Hvorfor er havet salt?

HAVENE indeholder så meget salt at hvis det blev strøet ud over kontinenterne, ville de blive dækket af et 150 meter tykt lag! Hvor kommer alt det salt fra? Det er et godt spørgsmål, især i betragtning af at tusindvis af ferskvandsstrømme og -floder løber ud i havene. Forskere har fundet ud af at saltet kommer flere steder fra.

Et af stederne er den jord vi går på. Når regnvand siver ned gennem jord og klipper, udvaskes små mængder mineraler, deriblandt salte og deres kemiske bestanddele, og de føres med floder og vandløb ud i havet (1). Saltindholdet i ferskvand er imidlertid så lavt at vi ikke kan smage det.

Desuden kommer der salt fra mineralerne i jordskorpen under havene. Når vandet siver ned gennem sprækker i havbunden, bliver det overophedet for så igen at stige op til havbunden sammen med sin last af opløste mineraler. Dette kemiske sammenbryg bliver udspyet i havet af hydrotermiske væld, som i nogle tilfælde danner dybhavsgejsere (2).

I en omvendt proces som har et lignende enderesultat, udspyr undersøiske vulkaner store mængder varm klippemasse i havet, og denne masse afgiver kemikalier til vandet (3). Også vinden tilfører havet mineraler ved at bære partikler fra land ud over havet (4). På grund af alle disse processer indeholder  havvand praktisk taget alle kendte grundstoffer. Den form for salt der findes mest af i havet, er imidlertid natriumklorid — det vi kender som almindeligt bordsalt. Natriumklorid udgør 85 procent af de opløste salte i havvand og er den primære årsag til at vandet smager salt.

Hvorfor saltkoncentrationen er konstant

Når havvandet fordamper, bliver mineralerne tilbage, og dermed øges saltkoncentrationen. Samtidig bliver floder og vandløb ved med at tilføre havene mineraler. Alligevel bevarer havvandet et saltindhold på cirka 3,5 procent. Altså tilføres og forsvinder salte og andre mineraler i næsten samme tempo. Det rejser spørgsmålet: Hvor forsvinder saltet hen?

Mange salte optages i levende organismer. For eksempel optager koralpolypper, bløddyr og krebsdyr calcium til deres skaller og skeletter. Mikroskopiske alger kaldt kiselalger (diatoméer) optager silicium. Bakterier og andre organismer fortærer opløst organisk materiale. Når disse forskellige organismer dør eller bliver spist, ender de salte og mineraler som de indeholder, til sidst på havbunden som dødt materiale eller ekskrementer (5).

Mange salte der ikke fjernes ved biokemiske processer, skaffes af vejen på anden vis. For eksempel opsuges visse salte i ler og andre jordpartikler der finder vej til havene via floder, erosion eller vulkansk nedfald. Saltene trækkes derved ned til havbunden. Nogle salte binder sig desuden til klipper. En stor del af saltet bliver altså til sidst en del af havbunden (6).

Mange forskere mener at geofysiske processer fuldstændiggør saltets cyklus, ganske vist over meget lang tid. Jordens skorpe består af kæmpestore plader. Nogle af pladerne mødes ved subduktionszoner, hvor den ene plade skyder sig ind under den anden og synker ned i den varme jordkappe. Normalt skyder den tungere oceanbundsskorpe sig ind under den lettere kontinentalskorpe og tager sin last af saltaflejringer med sig som et stort transportbånd. På den måde foregår der en langsom recirkulering af en stor del af jordskorpen (7). Jordskælv, vulkaner og sprækkezoner er alt sammen et resultat af denne proces. *

 Forbløffende konstant

Havenes saltholdighed varierer fra sted til sted og nogle gange også fra årstid til årstid. De mest salte åbne have er Den Persiske Golf og Det Røde Hav hvor fordampningen er særlig høj. Havområder som får tilført meget ferskvand fra store floder eller ved hyppig regn, har et lavere saltindhold end gennemsnittet. Det samme har havene omkring polarområdernes iskapper, som består af frosset ferskvand. Men når der dannes ny is, øges saltindholdet i det omkringliggende vand. Alt i alt er saltholdigheden i havvand meget konstant.

