Hvordan fotografien så dagens lys

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SVERIGE

EFTER SIGENDE VAR GÆSTERNE CHOKEREDE. PÅ VÆGGEN FORAN DEM SÅ DE NOGLE SMÅ MENNESKER SOM VENDTE PÅ HOVEDET OG GIK RUNDT MELLEM HINANDEN. DE PANIKSLAGNE TILSKUERE FLYGTEDE UD AF LOKALET. VÆRTEN, DEN ITALIENSKE FYSIKER GIAMBATTISTA DELLA PORTA (1535?-1615), BLEV RETSFORFULGT FOR UDØVELSE AF TROLDDOM!

DET var takken for at ville underholde sine gæster med et camera obscura, et latinsk udtryk der betyder „mørkt kammer“. Princippet som camera obscura bygger på, er forholdsvis enkelt, men resultaterne kan være imponerende. Hvordan virker det?

Når lysstråler trænger ind i en mørk kasse eller et mørkt rum gennem et lille bitte hul, dannes der et omvendt billede på siden eller væggen over for hullet. Det Della Portas gæster så, var blot skuespillere som optrådte i lyset udenfor. Camera obscura var forløberen for nutidens kameraer. Du er måske blandt de millioner af mennesker der selv har et kamera, eller i hvert fald har brugt de billige engangskameraer.

 Camera obscura var faktisk slet ikke noget nyt på Della Portas tid. Aristoteles (384-322 f.v.t.) havde lagt mærke til det princip som kameraet senere kom til at bygge på. I det 10. århundrede beskrev Alhazen, en arabisk lærd, princippet i levende vendinger, og i det 15. århundrede omtalte Leonardo da Vinci det samme princip i sine notater. Med introduktionen af glaslinsen i det 16. århundrede blev kameraets præcision forbedret, og mange kunstnere brugte den for at aftegne de rigtige dimensioner og det korrekte perspektiv. Men til trods for ihærdige bestræbelser skulle man helt frem til det 19. århundrede før det lykkedes at fastholde billederne.

Verdens første fotograf

Den franske fysiker Joseph-Nicéphore Niépce havde måske allerede siden 1816 været i gang med forsøg på at frembringe et varigt billede. Men hans egentlige gennembrud kom da han under et eksperiment med litografi stødte på et lysfølsomt stof kaldet syrisk asfalt. På et tidspunkt midt i 1820’erne satte han en tinplade dækket med et lag asfalt ind i et camera obscura og placerede det indenfor ved et vindue på sit landsted. Derefter lod han lyset falde på det i otte timer. End ikke den dårligste af vor tids amatørfotografer ville have været stolt af det slørede billede af en bygning, et træ og en lade som dette forsøg resulterede i, men Niépce havde god grund til at være stolt. Hans billede var sandsynligvis det første varige fotografi der nogen sinde var taget!

Niépce ønskede at videreudvikle sin teknik og indledte derfor i 1829 et samarbejde med den dynamiske forretningsmand Louis Daguerre. I årene efter Niépces død i 1833 gjorde Daguerre nogle vigtige opdagelser. Han brugte sølvjodid som belægning på kobberplader. Dette viste sig at være mere lysfølsomt end asfalt. Ved et tilfælde opdagede han at der dukkede et tydeligt billede frem når han efter belysning udsatte pladen for kviksølvdampe. Dette betød at eksponeringstiden blev reduceret drastisk. Da Daguerre senere opdagede at man ved at vaske pladen med en saltopløsning kunne forhindre at billedet med tiden mørknede, var fotografiet klar til at tage verden med storm.

Præsenteret for verden

I 1839 blev Daguerres opfindelse, kaldet daguerreotypi, præsenteret for offentligheden. Reaktionen var overvældende. Fotohistorikeren Helmut Gernsheim skriver i sin bog The History of Photography: „Sandsynligvis har ingen anden opfindelse tryllebundet folks fantasi i så høj grad og erobret verden så hurtigt som daguerreotypien.“ Et øjenvidne til offentliggørelsen skrev: „En time senere var alle optikerforretninger belejret, men optikerne kunne ikke skaffe instrumenter nok til at tilfredsstille den fremstormende hær af mennesker som selv ville lave daguerreotypier; de følgende dage kunne man på samtlige torve i Paris se disse ’mørkekasser’ på tre ben stå foran kirker og palæer. Alle fysikere, kemikere og lærde mænd i hovedstaden polerede forsølvede plader, og selv de velhavende købmænd anså det for ganske utænkeligt at de skulle gå glip af glæden ved at ofre nogle af deres midler på udviklingens alter, idet de lod dem fordampe i jod og fortære i kviksølv.“ Aviserne i Paris døbte hurtigt den nye dille daguerréotypomanie.

Daguerreotypierne var af så imponerende kvalitet at den britiske videnskabsmand John Herschel skrev: „Det er vist ikke for meget at kalde dem mirakuløse.“ Nogle mente endda at der var magiske kræfter forbundet med opfindelsen.

