de puritanske ledere lovene om sabbatten så mænd måtte medføre skydevåben til og fra gudstjeneste. I 1675 forværredes forholdet.

Som modtræk mod tabet af wampanoag-stammens territorier greb dens høvding, Metacom, også kendt som kong Filip, til at hærge puritanske bosættelser, ned- brænde huse og massakrere nybyggere. Puritanerne gjorde gengæld, og kampene stod på i flere måneder. I august 1676 fangede puritanerne Filip i Rhode Island, lod ham halshugge, sprætte op og partere. Sådan endte Kong Filips Krig og de indfødtes uafhængighed i New England.

I 1700-tallet fandt puritanerne en ny sag at kæmpe nidkært for. Nogle præster i Massachusetts fordømte det engelske styre og var med til at vække ønsket om uafhængighed. De blandede politik og religion når de talte om revolution.

Mange puritanere var flittige, modige og fromme. I USA taler man stadig om „puritansk karakterstyrke“ og „puritansk hæderlighed“. Men oprigtighed garanterer ikke i sig selv at ens religion er ren for urette lærepunkter. Jesus undgik at blande religion med politik. (Johannes 6:15; 18:36) Og brutalitet er en fornægtelse af den vigtige sandhed: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed.“ — 1 Johannes 4:8.

Står du i et trossamfund der lærer at der findes et helvede, eller at menneskers skæbne er forudbestemt? Har din trosretning andre ubibelske lærepunkter? Blander lederne sig i politik? Hvis du ærligt undersøger Guds ord, Bibelen, vil det hjælpe dig til at finde „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet,“ den som virkelig er ren og antagelig for Gud. — Jakob 1:27.

[Ramme/illustration på side 13]

PURITANERNE OG HELVEDESLÆREN

Puritanernes lære om et brændende helvede strider imod Guds ord. Bibelen lærer at de døde er uden bevidsthed og derfor hverken kan føle smerte eller glæde. (Prædikeren 9:5, 10) Desuden er tanken om at pine mennesker med ild aldrig ’opkommet i Guds hjerte’. (Jeremias 19:5; 1 Johannes 4:8) Han opfordrer indtrængende syndere til at vende om, og han behandler forhærdede overtrædere humant. (Ezekiel 33:11) Puritanske prædikanter tilsidesatte disse bibelske sandheder og skildrede ofte Gud som grusom og hævngerrig. De fremmede også et hjerteløst livssyn som tillod brug af magt for at tvinge anderledestænkende til tavshed.

[Illustration på side 10]

Pilgrimsfædrene går i land i Nordamerika i 1620

[Kildeangivelse]

Harper’s Encyclopædia of United States History

[Illustration på side 12]

Den første Thanksgiving (taksigelsesfest) i 1621

[Illustration på side 12]

Puritansk mødehus i Massachusetts

[Illustration på side 12]

Johannes Calvin

[Illustration på side 12]

Jonathan Edwards

[Illustration på side 13]

Et bevæbnet par på vej til gudstjeneste

[Kildeangivelse på side 11]

Library of Congress, Prints & Photographs Division

[Kildeangivelser på side 12]

Øverst til venstre: Snark/Art Resource, NY; øverst til højre: Harper’s Encyclopædia of United States History; Johannes Calvin: Portræt i Paul Henrys bog Life of Calvin, hentet fra bogen The History of Protestantism (bind II); Jonathan Edwards: Dictionary of American Portraits/Dover

[Kildeangivelse på side 13]

Fotos: North Wind Picture Archives