Havvand har også en forholdsvis konstant pH-værdi, som er et mål for hvor sur eller basisk en væske er; neutral væske har en værdi på 7. Havvands pH-værdi er mellem 7,4 og 8,3, hvilket er en smule basisk. (Blod fra mennesker har en pH-værdi på 7,4). Hvis pH-værdien var højere eller lavere end disse værdier, ville havene være i alvorlig fare. Faktisk er nogle forskere bekymrede for netop dette. Meget af den kuldioxid som mennesker udsender i atmosfæren, ender i havene, hvor der dannes kulsyre når kuldioxiden kommer i forbindelse med vandet. Så måske er vi mennesker langsomt i gang med at forsure havene.

Mange af de processer som bevarer havvandets kemiske balance, forstår vi ikke til fulde. Men den smule vi ved, fremhæver visdommen hos vor store Skaber, som er levende interesseret i sit skaberværk. — Åbenbaringen 11:18.

[Fodnote]

[Diagram/illustration på side 16, 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Regn

1 Mineraler i klipper

2 Hydrotermisk væld

3 Undersøisk vulkanudbrud

4 Vind

HAV

HAVBUND

JORDENS SKORPE

5 Kiselalger

6 Vulkansk nedfald

7SUBDUKTIONSZONE

[Kildeangivelser]

Væld: © Science VU/Visuals Unlimited; vulkanudbrud: REUTERS/Japan Coast Guard/Handout

Kiselalger: Dr. Neil Sullivan, USC/NOAA Corps; billede af vulkan: Dept. of Interior, National Park Service

[Ramme/diagram på side 18]

Salte i havet

Skønt forskere har studeret havvand i mere end hundrede år, har de kun begrænset forståelse af vandets kemiske sammensætning. De har dog været i stand til at isolere de forskellige opløste salte og udregne deres proportioner:

[Diagram]

55% klorid

30,6 natrium

7,7 sulfat

3,7 magnesium

1,2 calcium

1,1 kalium

0,4 bikarbonat

0,2 bromid

og en række andre, såsom borat, strontium og fluorid.

[Ramme/illustration på side 18]

Mere saltholdig end havet

Nogle indhave og indsøer er mere saltholdige end de åbne have. Et godt eksempel på dette er Det Døde Hav, den mest saltholdige vandsamling på Jorden. Det vand der løber ud i Det Døde Hav, på Bibelens tid kaldt Salthavet, indeholder opløste salte og andre mineraler. (4 Mosebog 34:3, 12) Kysten omkring Det Døde Hav er det lavestliggende landområde på Jorden, og vandet kan derfor kun komme væk på én måde — ved fordampning, hvilket kan sænke vandstanden med helt op til 25 millimeter om dagen i sommerperioden.

Det resulterer i at overfladevandet har et saltindhold på omkring 30 procent — næsten ti gange så højt som i Middelhavet. Vands massefylde stiger i takt med saltindholdet, og derfor ligger man meget højt når man svømmer i Det Døde Hav. Ja, man kan faktisk ligge på ryggen og læse avis uden nogen form for flydeanordning.

[Ramme på side 18]

Salt er med til at rense luften

Forskning viser at forureningspartikler i luften nedsætter mængden af nedbør fra skyer over land. Forurenede skyer over havet er derimod mere tilbøjelige til at give regn. Forskellen skyldes havsalt-aerosoler, som opstår i havets skumsprøjt.

Vanddråber der dannes omkring forureningspartikler i atmosfæren, er normalt så små at de ikke falder som regndråber, men bliver i luften. Havsalt-aerosoler tiltrækker disse små dråber og danner større dråber. De falder som regn, hvilket også er med til at rense atmosfæren.