Silke — „dronningen over alle tekstiler“

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I JAPAN

NOGLE af verdens smukkeste klædedragter — deriblandt den japanske kimono, den indiske sari og den koreanske hanbok — har noget tilfælles. De er ofte fremstillet af silkestof, et glansfuldt materiale der er blevet kaldt dronningen over alle tekstiler. Verden over har mange, lige fra kongelige personer i fortiden til almindelige mennesker i nutiden, været betaget af silkens skønhed. Men den har ikke altid været så let at skaffe.

I gammel tid blev silke udelukkende fremstillet i Kina. I ingen andre lande vidste man hvordan den blev til, og hvis nogen i Kina røbede noget om silkeormens hemmelighed, risikerede vedkommende at blive henrettet som forræder. Ikke overraskende førte Kinas monopol på fremstillingen af silke til at stoffet blev meget kostbart. I hele det romerske rige var silke for eksempel bogstavelig talt sin vægt værd i guld.

Med tiden kom Persien til at kontrollere al handel med silke fra Kina. Prisen var dog stadig meget høj, og det var umuligt at handle uden om de persiske købmænd. Men den byzantinske kejser Justinian udtænkte en plan. Omkring år 550 sendte han to munke til Kina på en hemmelig mission. De vendte hjem to år senere. Gemt i nogle hule bambusstokke havde de den længe ønskede kostbarhed — silkeormeæg. Hemmeligheden var afsløret, og silkemonopolet brudt.

Silkens hemmelighed

Det er silkeorm, eller silkesommerfuglelarver, som fremstiller silke. Der findes i hundredvis af forskellige silkeorm, men den silkeorm der laver den fineste silke, har det videnskabelige navn Bombyx mori. Der skal en hel del silkeorm til at lave silkestof, og det har ført til udviklingen af silkeavl, opdræt af silkeorm. Shoichi Kawaharada og hans familie bor i Gumma i Japan. De er blandt de omkring 2000 familier i Japan som stadig er beskæftiget med dette slidsomme arbejde. Shoichi Kawaharadas toetages hus er ideelt til silkeavl. Det ligger på en bakke med udsigt til en morbærlund (1).

Silkesommerfuglehunnen lægger op til 500 æg, som hvert er på størrelse med et knappenålshoved (2). Efter  omkring 20 dage udklækkes æggene. De små silkeorm har en umættelig appetit. De spiser morbærblade — kun morbærblade — dag og nat (3, 4). På blot 18 dage er silkeormene blevet 70 gange større end da de kom ud af æggene, og de har skiftet hud fire gange.

På Kawaharadas silkefarm opdrætter man omkring 120.000 silkeorm. Når de æder, lyder det som en kraftig regn der falder på træernes blade. En silkeorm der har nået sin fulde størrelse, har præsteret at gange sin vægt med 10.000! Nu er den klar til at spinde en kokon.

Lydløse spindere

Når silkeormene er fuldvoksne, bliver de gennemsigtige, og det er tegn på at de inden længe vil begynde at spinde. Så snart ormene bliver rastløse og begynder at lede efter et sted at forpuppe sig, er tiden inde til at anbringe dem i firkantede kasser som er inddelt i flere mindre rum. Her udspyr de deres fine, hvide tråd (5) og indhyller sig i silke.

Nu begynder den travleste tid for Shoichi Kawaharada; for alle de 120.000 silkeorm begynder at spinde nogenlunde samtidig. Række efter række af kasser hænges op i det kølige, gennemventilerede loftsrum på husets førstesal (6).

Samtidig er der ved at ske en forbløffende forvandling inden i silkeormene. De fordøjede morbærblade er blevet til fibroin, en slags protein som opbevares i et par kirtler der ligger indvendig langs hele silkeormens krop. Efterhånden som dette fibroin bliver skubbet gennem kirtlerne, overtrækkes det med en klistret substans der kaldes sericin. Inden de kommer ud af spindevorten, som sidder ved silkeormens mund, limes  to fibroinfibre sammen med sericin. Når den flydende silke kommer i kontakt med luften, stivner den, og de to tråde bliver til én.

Når først silkeormen er begyndt at udskille silke, kan intet standse den. Den spinder mellem 25 og 40 centimeter silke i minuttet samtidig med at den bevæger hovedet rundt i cirkler. En kilde anslår at en silkeorm har bevæget hovedet rundt over 150.000 gange inden den er færdig med sin kokon. Efter at have spundet i to hele døgn har silkeormen lavet en tråd på op til 1500 meter. Det svarer til fire gange højden på Empire State Building i New York.

I løbet af en enkelt uge samler Kawaharada sine 120.000 kokoner sammen og videresender dem til forarbejdning. Til fremstilling af en kimono bruges omkring 9000 kokoner, til et silkeslips 140, og til et silketørklæde mindst 100!

Hvordan silkestof bliver til

Processen med at opvinde silke fra en kokon og over på en spole kaldes afhaspning. Hvornår begyndte man at afhaspe silke? Der findes talrige sagn og legender om hvordan det startede. Én legende siger at den kinesiske kejserinde Xi Ling Shi lagde mærke til at en kokon faldt ned fra et morbærtræ og landede i hendes tekop. Da hun forsøgte at fiske den op, så hun at der hang en fin silketråd fra den. Det blev begyndelsen til afhaspning, en proces der i dag udføres på maskine.

