Advarsler — ikke uden betydning

DET var onsdag den 24. august 2005 — en almindelig varm og fugtig dag i New Orleans i den amerikanske stat Louisiana. Alan og hans familie tog hjemmefra for at holde nogle få dages ferie i Beaumont i Texas omkring 300 kilometer vestpå. De tog kun tøj med til fire dage. Alan fortæller: „Vi vidste ikke noget om orkanen Katrina, som på det tidspunkt var ved at udvikle sig øst for Florida. Fredag aften stod det dog klart at New Orleans ville blive ramt af en orkan i kategori 4 eller 5 (en vindstyrke på 58-69 sekundmeter).“

Søndag den 28. august var der ingen tvivl om at orkanen, der havde fået navnet Katrina, ville nå maksimumstyrke. Borgmesteren i New Orleans beordrede byen evakueret. Det medførte kødannelse efterhånden som tusinder af køretøjer sneglede sig mod nord og vest og hurtigt blokerede hovedvejene. Tusinder af mennesker uden bil søgte tilflugt i sportsarenaen Superdome. Ikke alle havde lyst til at lade sig evakuere, men besluttede at blive i deres hjem.

’Næste gang er jeg den første der tager af sted’

En af dem der blev i byen, var Joe, som er et af Jehovas Vidner. Han var overbevist om at han kunne ride stormen af i sit hjem. Han ræsonnerede som så, at skaderne efter tidligere orkaner ikke havde været så slemme som myndighederne havde frygtet. „Jeg mente at jeg kunne klare skærene,“ siger han. „Jeg ændrede dog hurtigt opfattelse. Vinden og regnen kom med overraskende kraft. I løbet af et nu blev taget revet af mit hus. Så begyndte vandet at stige alarmerende — tre meter på tre timer. Vandet strømmede ind så hurtigt at jeg måtte fortrække til førstesalen. Jeg blev virkelig bange, for stormen hylede, og væggene truede med at ville kollapse. Lofterne begyndte at falde ned. Nu spekulerede jeg på hvordan jeg kunne redde mig ud og i sikkerhed.

Jeg overvejede at springe ned i vandmasserne. Men bølgerne udenfor var for voldsomme. På de nærliggende veje blæste det så kraftigt at der ligefrem var skumtoppe på bølgerne. Jeg vidste at jeg muligvis ville drukne hvis jeg sprang i.“

Til sidst blev Joe reddet op i en båd og sat af på en bro. I vandet under ham flød lig og ekskrementer forbi. Han tilbragte natten i en bils bagagerum. Derpå blev han taget op af en helikopter og kom med en bus til New Orleans’ administrationscentrum. „Her blev jeg behandlet godt,“ siger han. „På et tidspunkt kunne jeg næsten ikke udtrykke mig klart. Min eneste tanke var: ’Hvordan får jeg fat i en ny flaske vand?’“

Set i bakspejlet erkender Joe at han kunne have undgået denne prøvelse. „Jeg har lært noget  af det,“ siger han. „Næste gang der opfordres til evakuering, er jeg den første der tager af sted.“

Hun ignorerede advarslerne og måtte søge tilflugt i et træ

Kystbyerne Biloxi og Gulfport i staten Mississippi blev virkelig hårdt ramt, og mange mistede livet. Ifølge New York Times for 31. august 2005 sagde Vincent Creel, talsmand for bystyret i Biloxi: „Mange har ignoreret ordren til at lade sig evakuere fordi de selv eller deres hjem klarede orkanen Camille [i 1969].“ Man regnede med at Camille var stærkere end Katrina ville blive, men som Vincent Creel fremhævede, ’pressede Katrina en mur af vand frem der var umulig at stoppe, nærmest ligesom en tsunami’.

