Hvorfor ældes vi?

„Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort, men har alt for mange sorger.“ — JOB 14:1, THE JERUSALEM BIBLE.

MÅSKE mener du at alt levende nødvendigvis må blive slidt op. Biler og støvsugere, der bruges daglig, holder jo på et tidspunkt op med at fungere. Man kunne let tro at dyr ældes og dør på lignende måde. Men Steven Austad, der er professor i zoologi, forklarer: „Levende organismer adskiller sig meget fra maskiner. Det der nok først og fremmest kendetegner levende organismer, er deres evne til at reparere sig selv.“

Dit legeme har en fantastisk måde at genopbygge sig selv på efter en skade, men de reparationer som det hele tiden foretager, er på nogle punkter endnu mere bemærkelsesværdige. Tænk for eksempel over det der sker med knoglerne. „En knogle, der forekommer at være dødt materiale, er et levende stykke væv der uophørligt nedbrydes og opbygges livet igennem. Som følge heraf bliver hele skelettet fornyet i løbet af 10 år,“ forklarer bladet Scientific American. Andre dele af kroppen bliver fornyet oftere. Nogle af cellerne i huden, leveren og tarmene bliver muligvis udskiftet daglig. Hvert sekund danner legemet cirka 25 millioner nye celler til erstatning af de gamle. Hvis ikke alle dele af legemet konstant blev repareret eller udskiftet og der ikke dannedes nye celler, ville man ældes allerede som barn.

Da biologer begyndte at undersøge molekylerne i levende celler, forekom det endnu mere bemærkelsesværdigt at vi ikke bliver slidt op. De opdagede at hver gang en celle deler sig,  må hver ny celle have en kopi af dna’et, det molekyle der indeholder mange af de oplysninger der er nødvendige for legemets gendannelse. Tænk engang på hvor mange gange dna-molekyler er blevet kopieret, ikke blot i din krop mens du har levet, men siden menneskelivets begyndelse! For at forstå hvor fantastisk dette er, prøv så engang at overveje hvad der ville ske hvis du fotokopierede en tekst og derefter tog en kopi af kopien. Hvis du gjorde det igen og igen, ville kvaliteten af kopierne blive ringere og ringere og til sidst være ulæselige. Der sker heldigvis ingen forringelse af vores dna når cellerne gentagne gange deler sig, for de har mange måder hvorpå de kan reparere fejl der opstår ved kopieringen af dna’et. Hvis det ikke var tilfældet, ville menneskeheden have været uddød for længe siden.

Eftersom alle dele af vores legeme, lige fra de større dele til de bittesmå molekyler, hele tiden bliver udskiftet eller repareret, er slitage ikke en fyldestgørende forklaring på hvorfor vi ældes. Kroppens talrige systemer repareres eller fornys i mange år, på hver sin måde og i hver sin hastighed. Hvorfor begynder de så alle at ’geare ned’ på cirka det samme tidspunkt?

Er vi programmeret til at ældes?

Hvorfor lever en huskat i 20 år, hvorimod en nordamerikansk pungrotte, som har samme størrelse, kun lever i tre år? Hvorfor kan en flagermus leve i 20 eller 30 år, men en mus kun i 3 år? Hvorfor kan en kæmpeskildpadde leve i 150 år, men en elefant kun i 70? Denne betydelige variation i livslængde kan ikke forklares med faktorer som føde, legemsvægt, hjernestørrelse eller stofskifte. Opslagsværket Encyclopædia Britannica siger: „Inde i den genetiske kode opbevares de informationer som fastsætter hvor lang tid en art kan leve.“ Den maksimale levetid er altså nedlagt i generne. Men hvad er det der  får alle legemsfunktioner til at begynde at lukke ned efterhånden som man nærmer sig denne maksimale levetid?

Molekylærbiolog ph.d. John J. Medina skriver: „Det lader til at der på bestemte tidspunkter ganske enkelt kommer nogle gådefulde signaler som giver cellerne besked på at ophøre med deres normale funktioner som modne celler.“ Han tilføjer: „Der findes gener som kan give celler, ja hele organismer, besked på at ældes og dø.“

Vores legeme kan sammenlignes med en virksomhed der er blevet drevet godt i årtier. Pludselig ophører lederne med at ansætte og uddanne nye medarbejdere. De sørger heller ikke længere for at de forskellige maskiner bliver repareret og udskiftet eller at bygningerne bliver vedligeholdt eller ombygget. Inden længe vil det gå ned ad bakke for denne virksomhed. Men hvorfor ændrede lederne deres effektive måde at drive virksomheden på? Det er i princippet det samme spørgsmål biologer der forsker i aldringsprocessen, søger svar på. Bogen The Clock of Ages siger: „En af de største gåder man inden for aldringsforskning søger at forstå, er hvorfor cellerne ophører med at dele sig og begynder at dø.“

Findes der et middel mod aldring?

Aldring er blevet kaldt „det mest komplekse af alle biologiske problemer“. Det er ikke lykkedes forskere efter årtiers anstrengelser at finde ud af hvorfor vi ældes, og da slet ikke at finde et middel mod det. I 2004 bragte tidsskriftet Scientific American en advarsel udsendt af 51 aldringsforskere. Den lød: „På nuværende tidspunkt findes der intet, nej, intet produkt på markedet som har vist sig at kunne hæmme, standse eller vende aldringsprocessen hos mennesker.“ Man kan få et bedre helbred og nedsætte risikoen for at lide en for tidlig død som følge af sygdom ved at dyrke motion og spise fornuftigt, men intet har vist sig at kunne forhale aldringsprocessen. Dette minder os om Jesu ord i Bibelen: „Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livslængde.“ — Mattæus 6:27.

John J. Medina opsummerer de fremskridt man har gjort for at finde et middel mod aldring, således: „Vi ved ikke rigtig hvorfor vi i det hele taget ældes. ... For årtier siden erklærede vi krig mod kræft, men vi har stadig ikke fundet et middel mod denne sygdom. Og aldringsprocessen er langt mere kompliceret end de mekanismer der ligger til grund for udviklingen af kræft.“

Forskning fører til en vigtig konklusion

Forskningen i hvordan levende organismer fungerer, og hvorfor de ældes, har ikke knust alt håb om at det er muligt at leve længere. Nogle har på grundlag af deres forskning måttet drage en konklusion der er væsentlig for at forstå hvorfor vi ældes. Biokemikeren Michael Behe skriver: „I løbet af de sidste fire årtier har den moderne biokemi blotlagt cellens hemmeligheder. ... Resultaterne af de kumulative bestræbelser for at undersøge cellen — for at undersøge liv på det molekylære plan — er et klart og tydeligt vidnesbyrd om at den er udtænkt og udformet, at den er et resultat af ’design’.“ En eller anden har på intelligent vis designet alt levende. Nu er Michael Behe selvfølgelig ikke den første der er nået til den konklusion. En salmist der for cirka tre tusind år siden gjorde sig nogle dybe tanker om hvordan menneskelegemet er opbygget, skrev efterfølgende: „Jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ — Salme 139:14.

Hvis alt levende er blevet designet, eller skabt, afføder det et interessant spørgsmål: ’Skabte Gud, den store Designer, mennesket til at have samme livslængde som den mange dyr har, eller ønskede han at vi skulle leve længere end dyrene?’

[Tekstcitat på side 6]

’Vi er underfuldt dannet’

[Illustration på side 4, 5]

Er slitage årsag til at vi ældes?

[Kildeangivelse på side 6]

DNA: Foto: www.comstock.com