For at kokonerne kan have en vis salgsværdi, må pupperne indeni dræbes før de når at blive udklækket. Denne barske opgave udføres ved hjælp af varme. Defekte kokoner bliver frasorteret, og de resterende bliver viderebehandlet. Først kommer man kokonerne i varmt vand eller damper dem så trådene løsner sig. Derefter bliver den ene ende af kokonens tråd fanget med roterende børster (7). Trådene fra to eller flere kokoner sættes sammen, alt efter hvor tykt garn man ønsker. Garnet tørrer mens det bliver viklet om en spole. Den rå silke opvindes igen. Denne gang føres den over på en større spole, indtil man har en rulle garn med den ønskede længde og vægt (8, 9).

Måske har du engang rørt ved silkestof der var så blødt og glat at du fik lyst til at stryge det mod din kind. Hvad afgør silkens kvalitet? En vigtig faktor er at limen eller sericinet på fibrointrådene bliver fjernet. Silke hvorfra limen ikke er fjernet, føles grov og er vanskelig at indfarve. Chiffon har for eksempel en ret kornet tekstur eftersom der stadig er noget sericin tilbage i det.

Noget andet der har betydning for silkens kvalitet, er hvor kraftigt garnet bliver snoet eller tvundet. Det japanske stof habotai føles blødt og glat fordi silken næsten ikke er snoet. Crepestoffer, derimod, har en kruset tekstur fordi silken er hårdt snoet.

Farvning er også en væsentlig faktor. Silke er let at indfarve. På grund af strukturen i fibroin kan farvestofferne nå dybt ind i stoffet og give det en flot og holdbar kulør. I modsætning til syntetiske fibre har silke både positive og negative ioner. Det vil sige at det kan indfarves med næsten et hvilket som helst farvestof. Man kan indfarve silken som garn, før vævningen, (10) eller når det er lavet til stof, efter vævningen. Med den berømte yuzen-farveteknik, som bruges til kimonoer, tegner og farver man smukke motiver direkte på det vævede silkestof.

Mens det meste silke i dag produceres i lande som Kina og Indien, ligger modedesignere i Frankrig og Italien stadig i spidsen når det gælder nye kreationer i silke. I dag findes der naturligvis mange billige kunststoffer, som for eksempel rayon og nylon, inden for beklædningsindustrien. Men ingen tekstiler kan måle sig med silke. „På trods af de videnskabelige fremskridt man har gjort, er det stadig ikke muligt at syntetisere silke,“ oplyser kuratoren på silkemuseet i Yokohama. „Vi kender til alt lige fra silkens molekylære formel til dens opbygning, men vi kan ikke kopiere den. Det er hvad jeg vil kalde silkens mysterium.“

 [Ramme/illustration på side 26]

FORTRIN VED silke

Stærkt: Silke er lige så stærkt som stål i samme trådtykkelse.

Glansfuldt: Silke har en smuk glans der minder om perlers. Det skyldes at de mange lag i fibroin har en prismelignende opbygning som spreder lyset.

Blidt mod huden: De aminosyrer som silke er bygget op af, er blide mod huden. Det siges at silke kan beskytte mod forskellige hudsygdomme. Visse kosmetiske midler bliver fremstillet af pulveriseret silke.

Fugtabsorberende: Aminosyrerne og de bittesmå hulrum i silkefibrene kan absorbere og bortlede en hel del sved, så man kan føle sig tør og afkølet selv på den varmeste tid af året.

Varmeskyende: Silke har ikke let ved at brænde, og det frembringer ingen giftige gasser hvis der går ild i det.

Beskyttende: Silke opfanger ultraviolette stråler og beskytter dermed huden.

Mindre statisk elektricitet: Eftersom silke indeholder både positive og negative ioner og er fugtabsorberende, frembringer det ikke lige så let statisk elektricitet som visse andre stoffer.

BEHANDLING AF silke

Vask: Det er som regel bedst at sende tøj der er fremstillet af silke, til kemisk rensning. Vaskes det derhjemme, kan man bruge et neutralt vaskemiddel og lunkent vand (omkring 30 grader). Vær skånsom. Gnid eller vrid ikke stoffet. Lad det lufttørre.

Strygning: Læg et stykke stof mellem strygejernet og silken. Prøv at stryge i samme retning som silketrådene med en strygetemperatur på omkring 130 grader. Anvend kun lidt eller ingen damp.

Fjernelse af pletter: I en nødsituation kan man lægge silkestoffet på et tørt stykke stof med forsiden nedad og slå, ikke gnide, på bagsiden af silkestoffet med en hårdt opvredet klud. Tøjet kan derefter sendes til rensning.

Opbevaring: Undgå at udsætte silke for fugt og lys, og beskyt det mod møl. Hæng tøjet på polstrede bøjler, eller fold det i så få folder som muligt.

[Illustration på side 25]

Silkekokoner

[Kildeangivelser på side 26]

Fotos 7-9: Matsuida Machi, Annaka, Gumma præfektur, Japan; 10 og nærbillede af mønster: Kiryū, Gumma præfektur, Japan