En indbygger som valgte at ignorere advarslerne, var Inell, der havde boet i Biloxi det meste af sit liv. Hun siger: „Vi har oplevet mange orkaner gennem årene, så orkanen Katrina bekymrede mig ikke særligt.“ Inell samlede familien i sit hus, der var solidt bygget. Familien, som bestod af hendes søn, datter og svigersøn samt hendes 88-årige svigermor, besluttede at blive i huset med deres to hunde og tre katte. Den 29. august, omkring klokken 10, blev Biloxi ramt af orkanen. Inell fortæller: „Jeg blev klar over at vandet var begyndt at sive ind i et af værelserne fra husets bagside. Snart trængte vandet ind overalt. Vi besluttede at søge tilflugt på loftet. Men vandet stoppede ikke. Vi blev nødt til at søge bort fra loftet for ikke at blive fanget der. Men hvor kunne vi søge hen?

For at komme ud måtte min søn rive hul i et fluenet så vi kunne svømme igennem åbningen. Vi holdt os oven vande ved at hage os fast i tagrenden. Tre af os trak om til højre side af huset, og min datter til venstre. Jeg blev opmærksom på et stort træ lige i nærheden. Min søn, svigermor og jeg svømmede hen til træet og klamrede os til det. Så hørte jeg min datter skrige: ’Mor, mor!’ Min svigersøn, som var den sidste der forlod loftsrummet, svømmede hen for at komme hende til hjælp. Det lykkedes dem begge to at komme op i en båd der  havde ligget i indkørselen, og som flød rundt lige ved huset. De rådede mig til at tage med i båden. Jeg havde ikke lyst til at løbe den risiko i det hvirvlende vand. Jeg følte mig mere sikker i træet og havde ikke i sinde at forlade det.

Fra mit udsigtspunkt kunne jeg se vandet flyde ned ad gaden og hele vejen rundt om huset. Jeg begyndte at spekulere over min situation og følte at det var dumt at jeg ikke havde lyttet til advarslerne og ladet mig evakuere.

Senere begyndte vandet at trække sig tilbage, og det endte med at vi alle var samlet i båden. En brandbil dukkede op og bragte os til hospitalet. Vi var ovenud taknemmelige for at være i live.“

Jehovas Vidners evakueringsplaner

Orkanen Katrina satte sig spor hele vejen langs kysten af Den Mexicanske Golf, hvor tusinder af huse på strækningen fra Louisianas østlige del til Alabama var blevet ødelagt. Men orkaner er ikke noget nyt fænomen i dette område af USA. Derfor har Jehovas Vidner i nogle år haft en evakueringsplan. Hvert år, sædvanligvis i juni måned, inden sæsonen med kraftige storme begynder, gennemgår de 21 menigheder af Jehovas Vidner i New Orleans-området denne evakueringsplan. Derfor vidste de fleste af de lokale forkyndere hvad de skulle gøre hvis der opstod en nødsituation. Hvordan virkede planen i forbindelse med orkanen Katrina?

Så snart bystyret bekendtgjorde nødvendigheden af at evakuere befolkningen, kontaktede menighedernes ældste de enkelte medlemmer i deres menighed for at tilskynde dem til at forlade byen. Mange var selv i stand til at komme bort sammen med familie eller venner. Der blev sørget for særlig transport og hjælp til ældre og handicappede. John, der er med i en af Jehovas Vidners nødhjælpskomitéer, siger: „Jeg er sikker på at manges liv blev reddet ved at vi fulgte vores plan.“ Det var derved muligt for de fleste af Jehovas Vidner at forlade byen inden orkanen ramte området. I den hensigt at yde øjeblikkelig praktisk hjælp til de berørte områder oprettede Jehovas Vidner flere nødhjælpskomitéer.

Opsporer forkynderne i Houston Astrodome

Omkring 16.000 af de evakuerede, hovedsagelig fra Louisiana, var indkvarteret i en stor sportsarena, Houston Astrodome, i Texas. Nødhjælpskomitéen i Houston fik at vide at der befandt sig nogle Jehovas Vidner i den store menneskemængde. Men hvordan kunne man finde frem til dem?

Tidligt om morgenen fredag den 2. september ankom en gruppe ældste til Houston Astrodome i den hensigt at finde deres nødstedte brødre. De var forbløffede over at se de mange tusind mænd, kvinder, børn, unge og spædbørn der var spredt ud over hele det store stadion. ’Grønsværen’ var fyldt med tusinder af feltsenge og evakuerede som tålmodigt ventede på at få løst deres problemer. Folk stod i lange køer for at få lægehjælp, og redningsfolk havde travlt med at bringe patienter ud til ventende ambulancer.

