Den galilæiske båd — en skat fra Bibelens tid

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I ISRAEL

NOGLE af de mest spændende begivenheder under Jesu tjeneste fandt sted på og omkring Galilæas Sø. Det var her Guds egen søn gik på vandet, fik oprørte bølger til at lægge sig, bespiste i tusindvis af mennesker og helbredte syge.

I 1986 gjorde man et overraskende fund på bunden af Galilæas Sø i nærheden af det gamle Kapernaum. Det var en båd der havde sejlet på søen helt tilbage på Jesu tid. Hvordan opdagede man båden, og hvad kan den fortælle?

Til syne efter en tørke

Flere år med usædvanlig lidt regn, efterfulgt af en varm og tør sommer i 1985, var gået hårdt ud over Galilæas Sø. Desuden var ferskvandssøen blevet tappet for vand til overrisling af markerne i området, så vandstanden var faldet så kraftigt at store mudderbanker var kommet til syne. To mænd, der var brødre og kom fra en kibbutz i nærheden, besluttede at de ville benytte situationen til at søge efter skjulte skatte. Mens de gik rundt på mudderbankerne, fandt de nogle bronzemønter og gamle søm, og pludselig fik de øje på en oval aftegning af en gammel båd der lå begravet i mudderet. De havde fundet en skat!

Ingen arkæolog ville have forventet at finde en 2000 år gammel båd i Galilæas Sø. Man regnede med at træet fra en sådan båd for længst ville være ødelagt af mikroorganismer. Men både kulstof 14-dateringen og mønterne der blev fundet ved båden, fik eksperter til at konkludere at fundet stammede fra tiden mellem det første århundrede før vor tidsregning og det første århundrede efter vor tidsregning. Forbavsende nok var båden i ret god stand. Hvordan var det muligt?

Tilsyneladende var båden blevet efterladt i et uforstyrret område, og det havde ført til at hele den nederste del var blevet omsluttet af fint dynd der med tiden var størknet. Sådan gik det til at et stykke historie blev bevaret i omkring 2000 år!

Efterhånden som fundet blev kendt, fik båden kælenavnet ’Jesusbåden’. Naturligvis mente ingen i ramme alvor at netop denne båd var blevet anvendt af Jesus eller hans disciple, men bådens alder og lighed med de både der beskrives i evangelieberetningerne, gør den interessant for både historikere og bibelforskere.

Båden er godt 8 meter lang og 2,3 meter bred. Den er bygget efter en såkaldt skalmetode. Det vil sige at skibsbyggeren i stedet for at banke planker på en ramme har fæstnet plankerne direkte på kølen og derefter bygget siderne op. Denne metode blev almindeligvis brugt ved bygningen af både som var beregnet til Middelhavet. Den galilæiske båd er muligvis blevet tilpasset for at kunne sejle på en sø.

Oprindelig var båden formentlig udstyret med et enkelt firkantet sejl. De fire årer tyder på at den krævede en besætning på mindst fem personer — fire roere og en styrmand, men der kunne være mere end dobbelt så mange om bord. Man kan let forestille sig at de syv disciple der efter Jesu opstandelse var ude at fiske da de fik øje på ham, befandt sig i en båd af denne størrelse.— Johannes 21:2-8.

Den galilæiske båd har uden tvivl også været udstyret med et agterdæk til opbevaring af  store fiskenet. Under plankerne af dette dæk har der sikkert været et læsted hvor trætte fiskere kunne hvile sig. Jesus benyttede sig måske af at der var et sådant sted på båden da han under et stormvejr „lå i agterstavnen og sov på en pude“. (Markus 4:38) ’Puden’ var muligvis en sandsæk man havde med som ballast. *

Fiskerne omkring Galilæas Sø

Forestil dig at du i det første århundrede var passager på en båd som denne. Hvad kunne du forvente at se på en sådan sejltur på Galilæas Sø? Du ville se fiskere — nogle i små både, andre gående i lavt vand, hvor de kaster deres net. Med den ene hånd smider de med største lethed disse tunge, runde net, der er mellem seks og otte meter i diameter, ud på vandet. Med et plask lander nettene på vandoverfladen, synker ned og fanger nogle fisk. En fisker får måske fat i sin fangst ved at hive nettene på land eller dykker ned for at hente nettet og fiskene. I Bibelen siges der at Simon og Andreas ’kastede’ deres fiskenet. Måske var det en lignende metode de anvendte. — Markus 1:16.

