På udkig efter mufloner

En tidlig forårsmorgen sætter vi os ind i vores terrængående køretøj, og udrustet med kort, kameraer, hatte og solide støvler tager vi af sted. Vores bestemmelsessted er Pafosskoven, som ligger højt oppe i Troodos, en bjergkæde på øen Cypern, hvor vi håber at se mufloner. Hvad er det for nogle dyr?

MUFLONER er en art af vildfår, og beslægtede arter findes i hele Middelhavsområdet. Vi er især interesserede i en bestemt muflon som er oprindeligt hjemmehørende på Cypern, og som siges at have hjortens skønhed og gedens smidighed. Zoologerne kalder dette vildfår for Ovis gmelini ophion, men cyprioterne kalder det agrinó. Det lever kun i afsidesliggende bjergområder.

Vi drejer af fra hovedvejen, kører til foden af bjergene og videre igennem en smuk dal. På bjergskråningerne ligger små landsbyer, og i dalen er der frugtplantager. Det varer dog ikke længe før vejene bliver meget ujævne, og visse steder kommer vores bil faretruende nær vejkanten hvor bjerget går stejlt ned. Endelig når vi vores bestemmelsessted — skovstationen. Vi er nu dybt inde i Pafosskoven der dækker et område på 60.000 hektar, og hvor der gror fyrre- og cedertræer. Vi bestiller kaffe og får en lille sludder med Andreas, en forstmand i grøn uniform der begejstret taler om muflonerne.

Han fortæller os at muflonen er det største vilde pattedyr på Cypern. Før i tiden strejfede et stort antal omkring på øen. Mange græsk-romerske mosaikker skildrer disse vildfår, og skrifter fra middelalderen beskriver hvordan de adelige drev jagt på dyret i Pafosskoven.

Mens Andreas leder os hen til et indhegnet område, fortæller han os mere om muflonens historie. Han oplyser os om at antallet af disse får faldt drastisk da man begyndte at bruge jagtgevær. Ikke før 1938 blev jagtlovene på Cypern revideret for at beskytte dette dyr. Folk inden for skovvæsenet samarbejdede med politiet om at stoppe ulovlig jagt. Året efter blev der nedlagt forbud mod al jagt i skoven. Disse forandringer, samt andre forholdsregler som er taget siden 1960’erne, har betydet at muflonbestanden er stærkt forøget.

Vi møder muflonen

Vi følger efter Andreas til et indhegnet område og kigger nysgerrigt gennem buskadset og træerne. Han signalerer til os om at være musestille og leder os derefter et lille stykke op ad en skrænt. Her får vi øje på tre voksne hunner og to  nyfødte lam der græsser i en solrig lysning. De voksne dyr er lidt under en meter høje og har lysebrun pels der er lidt blegere på bugen.

På denne tid af året er der rigeligt af vilde planter som muflonerne æder, og de voksne dyr er så travlt optaget af at snuse og æde at de knap nok lægger mærke til os. De nyfødte lam holder imidlertid op med at springe omkring og tager nogle få, tøvende skridt hen imod os. Vi er henrykte! Men et enkelt klik fra et af vores kameraer er nok til at gøre dem forskrækkede, og i samme sekund forsvinder hele gruppen ind i skoven.

Vores begejstring over at have set disse dyr giver os lyst til at udforske skoven til fods i håb om at se flere mufloner i den frie natur. Andreas foreslår at vi prøver ved daggry, for somme tider sker det at dyrene i deres søgen efter føde færdes i udkanten af skoven. Vi har planer om at slå lejr for natten i dalen, og et af de nærliggende bjerge kunne være et godt sted at udforske. Vi får at vide at muflonerne ofte går rundt på de høje skråninger i de varme måneder, men om vinteren, når bjergtoppene er dækket af sne, leder de efter spiselige planter længere nede; nogle gange vover de sig endda ud i de åbne områder.

Muflonerne parrer sig om efteråret, og om vinteren bevæger de sig rundt i flokke på mellem 10 og 20 dyr. Når fårene læmmer i april eller maj, deler flokkene sig i mindre grupper, ligesom den vi så i indhegningen. De voksne hanner fouragerer som regel alene.

En vildtlevende vædder!

Tidligt næste morgen kører vi igen op i bjergene, parkerer i en lysning og vandrer ind i skoven før solen står for højt på himmelen. Der er stadig meget stille, og en tåge indhyller træerne. Da vi standser for at nyde stilheden, ser vi den — en utrolig flot, muskuløs han, der delvis har smidt sin tykke vinterpels. Den nederste del af halsen er dækket af mørkt hår. Med hovedet stolt på skrå stirrer vædderen på os gennem de mørke øjenvipper mens den prøver at opfange vores lugt. Hvert af dyrets kraftige, buede horn ser ud til at være omkring 40 centimeter langt. Vædderen er større end de hunner vi så i går, og vejer nok 35 kilo.

Vi står bomstille, tør næsten ikke trække vejret. Men alligevel synes dette sky dyr at have fået færten af os, for vædderen kaster hovedet frem og tilbage og flygter. Det vi har set og lært på disse to dage, har gjort et stort indtryk på os. Vi har også fået større værdsættelse af Skaberen som siger: „For mig tilhører hver levende skabning i skoven, dyrene på de tusind bjerge.“ — Salme 50:10.

[Illustrationer på side 24, 25]

En cypriotisk muflon (i baggrunden) og en europæisk muflon

[Kildeangivelse på side 25]

Øverst til højre: Oxford Scientific/photolibrary/Niall Benvie; europæisk muflon: Oxford Scientific/photolibrary