En dagstur til Tjernobyl

AF VÅGN-OP!-SKRIBENT I UKRAINE

Ulykken der fandt sted på kernekraftværket Tjernobyl for tyve år siden, var uden sidestykke. Den 26. april 1986 skete der en katastrofal nedsmeltning af en af kraftværkets fire reaktorer. Efter de fleste katastrofer — menneskeskabte eller naturlige — er det som regel muligt at rydde op og foretage en genopbygning. Men de skadelige virkninger efter denne ulykke har strakt sig over længere tid.

GENNEM de senere år har folk der tidligere boede i byerne omkring kraftværket, hvert år den 9. maj kunnet besøge de forladte huse der engang var deres hjem, til tider med venner og familie. På andre tidspunkter er de taget dertil for at holde begravelser. Desuden rejser forskere til området for at undersøge følgerne af radioaktiviteten. Og som noget nyt er ukrainske rejseselskaber begyndt at tilbyde guidede dagsture til området.

I juni 2005 kunne man på forsiden af The New York Times læse om kortvarige „guidede ture“ til Pripjat der „ikke udgør nogen fare for helbredet“. * Byen Pripjat — der havde omkring 45.000 indbyggere og ligger omkring tre kilometer fra atomreaktorerne — blev bygget i 1970’erne. Men efter atomulykken kom denne og mange andre byer til at ligge øde hen. På grund af radioaktiviteten blev sådanne steder forbudte områder. Anna og Victor Rudnik havde boet i Pripjat et års tid da ulykken skete. *

Tjernobyl (der også er navnet på kernekraftværket) ligger omkring 15 kilometer fra reaktorerne og er en langt mindre by end Pripjat. I de senere år har de tidligere indbyggere fået tilladelse til at besøge Tjernobyl én gang om året. Tjernobyl var familien Rudniks egentlige hjemby, og derfor har de besøgt byen siden det blev tilladt. Lad mig fortælle om en rejse som min kone og jeg foretog sammen med familien Rudnik for nogle år siden.

En tankevækkende ferie

Vi forlod Kiev, Ukraines hovedstad, ad en tosporet vej der førte mod nord. Undervejs passerede vi nogle småbyer med huse der lå langs vejen. Foran husene pyntede tulipanerne, og folk gik og passede deres køkkenhaver. Mellem byerne lå marker med majs, hvede og solsikker så langt øjet rakte.

På et tidspunkt passerede vi imidlertid en usynlig grænse. Der var ingen skilte til at markere det, men vi kunne fornemme det. Der var en uhyggelig stilhed i de byer vi nu passerede. Vinduerne i de forfaldne huse var knust, og dørene var forsynet med hængelås. Haverne både foran og bag ved husene var helt groet til.

Vi befandt os i et område omkring 30 kilometer fra atomreaktorerne. „I byerne i dette område er der store koncentrationer af radioaktivitet,“ fortalte Anna. „Herfra blev over 150.000 mennesker fra adskillige byer og landsbyer flyttet til nye boliger rundt om i hele Sovjetunionen.“

 Vi kørte videre og nåede frem til en anden zone. Et højt pigtrådshegn adskilte området fra resten af verden. Fra en nærliggende træbygning, der lignede en toldbygning, holdt vagtfolk øje med trafikken. En vagtmand kontrollerede vores pas, skrev bilens registreringsnummer ned og åbnede porten for os.

Vi var nu inde i den afgrænsede zone. Træer med friske grønne blade dannede løvtag over vejen, og grøn vegetation dækkede skovbunden. Det lignede langtfra det billede jeg havde dannet mig af nedbrændte træer og visnede buske. Forude så vi et byskilt af hvide mursten hvorpå der stod Tjernobyl med blå bogstaver.

Ved Tjernobyls bygrænse lå der en kiosk hvor Victors mor engang havde arbejdet. I det snavsede vindue hang der stadig et falmet skilt med forretningens åbningstider. I nærheden af byens park stod et kulturhus. Anna tænkte tilbage på hvordan hun efter arbejdstid plejede at tage derhen for at slappe af sammen med andre fra byen og se forskellige kunstnere optræde. Ikke så langt derfra lå en biograf der hed Ukraina. Her plejede børnene at søge ly for sommerens hede og se de nyeste film i den kølige biograf. Det er længe siden at publikums latter har lydt i denne mørke sal. Anna og Victor tog os med til deres hus, som lå en kort gåtur fra byens centrum. Træerne voksede vildt og blokerede for indgangen, så vi gik i gåsegang gennem den overgroede have for at nå om til bagdøren, der nu blot var et hul i muren.

