Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Tres procent af de brasilianske børn har i treårsalderen huller i tænderne. Dette skyldes for en stor del at de får sutteflaske, der om aftenen ofte indeholder sødede drikke. Og bagefter forsømmes den nødvendige mundhygiejne. — FOLHA ONLINE, BRASILIEN.

En fjerdedel af alle fødsler i USA foregår nu ved kejsersnit. I New York City er antallet fem gange større end i 1980. En af grundene hertil er at det letter planlægningen; men der er „overordentlig store“ risici forbundet med denne unødige kirurgi. — THE NEW YORK TIMES, USA.

I de sidste 100 år er gennemsnitstemperaturen i Mexico City steget med næsten 4 grader celsius, sammenlignet med 0,6 grader på verdensplan. Eksperterne giver skovrydning og urbanisering skylden. — EL UNIVERSAL, MEXICO.

Mere end halvdelen af alle par der bliver gift i USA, har i forvejen boet sammen. Sandsynligheden for at sådanne par bliver skilt, er dobbelt så stor som for par der gifter sig inden de flytter sammen. — PSYCHOLOGY TODAY, USA.

De mest irriterende arbejdsvaner

„På listen over kollegers mest irriterende arbejdsvaner er: højrøstede telefonsamtaler, [brug af] medhør på telefonen og konstante beklagelser over arbejdsbyrden,“ rapporterer avisen The Washington Post. Noget andet som generer kolleger, er „kliker blandt medarbejdere, at nogle kommer for sent, taler med sig selv, taler til andre over skillevæggene, har dårlig hygiejne og smasker når de spiser“. Sådanne dårlige vaner skader også produktiviteten. De fleste af dem der deltog i dette rundspørge, indrømmede imidlertid at de aldrig havde nævnt for de pågældende hvad der irriterede dem. „Og det er der nok en god grund til,“ skrev avisen. „Måske er de ikke spor bedre selv.“

Flere byboere

„Halvdelen af verdens befolkning vil om to år bo i byerne,“ skriver CBC News. Ifølge en FN-rapport er USA det land der har den højeste procent af byboere, idet næsten 9 ud af 10 bor i en by. For kun 55 år siden var New York og Tokyo de eneste to byer med over 10 millioner indbyggere. I dag findes der 20 byer med over 10 millioner indbyggere, deriblandt Jakarta, Mexico City, Mumbai (Bombay) og São Paulo. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, siger: „En så hastig vækst kræver for de fleste landes vedkommende en langsigtet tilpasning på det økonomiske og sociale område.“

Militærnægtelse

Sydkoreas menneskerettighedskomité siger at militærnægtelse af samvittighedsgrunde er en umistelig ret. Komitéen anbefaler at denne rettighed imødekommes ved indførelse af en alternativ form for civil tjeneste. Dette, siger The Korea Times, „står i modsætning til“ en nylig forfatningsdomstolsafgørelse som støttede den nuværende værnepligtslov, der ikke giver mulighed for militærnægtelse. Højesteret har erklæret at lovgivningsmagten, ikke retsinstanserne, skal lovfæste denne rettighed. Hvert år fængsles mellem 500 og 700 unge Jehovas Vidner i Sydkorea fordi de nægter at udføre militærtjeneste. Gennem årene har omkring 10.000 sydkoreanske Jehovas Vidner været i fængsel af denne grund.