Michel Servet — Hans ensomme søgen efter sandheden

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SPANIEN

Den 27. oktober 1553 blev Michel Servet brændt på bålet i Genève i Schweiz. Guillaume Farel, der forestod henrettelsen og var stedfortræder for Johannes Calvin, sagde advarende til de tilstedeværende: „[Michel Servet] er en lærd mand som uden tvivl mente at han forkyndte sandheden, men han faldt i Djævelens kløer. . . . Pas på at det samme ikke sker for jer!“ Hvad havde ført til at denne stakkels mand led så grusom en død?

MICHEL SERVET blev født i 1511 i landsbyen Villanueva de Sijena i Spanien. Lige fra barnsben var han en dygtig elev. Ifølge en biografi kunne han „allerede som 14-årig tale både græsk, latin og hebraisk, og han havde stor viden om filosofi, matematik og teologi“.

Mens Servet endnu var teenager, ansatte Juan de Quintana, der var personlig skriftefader for den spanske kejser Karl V, ham som page. I forbindelse med sine tjenstlige rejser lagde Servet mærke til de dybe religiøse splittelser der var i Spanien, hvor jøder og muslimer var blevet landsforvist eller tvunget til at lade sig omvende til katolicismen. *

Som 16-årig rejste Servet til universitetet i Toulouse i Frankrig for at studere jura. Her så han for første gang en komplet bibel. Og selvom det var strengt forbudt, begyndte han i det skjulte at læse den. Efter sin første gennemlæsning svor han at han ville læse den „tusind gange“ til. Den bibel som Servet studerede i Toulouse, var højst sandsynligt Complutenserpolyglotten, en bibeludgave hvor han kunne læse Skrifterne på originalsprogene (hebraisk og græsk) sammen med den  latinske oversættelse. * Hans studium af Bibelen og det moralske forfald han havde set blandt de gejstlige i Spanien, rokkede ved hans tro på katolicismen.

Servets skepsis voksede yderligere da han overværede Karl V’s kroning. Den spanske konge blev af pave Clemens VII kronet som kejser af Det Hellige Romerske Rige. Siddende på en transportabel trone tog paven imod kongen, der kyssede hans fødder. Servet skrev senere: „Jeg har med egne øjne set hvordan paven i pomp og pragt blev båret på skuldrene af fyrster og beundret af folk i gaderne.“ Servet kunne ikke få denne overdådige pragt til at stemme med evangeliets enkle budskab.

Søgen efter religiøs sandhed

Stilfærdigt opsagde Servet sit arbejde hos Juan de Quintana og begyndte sin ensomme søgen efter sandheden. Han mente ikke at Kristi budskab var henvendt til teologer og filosoffer, men til almindelige mennesker som ville være i stand til at forstå det og handle efter det. Derfor besluttede han sig for at undersøge Bibelen på originalsprogene og at afvise enhver lære der ikke harmonerede med Skrifterne. Interessant nok forekommer ordet „sandhed“, og ord der er afledt af dette, oftere end noget andet ord i hans værker.

Gennem sine studier af historien og Bibelen nåede Servet til den slutning at kristenheden var blevet fordærvet i løbet af de første tre århundreder efter vor tidsregning. Han fandt ud af at Konstantin og hans efterfølgere havde fremmet falske læresætninger, der med tiden betød at treenighedslæren blev en del af kirkens officielle lære. Som 20-årig udgav Servet bogen De Trinitatis Erroribus (Om treenighedslærens vildfarelser), et værk der gjorde ham til angrebsmål for inkvisitionen.

For Servet stod tingene klart. Han skrev: „I Bibelen nævnes der ikke noget om treenigheden. . . . Vi lærer Gud at kende, ikke gennem vore egne hovmodige, filosofiske idéer, men gennem Kristus.“ * Servet nåede også til den slutning at den hellige ånd ikke er en person, men derimod Guds virksomme kraft.