Det kan også være at du får øje på en gruppe fiskere der får sig en livlig snak mens de gør et vod klar. Et sådant vod kan være op til 300 meter langt, og med et slæbetov i hver ende kan det hænge otte meter ned i vandet. Fiskerne udvælger et passende sted, hvorefter halvdelen af dem går i land med et af slæbetovene. De andre sejler båden lige frem i søen og folder nettet ud i fuld længde. Derefter vender de båden rundt og hiver lidt efter lidt i nettene så de kommer til at ligge i en halvcirkel langs kysten. Når det er gjort, går de fra borde med det andet slæbetov. De to grupper af fiskere går nu mod hinanden og haler fangsten ind. — Mattæus 13:47, 48.

I baggrunden ser du nu en fisker som står alene med en krog og line. Jesus sagde engang til Peter at han skulle kaste en fiskekrog ud i netop denne sø. Forestil dig hvor forundret Peter må have været da han fanger en fisk og finder en sølvmønt i dens mund — nøjagtig det beløb der skulle bruges til betaling af tempelskatten. — Mattæus 17:27.

Ved skumringstid bliver der helt stille på søen. Men tavsheden brydes pludselig af fiskere der tramper i båden og plasker med årerne for at lave så meget larm som muligt. Hvorfor? De har sat toggergarn i vandet så fiskene svømmer lige i fælden når de bliver skræmt af larmen. Disse lodrette net, der ikke kan ses i mørket, er konstrueret på en sådan måde at fiskene let kommer til at sidde fast i dem. Nettene sænkes flere gange i løbet af natten. Om morgenen bliver de vasket og hængt til tørre. Måske var det et lignende toggergarn der blev brugt ved den mirakuløse fangst som er beskrevet i Lukas 5:1-7.

Restaurering

Lad os igen vende tilbage til nutiden. Hvad skete der med den fundne båd? Godt nok var den intakt, men den var ikke meget stærkere end vådt pap. Det ville ikke have været klogt blot at grave den ud af mudderet. Hvor ærgerligt ville det ikke have været hvis den, efter at have været bevaret i så mange år, gik i opløsning under udgravningen! Vandstanden i søen kunne når som helst stige, og derfor byggede man en dæmning omkring stedet for udgravningen. Man gravede også nogle kanaler så skroget kunne blive støttet af fiberglas. Efterhånden som mudderet blev fjernet, blev båden, både ind- og udvendig, sprayet med et lag polyurethan.

Den næste udfordring var at få transporteret den skrøbelige båd 300 meter længere væk til det sted hvor restaureringsarbejdet skulle foregå. Polyurethan-beklædningen på båden var meget stærk, men et pludseligt ryk kunne knuse det møre træ indeni. Restaureringsholdet fik en lys idé. De åbnede dæmningen og lod vandet komme ind. I moderne indpakning kunne båden nu for første gang i flere hundrede år flyde rundt på Galilæas Sø.

I de 14 år restaureringen stod på, blev båden opbevaret i en cisterne af beton. På et tidspunkt blev cisternen invaderet af myggelarver til stor gene for restaureringsarbejderne,  og igen fik man en idé som var både original og tidløs. Man satte Sankt Petersfisk i vandet. Disse fisk åd larverne og rensede vandet.

Nu var tiden kommet til at båden skulle udtørres. Den var stadig alt for skrøbelig til at tørre på naturlig vis, så vandet i træet måtte erstattes med noget andet. Hertil benyttede restaureringsholdet en teknik hvor vandet blev udskiftet med en syntetisk, vandopløselig voks som gjorde at træet kunne tørre uden at ændre form.

Da restaureringsarbejdet var omme, fandt man at båden var af yderst beskeden beskaffenhed. Det viste sig at den var fremstillet af 12 forskellige træsorter. Hvorfor mon? Muligvis har der været mangel på træ på det tidspunkt båden blev bygget. En anden og mere sandsynlig forklaring kan være at bådens ejer var fattig. Båden havde været repareret mange gange inden den til sidst var blevet efterladt på søen.

Selvom den galilæiske båd nok ikke har nogen direkte forbindelse til Jesus, betragter mange den som en værdifuld skat. Båden giver et indblik i hvordan livet var omkring Galilæas Sø for hundreder af år siden på den betydningsfulde tid da Jesus tjente her på jorden.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Restaureringsarbejdere fjerner omhyggeligt mudderet fra båden

[Illustration på side 15]

Belagt med polyurethan

[Illustration på side 15]

Efter næsten 2000 år flyder båden igen på søen

[Illustration på side 15]

Model af båden som den måske har set ud i det første århundrede

[Illustration på side 15]

Den galilæiske båd vises frem — efter restaureringen

[Kildeangivelse på side 15]

Alle fotos undtagen af model og sø: Israel Antiquities Authority-The Yigal Allon Center, Ginosar