’Jeg vil gerne tjene Gud før jeg dør’

EN BERETNING OM MAMIE FREE

I 1990 udbrød der borgerkrig i Liberia. Da kampene optrappedes, blev Mamie, en 12-årig krahntalende pige, og hendes familie fanget i deres hus i hovedstaden Monrovia. „Vi hørte en eksplosion i huset ved siden af,“ fortæller Mamie. „Et missil havde ramt naboens hus og sat det i brand. Flammerne bredte sig til vores hus.“ Med kuglerne flyvende om ørerne flygtede Mamie, hendes mor og hendes onkel.

„Pludselig var der noget der ramte mig,“ fortæller Mamie.

„Hvad er der galt?“ spurgte hendes mor.

„Jeg er blevet ramt! Jeg tror det er en kugle,“ svarede Mamie.

Mamie sank om på jorden i smerte og bad: „Gud, lyt til min bøn. Jeg tror at jeg er ved at dø, men jeg vil gerne tjene dig før jeg dør.“ Og så mistede Mamie bevidstheden.

I den tro at Mamie var død, ville naboerne begrave hende ved en nærliggende strand. Hendes mor insisterede dog på at få hende indlagt på det lokale hospital. Desværre var hospitalet ikke tilstrækkelig udrustet til at man kunne behandle tilstrømningen af sårede mænd, kvinder og børn. Mamies onkel, som også var blevet såret, døde den nat. Mamie overlevede, men var lammet fra taljen og nedefter.

Hun fortsatte med at have indre blødninger og ekstreme smerter. Fire måneder senere tog lægerne endelig røntgenbilleder for at lokalisere kuglen. Den sad mellem hendes hjerte og lunger. En operation ville være meget risikabel, så Mamies mor tog hende til en naturlæge. „Han skar i mig med et barberblad,“ beretter Mamie, „og med sin mund prøvede han at suge kuglen ud af såret. ’Her er den,’ sagde han og tog en kugle ud af munden. Vi betalte ham og tog hjem.“

Men manden havde løjet. Flere røntgenbilleder viste at kuglen stadig var der. Mamie og hendes mor tog tilbage til naturlægen, der forsikrede dem om at det ville tage endnu  ni måneder før det kunne registreres på røntgenbilleder at kuglen var blevet fjernet. De tog hjem og ventede tålmodigt. I den tid brugte Mamie forskellige medikamenter for at holde smerterne ud. Da de ni måneder var gået, blev der taget nye røntgenbilleder. Kuglen var der stadig. Naturlægen stak af.

Kuglen havde nu været i Mamies krop i 18 måneder. En slægtning tog hende med hen til en kvindelig heksedoktor. Men i stedet for at hjælpe sagde hun at enten ville Mamie eller også hendes mor dø på en bestemt dag. Mamie var nu 13 år. „Jeg græd og græd,“ fortæller hun. „Men da den dato hun havde forudsagt, oprandt, var der ingen af os der døde.“

En farbror tog da Mamie hen til en kirkeleder som hævdede at han i et syn havde fået at vide at Mamies lammelse ikke skyldtes en kugle, men at nogen havde nedkaldt en forbandelse over hende. Han lovede Mamie at hun ugen efter ville være i stand til at gå hvis hun fulgte de ritualer han foreskrev. Mamie fortæller: „Jeg tog mange rituelle bade i havvand, jeg fastede, og jeg brugte sammenlagt mange timer på at rulle rundt på jorden hver nat ved midnatstid. Men alle mine anstrengelser var nytteløse, og min tilstand blev ikke bedre.“

Med tiden begyndte flere behandlingssteder at fungere, og Mamie kunne langt om længe få kuglen fjernet. I to år havde hun haft konstante smerter. Hun fortæller: „Efter operationen havde jeg næsten ingen smerter, og det var meget lettere for mig at trække vejret. Jeg var stadig delvis lam, men jeg kunne stå ved hjælp af et gangstativ.“

Mamie møder Jehovas Vidner

Få uger efter operationen mødte Mamies mor to Jehovas Vidner. Da hun vidste at Mamie godt kunne lide at læse i Bibelen, inviterede hun de to forkyndere hjem til sig. Mamie tog straks imod et bibelstudium. Da der var gået nogle måneder, blev hun imidlertid igen indlagt på hospitalet og mistede kontakten med Jehovas Vidner.

Mamie tørstede dog stadig efter bibelkundskab. Så da en religiøs leder fra en kirke tilbød at hjælpe hende, sagde hun ja. En dag i en søndagsskoletime stillede en af eleverne læreren spørgsmålet: „Er Jesus lig Gud?“

„Ja,“ sagde læreren. „De er lige, men alligevel ikke helt lige.“

’Alligevel ikke helt lige?’ tænkte Mamie. ’Det giver ingen mening. Der er et eller andet galt her.’ Mamie var utilfreds med at hun ikke blev undervist i sandheden fra Bibelen, og med tiden holdt hun op med at komme i den kirke.

I 1996 udbrød der igen voldelige uroligheder i Monrovia. Mamie mistede endnu to familiemedlemmer, og hendes hjem blev stukket i brand for anden gang. Et par måneder senere mødte to Jehovas Vidner Mamie da de var ude at forkynde fra hus til hus. Mamie genoptog sit bibelstudium. Første gang hun overværede et møde, blev hun overrasket over at se at alle — også menighedens ældste — hjalp til med at gøre rent i rigssalen. Senere samme år var hun lykkelig for at kunne overvære områdestævnet  „Sendebud med fred fra Gud“. Det var første gang hun nogen sinde havde været sammen med en større forsamling af Jehovas Vidner.

„Jeg var meget imponeret,“ siger Mamie. „Selvom brødrene og søstrene tilhørte forskellige stammer, havde de ægte kærlighed til hinanden. Og alt var velorganiseret.“

Realiserer sit ønske om at tjene Gud

På grund af nye kampe måtte Mamie og hendes mor i 1998 flygte til nabolandet Elfenbenskysten, hvor de boede i flygtningelejren Peace Town sammen med cirka 6000 andre liberianere. Mamie fortsatte sit studium med Jehovas Vidner, gjorde hurtigt fremskridt og ønskede snart at dele sin tro med andre. For at hun kunne være med i den offentlige forkyndelse, hjalp hendes åndelige brødre og søstre hende ved at skubbe kørestolen. På den måde kunne Mamie aflægge et godt vidnesbyrd for mange andre flygtninge.

Selvom Mamies fysiske begrænsninger gjorde det svært for hende at komme til rigssalen, som lå seks kilometer fra hendes hjem, overværede hun alle møderne. Den 14. maj 2000 rejste hun næsten 200 kilometer for at overvære en særlig stævnedag og symbolisere sin indvielse til Gud ved at blive døbt. (Mattæus 28:19, 20) Mange fik tårer i øjnene da Mamie blev båret ud i et vandløb og døbt. Da hun kom op af vandet, strålede hendes ansigt.

Mamie befinder sig nu i en flygtningelejr i Ghana, og det er hendes mål at blive almindelig pioner, eller heltidsforkynder. Hendes mor studerer Bibelen med Jehovas Vidner og fortæller andre om det hun har lært. Begge ser ivrigt frem til den tid som Guds ord lover, da ’den halte vil springe som hjorten, og den stummes tunge råbe af glæde’. — Esajas 35:5-7.

[Illustrationer på side 22]

Kuglen som Mamie fik fjernet

[Illustration på side 23]

Mamie bæres ud i et vandløb for at blive døbt

[Illustration på side 23]

Bibelstudium med hendes mor, Emma