Servets synspunkter fremkaldte positive reaktioner hos nogle. Den protestantiske reformator Sebastian Franck skrev for eksempel: „Spanieren Servet siger i sin traktat at Gud kun er én person. Den romerskkatolske kirke siger at der er tre personer i én. Jeg er tilbøjelig til at give spanieren ret.“ Men hverken den romerskkatolske kirke eller de protestantiske kirker tilgav Servet for hans indsigelse mod deres vigtigste læresætning.

Studiet af Bibelen fik også Servet til at afvise andre af kirkens læresætninger, og han betragtede brugen af billeder som ubibelsk. Halvandet år efter udgivelsen af De Trinitatis Erroribus sagde han derfor om både katolicismen og protestantismen: „Jeg er hverken enig eller uenig i alt hos den ene eller den anden part. For mig at se er der nemlig noget sandt og noget falsk inden for begge retninger, men enhver kan se de andres fejl, og ingen bemærker sine egne.“ Servet stod alene i sin søgen efter sandheden. *

Selvom Servet var oprigtig, drog han også nogle forkerte slutninger. Han antog for eksempel at Harmagedon og Kristi tusindårsrige ville komme i hans egen levetid.

 Søgen efter videnskabelig sandhed

Da Servet måtte flygte fra sine forfølgere, ændrede han sit navn til Villanovanus og slog sig ned i Paris, hvor han blandt andet studerede lægevidenskab. På grund af sin interesse for videnskab foretog han dissektioner for at få større viden om det menneskelige legemes funktioner. Servet var muligvis den første europæer der beskrev lungekredsløbet — en viden han indføjede i sit værk Christianismi Restitutio (Kristendommens genoprettelse). Servet gjorde denne nye opdagelse 75 år før William Harvey gav en beskrivelse af blodets kredsløb i hele legemet.

Servet udarbejdede også en ny udgave af Klaudios Ptolemaios’ værk Geographia. Dette værk blev så populært at han er blevet kaldt ophavsmanden til den sammenlignende geografi og etnografi. Senere, under retssagen mod ham i Genève, blev Servet anklaget for at have beskrevet Palæstina som et forholdsvis uopdyrket og goldt land, men han forsvarede sig med at beskrivelsen henviste til hans egen tid og ikke til Moses’ tid, hvor landet uden tvivl flød med mælk og honning.

Servet skrev også et værk med titlen Syruporum Universa Ratio, hvori han fremsatte en ny og mere afbalanceret metode til lægebehandling. Mængden af medicinsk viden i denne bog gjorde ham til banebryder inden for farmakologi og brugen af vitaminer. Servets sagkundskab var så omfattende at en historiker har kaldt ham „et af historiens mest intelligente mennesker. Han bidrog til universel viden.“

En magtfuld fjende

Sandhedssøgende mennesker har altid haft mange modstandere. (Lukas 21:15) Blandt Michel Servets fjender var Johannes Calvin, som havde grundlagt en autoritær protestantisk stat i Genève. Ifølge historikeren Will Durant var Calvins „énmandsstyre . . . ikke et lovens eller magtens styre, men et viljens og et viljestyrkens“. Will Durant siger videre at „Calvin var så grundig som nogen pave til at afvise individualisme i trossager“.

Som unge havde Servet og Calvin formentlig mødt hinanden i Paris. De kunne lige fra begyndelsen ikke lide hinanden, og Calvin blev Servets mest uforsonlige fjende. Skønt Calvin var en af reformationens ledere, angav han til sidst Servet til den katolske inkvisition. Servet slap med nød og næppe ud af Frankrig, hvor han blev brændt in effigie. Men han blev genkendt og fængslet i grænsebyen Genève, hvor Calvins ord var lov.

Calvin lod Servet lide i fængselet. Under retssagen tilbød Servet alligevel i debatten med Calvin at ændre sine synspunkter — hvis Calvin ud fra Skrifterne kunne overbevise ham om at han tog fejl. Det kunne Calvin ikke. Efter rettergangen blev Servet dømt til bålet. Nogle historikere mener at Servet var den eneste religiøse dissident der blev brændt in effigie af katolikkerne og senere brændt levende af protestanterne.

