Hvordan siger jeg nej til sex i skolen?
Unge spørger:
Hvordan siger jeg nej til sex i skolen?
„Hver dag snakker de unge om sex. Pigerne lægger endda an på drengene, og de har ligefrem sex henne i skolen.“ — Eileen, 16 år.
„På min skole er der homoseksuelle som gør umoralske ting lige for øjnene af andre unge, og de regner det ikke for noget.“ — Michael, 15 år. *
SNAKKER dine klassekammerater hele tiden om sex? Og gør nogle af dem mere end bare at snakke om det? Hvis det er tilfældet, kan det være du har det som den teenagepige der siger at det at gå i skole er som „at arbejde et sted hvor man optager umoralske film“. I skolen kommer mange unge ofte ud for situationer hvor der bliver snakket om sex, eller hvor de ligefrem opfordres til at tage del i sex.
Det kan være at du hører dine klassekammerater tale om at de har haft sex med nogen som de ikke engang følte noget for. Nogle gange dyrker unge sex med nogen de knap nok kender. Andre gange har de sex med helt fremmede som de har truffet over internettet. Uanset hvad, så ønsker de ikke at det skal have noget med kærlighed at gøre. „Der ligger ikke spor andet i det end at to mennesker giver efter for deres seksuelle lyster,“ siger 19-årige Danielle.
Ikke overraskende snakker mange unge om den slags i skolen. „Efter hver eneste weekend er det som om gangene summer af nyheder om de seneste ’erobringer’, og vennerne får alle detaljerne med,“ skrev en 17-årig pige i en skoleavis.
Hvis man forsøger at leve efter Bibelens normer, kan man godt føle sig udenfor når man færdes blandt unge der tilsyneladende kun snakker om sex. Og hvis man ikke følger med strømmen, kan man let blive gjort til grin. Det er til en vis grad hvad man må forvente, for Bibelen siger at andre måske vil ’spotte dig’ når de ikke forstår din måde at reagere på. (1 Peter 4:3, 4) Det er imidlertid ikke rart at blive gjort nar af. Så hvordan siger du nej til sex i skolen og bevarer stoltheden over dit standpunkt? Inden vi ser på det spørgsmål, er det vigtigt at forstå hvorfor fristelsen til sex er så stærk.
Kend dig selv
I teenageårene gennemgår du hurtige fysiske og følelsesmæssige forandringer. Du oplever stærke seksuelle drifter. Det er helt normalt. Hvis du føler dig stærkt tiltrukket af nogle af det modsatte køn i skolen, må du derfor ikke tro at du er et dårligt menneske, eller at du ikke er i stand til at forblive moralsk ren. Du kan bevare dig selv ren — hvis du vil!
Foruden den indre kamp som hører med til teenagealderen, er der også noget andet du skal være opmærksom på. Da vi er ufuldkomne, er vi alle tilbøjelige til at gøre det forkerte. Apostelen Paulus sagde endog: „I mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ Han nævnte videre at hans ufuldkommenhed fik ham til at føle sig som et ’elendigt menneske’. (Romerne 7:23, 24) Men han vandt kampen, og det kan du også!
Forstå dine klassekammerater
Som tidligere nævnt taler dine klassekammerater måske hele tiden om sex eller praler af de tilfældige forbindelser de påstår at have haft. Det er nødvendigt at vogte sig for deres nedbrydende påvirkning. (1 Korinther 15:33) Men der er ingen grund til at betragte dem som fjender. Hvorfor ikke?
Dine klassekammerater har de samme følelser som dig. De har desuden den samme tilbøjelighed til at gøre det forkerte. Men i modsætning til dig er nogle af dem måske „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. Det kan også være at nogle af dem kommer fra en familie hvor der ikke er nogen „naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1-4) De har måske ikke fået den kærlige opdragelse og moralske oplæring som omsorgsfulde forældre giver deres børn. — Efeserne 6:4.
Desuden har du en højere kilde til visdom ved hånden — Guds ord, Bibelen — men det har dine klassekammerater ikke, og derfor ved de måske ikke hvor skadeligt det er bare at give efter for sine ønsker. (Romerne 1:26, 27) Det er som om forældrene har givet dem en hurtig bil og sendt dem ud på en trafikeret landevej uden at lære dem at køre. Det kan godt være at turen er spændende en kort tid, men katastrofen er uundgåelig. Hvad kan du gøre hvis dine klassekammerater begynder at snakke om sex mens du er sammen med dem, eller hvis de forsøger at få dig til at gøre noget umoralsk?
