Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan skal jeg bruge mit liv?

Hvordan skal jeg bruge mit liv?

Unge spørger:

Hvordan skal jeg bruge mit liv?

„I begyndelsen bekymrede jeg mig ikke om fremtiden. Men jo nærmere jeg kom på afslutningen af min skoletid, jo mere gik det op for mig at jeg skulle ud i den virkelige verden med alt hvad det fører med sig af arbejde og udgifter.“ — Alex, 17.

HAR du som barn drømt om hvad du ville være når du blev voksen? Har du de samme drømme i dag? Er du usikker på hvordan du skal klare dagen og vejen? Hvis det er tilfældet, er du ikke den eneste. „At vælge karriere er en af de største udfordringer unge står over for,“ siger bogen Career Coaching Your Kids.

Det kan også være at du i øjeblikket overhovedet ikke spekulerer på hvad du skal foretage dig i fremtiden. Du er måske mere interesseret i at have det sjovt. Der er ikke noget forkert ved at more sig. Bibelen siger nemlig: „Glæd dig . . . mens du er ung.“ (Prædikeren 11:9, den danske autoriserede oversættelse) Men det vil være godt allerede nu at begynde at tænke på hvad du vil med dit liv. „Den kloge overvejer sine skridt,“ siger Ordsprogene 14:15. Hvordan kan du ’overveje dine skridt’?

„Gør dig klart hvor du er på vej hen“

Prøv at forestille dig at du planlægger at tage på en rejse der vil føre dig langt væk hjemmefra. Du ville sikkert først se på et kort for at finde den bedste vej. Det samme gælder når du lægger planer for fremtiden. „Der er så meget man kan vælge at gøre,“ siger Michael, en ung mand der arbejder på et af Jehovas Vidners afdelingskontorer. Hvordan vælger man blandt de mange muligheder? „Det kommer helt an på hvilke mål man har,“ siger Michael.

Et mål kan sammenlignes med et bestemmelsessted. Du vil sandsynligvis ikke nå det ved at vandre formålsløst omkring. Det er meget bedre at tage et kort frem og lægge en rute, så at sige. Når du gør det, følger du opfordringen i Ordsprogene 4:26: „Jævn sporet for din fod.“ Eller, som Contemporary English Version siger: „Gør dig klart hvor du er på vej hen.“

I de kommende år vil du skulle træffe mange vigtige beslutninger om arbejde, ægteskab, familieliv, dit forhold til Gud og lignende ting. Når først du har gjort dig klart hvor du vil hen, er det lettere for dig at træffe kloge valg. Men når du planlægger dit livs rute, er der noget du ikke må glemme.

„Husk på din skaber“

Hvis du vil opnå sand lykke, må du følge den vise kong Salomons ord: „Husk på din skaber i ungdommens dage.“ (Prædikeren 12:1, den danske autoriserede oversættelse) Dit ønske om at glæde Gud skal have indvirkning på den vej du vælger i livet.

Hvorfor er det vigtigt? Bibelen siger i Åbenbaringen 4:11: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ Ja, alle levende skabninger i himmelen og på jorden står i taknemmelighedsgæld til Skaberen. Er du ikke glad for at han har givet dig „liv og ånde og alting“? (Apostelgerninger 17:25) Føler du dig ikke tilskyndet til at give Jehova Gud noget tilbage som tak for alt det han har givet dig?

Mange unge blandt Jehovas Vidner husker på deres Skaber og har valgt at stræbe efter heltidstjenesten. Heltidstjenesten er et ophøjet mål der fører til mange velsignelser. (Malakias 3:10) Men for at nå det er det nødvendigt med planlægning. Du kan for eksempel spørge dig selv: ’Hvilke evner og færdigheder har jeg som jeg kan bruge for at forsørge mig selv i heltidstjenesten?’

Kelly, der nu er 27, lagde en plan i en tidlig alder. Hun havde et klart mål — at begynde i heltidstjenesten. Da Kelly var i slutningen af teenageårene, begyndte hun at lægge planer for hvilket arbejde hun skulle vælge. Hun siger: „Jeg måtte vælge noget som gav mig mulighed for at forsørge mig selv i min tjeneste.“

Kelly tog en faglig uddannelse som klinikassistent og vandt endda en stor konkurrence. Men det fik hende ikke til at slippe sit primære mål af syne. „Jeg ville så gerne være i heltidstjenesten,“ siger Kelly. „Alt andet var af mindre betydning.“ Kelly er stadig i heltidstjenesten. „Jeg føler ikke at jeg kunne have truffet noget bedre valg,“ siger hun.