Inde i huset var alt ødelagt. I en rusten seng lå en muggen madras. Tapetet hang i laser som snavsede istapper. Anna bøjede sig ned for at redde et gammelt fotografi blandt affaldet der lå spredt på gulvet. „Jeg har altid drømt om at komme tilbage og finde at alt var som da vi forlod det,“ sagde hun sørgmodigt. „Det gør så ondt at se hvordan vores hus er forvandlet til en skrotbunke; i årene der er gået er vores ejendele blevet stjålet!“

Fra familien Rudniks hus gik vi videre ad samme gade. På et hjørne kunne vi se en gruppe mennesker der førte en livlig samtale. Vi gik cirka en halv kilometer indtil vejen endte i en park der lå på en skrænt med udsigt over en stille flod. Kastanjetræernes hvide blomster  bevægede sig let i brisen. Dér, på trapperne ned til anløbsbroen, havde i hundredvis af mennesker i 1986 ventet på at blive evakueret med båd.

Sidste år var første gang familien Rudnik besøgte deres hjem i Pripjat. Det var da 19 år siden de var flygtet efter ulykken på kernekraftværket.

En tid til at reflektere

I april 2006 vil man på flere måder mindes 20-årsdagen for kernekraftulykken, og det vil for mange være en påmindelse om at mennesker — trods gode intentioner — ikke formår at varetage Jordens interesser uden Guds hjælp. — Jeremias 10:23.

I september sidste år blev der udgivet en videnskabelig rapport hvori man søgte at revurdere konsekvenserne af tragedien. Ifølge rapporten, som var bestilt af FN, døde 56 mennesker umiddelbart efter ulykken, og det menes at kun 4000 dødsfald vil kunne føres tilbage til strålesyge. Tidligere har man anslået at der ville være mellem 15.000 og 30.000 dødsfald. I en ledende artikel i New York Times for 8. september 2005 kunne man læse at FN-rapporten „var blevet angrebet af flere miljøgrupper som mente at den var udarbejdet i et forsøg på at dække over de egentlige farer ved brugen af atomkraft“.

Victor, der begyndte at lære om Skaberen, Jehova Gud, efter at ulykken var sket, siger: „Nu hvor vi ved at sådanne frygtelige ulykker aldrig vil finde sted når Guds rige kommer, er vi ikke længere deprimerede. Vi ser frem til den tid hvor landskabet omkring vores kære hjem ved Tjernobyl vil være kommet sig over sin udpinte tilstand og blive en del af et vidunderligt paradis.“

Siden ulykken i Tjernobyl har millioner af mennesker fået tro på Bibelens løfte om at Jorden igen vil blive et paradis. (1 Mosebog 2:8, 9; Åbenbaringen 21:3, 4) Alene i Ukraine har mere end 100.000 mennesker i løbet af de sidste 20 år fået dette håb! Måtte du også føle dig tilskyndet til at lære mere om den skønne fremtid som Gud lover alle der ønsker at lære hans hensigter at kende.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 16]

Et monument for likvidatorerne

Dette store monument er rejst til ære for de arbejdere der tog sig af oprydningen efter ulykken i Tjernobyl. De blev kaldt ’likvidatorer’. Det var dem der slukkede ilden, indkapslede den nedbrændte reaktor og fjernede farligt affald. Antallet af likvidatorer nåede op på flere hundrede tusind. Man anslår at det endelige antal dødsfald som en direkte følge af ulykken vil ligge på omkring 4000, hvoraf de fleste vil være at finde blandt disse oprydningsarbejdere.

[Illustrationer på side 15]

Tjernobyls byskilt og byens biograf

[Illustrationer på side 15]

Familien Rudnik og deres hus i Tjernobyl

[Illustrationer på side 16]

Kernekraftværket hvor ulykken skete, cirka 3 kilometer fra familien Rudniks lejlighed i Pripjat (Indsat billede)