En fortaler for religiøs frihed

Calvin fik godt nok ryddet sin rival af vejen, men han mistede sin magtfulde indflydelse over andre. Den uretfærdige henrettelse af Servet forargede mange fornuftige mennesker rundt om i hele Europa. Og det gav borgerrettighedsforkæmpere, som sagde at intet menneske burde dræbes på grund af sin religiøse overbevisning, vind i sejlene. De var nu mere end nogen sinde besluttede på at fortsætte kampen for religionsfrihed.

Den italienske digter Camillo Renato sagde i protest: „Hverken Gud eller  hans ånd har opfordret til en sådan handling. Sådan behandlede Kristus ikke dem der fornægtede ham.“ Og den franske humanist Sébastien Chateillon skrev: „At dræbe et menneske er aldrig at forsvare en lære, men det er: at dræbe et menneske.“ Selv havde Servet sagt: „Jeg betragter det som en alvorlig sag at dræbe nogen på grund af deres fejlfortolkning af noget i Skrifterne, når vi ved at selv de udvalgte kan komme på afveje og tage fejl.“

I forbindelse med den langtrækkende virkning Servets henrettelse fik, står der i bogen Michael Servetus — Intellectual Giant, Humanist, and Martyr: „Servets død var vendepunktet for den ideologi og mentalitet der havde været fremherskende siden det fjerde århundrede.“ Der siges videre: „Historisk set medvirkede Servets død til at religionsfrihed blev enhver borgers rettighed i det moderne samfund.“

I 1908 blev der rejst et monument for Servet i den franske by Annemasse, omkring fem kilometer fra det sted hvor han blev henrettet. En inskription på monumentet lyder: „Michel Servet . . . geograf, læge, fysiolog, bidrog til menneskehedens velfærd gennem sine videnskabelige opdagelser, sin hengivenhed for de syge og fattige og sin ubrydelige beslutning om ikke at gå på kompromis med sin intelligens eller samvittighed. . . . Han var urokkelig i sin overbevisning. Han ofrede sit liv for sandhedens sag.“

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 21]

Servet og navnet Jehova

Servets søgen efter sandheden førte også til at han brugte navnet Jehova. Nogle måneder efter at William Tyndale havde anvendt navnet i sin oversættelse af Pentateuken, udgav Servet værket De Trinitatis Erroribus — og gennem hele dette værk brugte han navnet Jehova. I værket forklarede han: „Det andet navn, det helligste af alle, יהוה, . . . kan forstås som følger: . . . ’han lader blive,’ ’han som lader blive til,’ ’eksistensens ophav.’“ Han tilføjede: „Navnet Jehova kan rettelig kun bruges om Faderen.“

I 1542 redigerede Servet desuden den kendte latinske bibeloversættelse af Santes Pagninus (ses nedenfor). I sine omfattende marginalnoter fremhævede Servet igen det guddommelige navn. Han indførte navnet Jehova i marginalhenvisningerne til nøgleskriftsteder som for eksempel Salme 83:18, hvor ordet „Herre“ stod at læse i hovedteksten.

I sit sidste værk, Christianismi Restitutio (Kristendommens genoprettelse), sagde Servet om det guddommelige navn, Jehova: „[Det] er tydeligt . . . at der var mange som i oldtiden udtalte dette navn.“

[Illustration]

Monumentet i Annemasse, Frankrig

[Illustration på side 18]

En gravering fra det 15. århundrede der viser tvangsdåb af muslimer i Spanien

[Kildeangivelse]

Capilla Real, Granada

[Illustration på side 19]

Første side i „De Trinitatis Erroribus“

[Kildeangivelse]

Fra bogen De Trinitatis Erroribus af Michel Servet, 1531

[Illustration på side 20]

Servet studerede lungekredsløbet

[Kildeangivelse]

Anatomie descriptive et physiologique, Paris, 1866-67, L. Guérin, redaktør

[Illustration på side 20]

Servets bog „Syruporum Universa Ratio“ var banebrydende inden for farmakologien

[Illustration på side 21]

Johannes Calvin blev en magtfuld fjende af Servet

[Kildeangivelse]

Biblioteca Nacional, Madrid

[Kildeangivelse på side 18]

Biblioteca Nacional, Madrid