Afvis umoralsk snak
Hvis dine klassekammerater begynder at snakke om sex, kan det være fristende at lytte eller begynde at snakke med — bare for ikke at være anderledes. Men tænk over hvilket indtryk det ville give dem. Ville din interesse for deres samtale afspejle hvem du virkelig er, eller kunne tænke dig at være?
Hvad skal du gøre hvis du snakker med nogen og de begynder at tale om sex? Skal du så gå din vej? Ja, afgjort! (Efeserne 5:3, 4) Bibelen siger: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ (Ordsprogene 22:3) Det vil ikke være uhøfligt, men klogt, at gå sin vej.
Du behøver ikke at føle dig forlegen ved at gå din vej når en samtale drejer ind på noget umoralsk. Der er jo andre samtaleemner hvor du ikke ville være flov over at fortrække, især hvis du ikke var interesseret i emnet eller ikke ønskede at blive indblandet. Lad os for eksempel sige at dine klassekammerater begyndte at snakke om at begå et væbnet røveri. Ville du så blive og lytte til deres plan? Hvis du gjorde, ville du
blive betragtet som en medsammensvoren. Du ville derfor klogt vælge at gå din vej. Gør det samme når en samtale kommer til at dreje sig om sex. I de fleste tilfælde kan man finde en undskyldning for at gå sin vej uden at virke selvretfærdig eller blive gjort til grin.Det er naturligvis rigtigt at det ikke altid er muligt at fortrække. Det kan for eksempel være tilfældet hvis dem du sidder ved siden af i klassen, prøver at få dig til at være med i en samtale om sex. Her kunne du venligt men bestemt bede dem om at lade være med at forstyrre dig. Hvis dét ikke virker, kan du gøre som Brenda. Hun fortæller: „Jeg spurgte diskret læreren om jeg måtte sætte mig et andet sted.“
Vurder situationen
Før eller siden vil dine klassekammerater sikkert være nysgerrige efter at vide hvorfor du ikke tager del i deres umoralske snak. Hvis de spørger dig om din seksualmoral, skal du vælge dine ord med omtanke. Det er rigtigt at nogle sikkert kun spørger for at gøre nar af dig, og ikke fordi de gerne vil forstå hvordan du ser på tingene. Men hvis den der spørger dig, synes at være oprigtig, så fortæl med stolthed hvordan du ser på det. Mange unge har brugt bogen Unge spørger — Svar der duer til at hjælpe deres klassekammerater til at forstå det gavnlige i at leve efter Bibelens normer. *
Stå fast
Hvad skal du gøre hvis en i klassen er så fræk at vedkommende forsøger at tage på dig eller kysse dig? Hvis du lader personen gøre det, giver du måske blot ham eller hende mod til at fortsætte med denne forkerte adfærd. Bibelen fortæller om en ung mand der lader en kvinde gribe fat i sig og kysse sig. Han lader hende tale til sig på en seksuelt udfordrende måde. Hvad fører det til? „Pludselig går han efter hende som en okse der er på vej til slagtning.“ — Ordsprogene 7:13-23.
Lad os som kontrast se på hvordan Josef bar sig ad i en lignende situation. Hans herres hustru forsøgte flere gange at forføre ham, men han afviste med bestemthed hendes tilbud. Da hun til sidst greb fat i ham, handlede han beslutsomt og løb sin vej. — 1 Mosebog 39:7-12.
Hvis en klassekammerat eller en anden du kender, prøver at røre dig på en upassende måde, kan det være at du må gøre noget drastisk, ligesom Josef. „Hvis en fyr prøver at tage på mig, siger jeg til ham at han skal lade være,“ siger Eileen. „Hvis han ikke fatter budskabet, siger jeg højt og skarpt til ham at han skal holde fingrene for sig selv.“ Eileen siger om drengene på hendes skole: „De respekterer dig ikke, medmindre du får dem til at respektere dig.“
Du kan også opnå dine klassekammeraters respekt hvis du undgår at lytte til deres umoralske snak, respektfuldt forklarer dit standpunkt når det er passende, og beslutsomt afviser umoralske tilnærmelser. Du vil desuden have det godt med dig selv. Og vigtigst af alt, du vil have Jehovas godkendelse. — Ordsprogene 27:11.
NOGET AT TÆNKE OVER
▪ Hvad kan du sige når du går fra en umoralsk samtale?
▪ Hvad vil du sige og gøre hvis en i klassen kommer med umoralske tilnærmelser?
[Fodnoter]
^ par. 4 Nogle af navnene er ændret.
^ par. 22 Udgivet af Jehovas Vidner.
[Illustrationer på side 27]
Gå din vej hvis en samtale kommer til at dreje sig om sex
[Illustrationer på side 28]
Afvis beslutsomt umoralske tilnærmelser