Men det var ikke alle der var begejstrede for den nye opfindelse. I 1856 forbød kongen af Napoli fotografien, muligvis fordi man mente at den var forbundet med „onde øjne“. Da den  franske maler Paul Delaroche første gang så et daguerreotypi, udbrød han: „Fra i dag er malerkunsten død!“ Mange kunstmalere frygtede at opfindelsen ville blive en trussel mod deres levebrød. En kommentator satte ord på nogles frygt: „Fotografiets nøjagtige gengivelse af virkeligheden vil måske eliminere den enkeltes forestilling om hvad der er smukt.“ De fotografiske billeder blev endda kritiseret for deres ubarmhjertige realisme som knuste værdsatte illusioner om skønhed og ungdommelighed.

Daguerre kontra Talbot

Den engelske fysiker William Henry Fox Talbot troede at det var ham der havde opfundet fotografien, og blev derfor forbløffet da han hørte om Daguerres opfindelse. Talbot havde arbejdet med at placere papirark imprægneret med sølvklorid i et camera obscura. Det negativ han fik, behandlede han med voks for at gøre det transparent; så lagde han det over et andet imprægneret ark, udsatte det for sollys og fik derved et positivt billede.

Til at begynde med var Talbots proces slet ikke på højde med Daguerres — hverken i popularitet eller kvalitet — men Talbots proces skulle vise sig at have størst potentiale. Med den kunne man lave mange kopier af det samme negativ, og papirkopier var billigere og lettere at arbejde med end de skrøbelige daguerreotypier. Moderne fotografi er stadig baseret på Talbots proces, hvorimod daguerreotypien, trods sin indledende popularitet, viste sig at være en blindgyde.

Niépce, Daguerre og Talbot var dog ikke de eneste bejlere til titlen som fotografiens fader. Efter Daguerres offentliggørelse i 1839 gjorde mindst 24 mænd — fra Norge i nord til Brasilien i syd — krav på at have opfundet fotografien.

Fotografien udvirker store forandringer

Danskeren Jacob August Riis var socialreformator, og på et tidligt tidspunkt øjnede han fotografiens muligheder for at skabe opmærksomhed om fattigdom og lidelser. I 1880 begyndte han at tage billeder af New Yorks slumkvarterer efter mørkets frembrud idet han som blitz brugte brændende magnesiumpulver på en stegepande — en i øvrigt ikke helt ufarlig metode. To gange formåede han at sætte ild i huset hvor han arbejdede, og på et tidspunkt også i sit tøj. Det siges at hans billeder var medvirkende til at præsident Theodore Roosevelt gennemførte en række socialreformer da han flyttede ind i Det Hvide Hus. Og en serie naturbilleder taget af William Henry Jackson havde haft en særdeles overbevisende virkning på den amerikanske kongres da den i 1872 besluttede at gøre Yellowstone til verdens første nationalpark.

Tilgængelig for alle

Sidst i 1880’erne var der stadig mange potentielle fotografer som holdt sig tilbage på grund af udstyrets høje pris og den komplicerede arbejdsgang. Men da George Eastman i 1888 lancerede Kodak, et transportabelt og brugervenligt boxkamera med rullefilm, var vejen for alvor banet for amatørfotograferingen.

Når alle billederne på filmrullen var taget, indleverede man hele kameraet til fabrikken. Her blev billederne fremkaldt, og der kom en ny film i kameraet som derefter blev sendt retur sammen med de fremkaldte billeder — alt sammen til en overkommelig pris. Sloganet „De trykker på knappen — vi klarer resten“ var ikke nogen overdrivelse.

Amatørfotograferingen var således født, og de milliarder af billeder der tages hvert år, fortæller med al tydelighed at dens popularitet ikke er aftaget. Og dagens digitalkameraer, som angiver billeder i megapixels, har bestemt ikke gjort det mindre populært at tage billeder. Kameraerne bruger et lille hukommelseskort der kan lagre hundredvis af billeder. Det er endda muligt selv at udskrive sine billeder i høj kvalitet ved hjælp af en computer og en printer. Ja, fotografien har en lang og spændende historie.

[Illustration på side 20]

Panorama-daguerreotypi over Paris, cirka 1845

[Illustration på side 20]

En reproduktion af det måske første fotografi, cirka 1826

[Illustration på side 20]

En tegning af et camera obscura, som blev brugt af mange kunstnere

[Illustration på side 21]

Niépce

 [Illustrationer på side 23]

Et daguerreotypi fra 1844 af Louis Daguerre, og hans kamera

[Illustrationer på side 23]

William Talbots atelier, cirka 1845, og hans kameraer

[Illustrationer på side 23]

Et billede fra 1890 af George Eastman som holder et kodakkamera nr. 2, og hans kamera nr. 1 med rullefilm

[Illustration på side 23]

Et motiv fra det der blev Yellowstone Nationalpark af W.H. Jackson, 1871

[Illustration på side 23]

Digitalkameraer angiver billeder i megapixels

[Kildeangivelser på side 20]

Panorama over Paris: Foto af Bernard Hoffman/Time Life Pictures/Getty Images; Niépces fotografi: Foto af Joseph Niépce/Getty Images; camera obscura: Culver Pictures

[Kildeangivelser på side 22]

Side 23: Talbots atelier: Foto af William Henry Fox Talbot & Nicholaas Henneman/Getty Images; Talbots kamera: Foto af Spencer Arnold/Getty Images; kodakbillede, kodakkamera; daguerre-kamera: Med tilladelse fra George Eastman House; Yellowstone: Library of Congress, Prints & Photographs Division, LC-USZ62-52482