Hvori bestod den første synd?
Hvad siger Bibelen?
Hvori bestod den første synd?
DETTE spørgsmål er ikke kun af akademisk interesse, for Adam og Evas ulydighed mod Gud kom til at berøre alle efterfølgende generationer helt frem til vor tid. Bibelen siger: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Men hvordan kunne noget så enkelt som at tage en frugt fra et træ og spise den få så tragiske følger?
Da Gud skabte Adam og Eva, anbragte han dem i en smuk have der var fyldt med spiselige planter og frugtbærende træer. Kun ét træ måtte de ikke røre, „træet til kundskab om godt og ondt“. Eftersom Adam og Eva var skabt med en fri vilje, kunne de selv vælge om de ville adlyde eller ikke adlyde Gud. Men Adam havde fået en advarsel der lød: „Den dag du spiser af [kundskabens træ] skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 1:29; 2:17.
En rimelig begrænsning
Adam og Eva led ingen nød på grund af denne ene begrænsning; de kunne frit spise af alle de andre træer i haven. (1 Mosebog 2:16) Forbuddet insinuerede heller ikke at menneskene havde forkerte tendenser, og det krænkede ikke deres værdighed. Hvis det var skændige handlinger som sodomi eller mord Gud havde forbudt dem, kunne nogle hævde at fuldkomne mennesker havde visse onde tilbøjeligheder der måtte holdes i ave. Men at spise var både naturligt og godt.
Kan det være rigtigt, som nogle hævder, at den forbudte frugt var det seksuelle samvær? Denne opfattelse finder ikke støtte i Bibelen. For det første var Adam alene da Gud gav ham påbuddet, og han forblev tilsyneladende alene i et stykke tid. (1 Mosebog 2:23) For det andet havde Gud sagt til Adam og Eva at de skulle ’blive frugtbare og talrige og fylde jorden’. (1 Mosebog 1:28) Gud ville naturligvis ikke pålægge dem at bryde hans lov og derefter dømme dem til døden når de adlød! (1 Johannes 4:8) For det tredje spiste Eva af frugten før Adam og gav først senere noget af den til sin mand. (1 Mosebog 3:6) Det er altså klart at frugten ikke var forbundet med noget seksuelt.
Et forsøg på at blive moralsk uafhængig
Kundskabens træ var et bogstaveligt træ. Men det repræsenterede Guds ret til som Hersker at afgøre hvad der er godt, og hvad der er ondt for hans jordiske skabninger. At spise af træets frugt var derfor ikke blot at stjæle — ved at tage noget der tilhørte Gud — det var også et formasteligt forsøg på at opnå moralsk uafhængighed for selv at kunne afgøre hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Læg mærke til at Satan, efter at 1 Mosebog 3:4, 5.
have løjet over for Eva og fortalt hende at hun og hendes mand ’visselig ikke skulle dø’ hvis de spiste frugten, tilføjede: „For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ —Adam og Eva fik imidlertid ikke nogen guddommelig forståelse af godt og ondt ved at spise af frugten. Eva sagde selv til Gud: „Slangen . . . bedrog mig.“ (1 Mosebog 3:13) Men Eva kendte Guds påbud. Hun havde endda gentaget det over for slangen, som Satan talte igennem. (Åbenbaringen 12:9) Hendes ulydighed mod Gud var altså overlagt. (1 Mosebog 3:1-3) Adam blev imidlertid ikke bedraget. (1 Timoteus 2:14) Men i stedet for loyalt at adlyde sin Skaber lyttede han til sin hustru og fulgte hendes uafhængige kurs. — 1 Mosebog 3:6, 17.
Ved således at vise at de ønskede at være uafhængige, forårsagede Adam og Eva uoprettelig skade på deres forhold til Gud, og synden satte dybe spor i deres organisme, ja, helt ind i generne. De levede ganske vist i flere hundrede år, men som en gren der bliver hugget af et træ, begyndte de at dø „den dag“ de syndede. (1 Mosebog 5:5) Desuden fornemmede de for første gang en indre uro. De følte sig nøgne og forsøgte at gemme sig for Gud. (1 Mosebog 3:7, 8) De følte også skyld, usikkerhed og skam. Synden skabte uro i deres indre, og samvittigheden fordømte dem for at have gjort noget forkert.
For at være tro mod sig selv og i overensstemmelse med sine hellige normer dømte Gud med rette Adam og Eva til døden og udviste dem af Edens Have. (1 Mosebog 3:19, 23, 24) Dermed gik Paradiset, lykken og det evige liv tabt, og i stedet fulgte synden, lidelsen og døden. Det var en tragisk situation for menneskeheden! Men umiddelbart efter dommen over det ulydige menneskepar gav Gud løfte om at han ville rette op på al den skade som Adam og Evas synd førte med sig, uden at gå på kompromis med sine egne retfærdige normer.
Jehova bestemte at Adam og Evas efterkommere skulle have mulighed for at blive frigjort fra syndens og dødens greb. Hvordan? Gennem Jesus Kristus. (1 Mosebog 3:15; Mattæus 20:28; Galaterne 3:16) Ved Jesus Kristus vil Gud fjerne synden og alt hvad den har ført med sig, og sørge for at hele jorden bliver et paradis, som det fra begyndelsen var hans hensigt. — Lukas 23:43; Johannes 3:16.
HAR DU SPEKULERET OVER?
▪ Hvordan ved vi at den forbudte frugt ikke var det seksuelle samvær? — 1 Mosebog 1:28.
▪ Hvad lå der i det at spise af den forbudte frugt? — 1 Mosebog 3:4, 5.
▪ Hvad har Gud gjort for at fjerne syndens virkninger? — Mattæus 20:28.
[Tekstcitat på side 29]
Den forbudte frugt var ikke det seksuelle samvær
[Illustration på side 28, 29]
Eva ønskede at være som Gud og selv bestemme hvad der var godt og ondt