Spørg om vej

Hvis du var på rejse et fremmed sted, ville du sikkert på et eller andet tidspunkt skulle spørge om vej — også selvom du havde et kort. Du kan gøre det samme når du lægger planer for din fremtid. Spørg andre til råds. Ordsprogene 20:18 siger: „Ved rådslagning fastlægges planer.“ Først og fremmest kan du gå til dine forældre. Du kan også søge råd hos andre modne kristne som lever efter Guds principper. „Tal med nogle af de voksne som er gode eksempler i menigheden,“ siger Roberto. „De kan måske fortælle dig noget som du ikke selv har tænkt på.“

Jehova Gud ønsker mere end nogen anden at hjælpe dig til at træffe de valg i livet som vil gøre dig mest lykkelig. Bed derfor til Jehova om at han vil hjælpe dig til at ’blive ved med at forstå hvad hans vilje er’ med hensyn til din fremtid. (Efeserne 5:17) Hvis du stoler på Jehova af hele dit hjerte, vil han „jævne dine stier“. — Ordsprogene 3:5, 6.

Der findes flere artikler i serien „Unge spørger“ på hjemmesiden www.watchtower.org/ypa

NOGET AT TÆNKE OVER

▪ Hvilke evner og færdigheder har du?

▪ Hvordan kan du bruge disse evner til at prise Jehova?

▪ Hvilken af de former for heltidstjeneste der er nævnt i denne artikel, tiltaler dig mest?

[Ramme på side 23]

EN BLINDGYDE

Bibelen siger: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse.“ Vejen til rigdom er fyldt med faldgruber! Og til sidst kan den vise sig at være en blindgyde med gæld, bekymring og åndeligt sammenbrud. — 1 Timoteus 6:9, 10.

[Ramme/illustrationer på side 24, 25]

PIONERTJENESTE

En pioner er en døbt kristen som er et godt eksempel for andre, og som har forpligtet sig til at bruge mindst 70 timer hver måned på at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Gennem øvelse og erfaring bliver pionerer dygtigere til at undervise i Bibelen.

BETELTJENESTE

Medlemmer af betelfamilien arbejder på Jehovas Vidners afdelingskontorer, hvor de hjælper med at udarbejde, producere og forsende bibelsk læsestof. Alle opgaver på Betel betragtes som hellig tjeneste.

TJENESTE HVOR BEHOVET ER STØRRE

Nogle pionerer har mulighed for at flytte til områder hvor der er større behov for forkyndere. Andre lærer et nyt sprog og virker enten i udlandet eller i en fremmedsproget menighed.

INTERNATIONALT BYGGEARBEJDE

Internationale byggearbejdere rejser til andre lande for at hjælpe til med at opføre rigssale og afdelingskontorer. Det er en form for hellig tjeneste der kan sammenlignes med det arbejde som blev udført af dem der byggede Salomons tempel. — 1 Kongebog 8:13-18.

SKOLEN FOR UDNÆVNTE TJENERE

På dette otteugers kursus får kvalificerede enlige brødre der er ældste eller menighedstjenere, oplæring i organisationsmæssige anliggender og i at holde foredrag. Nogle tildeles tjeneste i deres eget land, andre i udlandet.

MISSIONÆRTJENESTE

Kvalificerede pionerer der er udholdende og har et godt helbred, oplæres til at tjene i et fremmed land. Missionærerne har et spændende og indholdsrigt liv.

[Ramme/illustration på side 24]

HVAD VIL JEG MED MIT LIV?

Denne dvd, som er udgivet af Jehovas Vidner, indeholder interviews med unge fra Brasilien, Storbritannien, Tyskland og USA. Den vil snart kunne fås på flere forskellige sprog.

[Illustration på side 23]

„Det kommer helt an på hvilke mål man har.“ — Michael, medlem af betelfamilien

[Illustration på side 24]

„Jeg føler ikke at jeg kunne have truffet noget bedre valg.“ — Kelly, pioner gennem seks år

[Illustration på side 25]

„Tal med nogle af de voksne som er gode eksempler“ — Roberto, medlem af betelfamilien