„Det var som om jeg befandt mig midt i en flygtningelejr,“ fortæller Samuel, en af de ældstebrødre som ledte efter trosfæller. Hvordan skulle de kunne finde nogle ganske få Jehovas Vidner i denne vældige folkemængde? Ældstebrødrene begyndte at gå op og ned af midtergangene med store plakater  hvoraf det fremgik at de søgte efter Jehovas Vidner. Efter tre timers søgen uden udbytte var de klar over at de var nødt til at gribe til andre midler. De anmodede derfor Røde Kors om at bringe denne bekendtgørelse over højttalersystemet: „Alle døbte Jehovas Vidner bedes henvende sig ved den østlige rampe på nederste niveau.“

Endelig begyndte brødrenes glade ansigter at dukke op. Samuel fortæller: „De havde tårer i øjnene og var meget taknemmelige. De gav os et varmt knus og greb vores hænder. De ville ikke slippe dem af frygt for at blive efterladt i mængden.“ Fra fredag til søndag blev 24 Jehovas Vidner fundet og bragt til Jehovas Vidners nødhjælpscenter.

De fleste havde så godt som ingen materielle ejendele, ud over det snavsede tøj de stod og gik i. En forkynder havde en lille kasse på størrelse med en skotøjsæske. Den indeholdt nogle værdipapirer — alt hvad det var lykkedes hende at redde.

I Houston Astrodome var der mange i mængden som genkendte de ældstebrødre der var kommet på besøg, som Jehovas Vidner; og folk henvendte sig nu til dem for at få bibler og bibelsk læsestof. Der var over 220 der gerne ville have en bibel. De ældste tilbød også udgaven af Vågn op! for 22. juli 2005 med de meget aktuelle tema-artikler „Naturkatastrofer — Bliver de værre og værre?“

Nogle vender tilbage til deres hjem

En af dem der slap levende fra orkanen, var en garvet reporter og leder af en tv-station i New Orleans. Som følge af sit job har han gennem tiden set en del ødelæggelse. Han vendte hjem til sin lejlighed i Jefferson, Louisiana, i håb om at redde nogle ejendele. „Jeg var rystet,“ siger han. „Ødelæggelsen var total. I fjernsynet  havde vi set hvordan digerne brød sammen og vandet løb ind fra kanalerne. Men stormen har også voldt overordentlig stor skade. Det lejlighedskompleks jeg bor i, er fuldstændig hærget. Der stinker af mug og råddenskab. Lugten er ubeskrivelig. Det er frygteligt, ganske forfærdeligt. Men vi er i det mindste i live.“

Alan, der er nævnt i indledningen, tog efter et stykke tid tilbage til sit hjem i Metairie, en vestlig forstad til New Orleans. Orkanen havde forvoldt stor skade. „Det var traumatisk at se, rædselsfuldt,“ siger han. „Det var som om byen var blevet ramt af en atombombe. Ét er at høre om det i nyhederne eller at se det i fjernsynet. Men det er noget helt andet at gå eller køre gennem sit kvarter og ved selvsyn opleve så megen skade og ødelæggelse. Det er ikke til at fatte.

Lugten alene var som råddent kød, en lugt af død. Mange forretninger var fuldstændig ødelagt  eller oversvømmet. Der stod politifolk eller soldater på hvert gadehjørne. Det lignede en krigszone.“

Nødhjælpsarbejde

Myndighederne i både byen og staten sørgede for at der blev etableret nødhjælp. Det var hovedsagelig USA’s beredskabsstyrelse, FEMA (Federal Emergency Management Agency), der stod for hjælpen. Andre organisationer mobiliserede hjælp til tusinder af ofre. Store mængder mad, tøj og vand blev transporteret ind i katastrofeområdet. FEMA udstedte hurtigt checks og sørgede for anden finansiel hjælp så folk kunne klare de første få dage eller uger. Hvordan greb Jehovas Vidner opgaven an?

Skaderne vurderes og udbedres

Så snart orkanen ramte land, begyndte Jehovas Vidner at organisere hold der skulle vurdere skaderne. Disse hold skulle skaffe sig klarhed over hvor mange af Jehovas Vidners hjem og hvor mange rigssale der havde lidt skade eller var blevet ødelagt. Hvordan kunne de magte denne enorme opgave? Jehovas Vidners Styrende Råd i Brooklyn, New York, godkendte oprettelsen af en nødhjælpskomité under ledelse af afdelingskontorets udvalg. Regionale byggeudvalg fra mange områder af staterne blev anmodet om at hjælpe til med genopbygningen. * Hvad har de udrettet?

Den 17. februar 2006 rapporterede nødhjælpskomitéen i Long Beach, Mississippi, at af de 632 ødelagte privathjem tilhørende Jehovas Vidner var de 531 blevet fuldstændig renoveret, og at 101 stadig manglede at få udført reparationsarbejde. Jehovas Vidner ydede også nabohjælp. Sytten rigssale havde fået store tagskader, og i midten af februar var der lagt nyt tag på 16 af dem. Hvad med komitéen i Baton Rouge, Louisiana?

Denne gruppe tager sig af Louisiana-området, som blev hårdest ramt af orkanen Katrina. Af de 2700 husstande af Jehovas Vidner der skulle have udført reparationer på deres hjem, var man i midten af februar færdig med arbejdet på 1119 privathjem, så nødhjælpskomitéen havde stadig et stort arbejde at udføre. Også her fik hårdt trængte naboer og familier hjælp. Halvtreds rigssale var svært beskadiget. I februar var 25 af dem blevet repareret. I Texas manglede Houston-holdet at reparere 871 private hjem efter de ødelæggelser som orkanen Rita havde forvoldt i september. Den 20. februar var arbejdet på 830 af disse blevet fuldført.

Katrina har lært os noget vigtigt

Tusinder som oplevede Katrinas hærgen, har lært en værdifuld lektie: Det er vigtigt at give agt på advarsler. Mange vil sikkert sige som Joe, der er nævnt tidligere: „Næste gang der opfordres til evakuering, er jeg den første der tager af sted.“

Jehovas Vidner yder fortsat nødhjælp til ofre langs den amerikanske golfkyst. (Galaterne 6:10) Men deres tjeneste går ikke blot ud på at yde humanitær hjælp. Jehovas Vidners primære arbejde — som udføres i 235 lande rundt om i verden — er at lade en advarsel lyde som har langt større betydning end en advarsel om et truende uvejr. Bibelen forudsiger at Gud snart vil gøre ende på denne fordærvede tingenes ordning, idet han vil rense jorden og føre den tilbage til den tilstand som det var hans hensigt at den skulle have. Hvis du kunne tænke dig at vide hvad Bibelen lærer om denne domstid, er du velkommen til at kontakte Jehovas Vidner i dit område eller skrive til Jehovas Vidner, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk. — Markus 13:10; 2 Timoteus 3:1-5; Åbenbaringen 14:6, 7; 16:14-16.

[Fodnote]

[Illustration på side 14, 15]

Satellitbillede af orkanen Katrinas øje

[Kildeangivelse]

NOAA

[Illustration på side 15]

Det oversvømmede New Orleans

[Kildeangivelse]

AP Photo/​David J. Phillip

[Illustrationer på side 15]

Orkanen Katrina ødelagde bygninger og kostede mange menneskeliv

[Kildeangivelse]

AP Photo/​Ben Sklar

[Illustration på side 16, 17]

16.000 evakuerede var indkvarteret i Houston Astrodome i Texas

[Illustrationer på side 17]

Kristne ældste fandt frem til forkyndere blandt de evakuerede

[Illustration på side 18]

Frivillige reparerer et slemt beskadiget tag

[Illustration på side 18]

Forkynderne var taknemmelige for at få skaderne på deres hjem udbedret

[Illustration på side 18]

Frivillige sørgede for mad

[Illustration på side 19]

Alan