Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Betyder det noget hvad man tror?

Betyder det noget hvad man tror?

Betyder det noget hvad man tror?

TROR du der er en mening med livet? Hvis evolutionslæren var sand, ville det forholde sig som der siges i tidsskriftet Scientific American: „Vores nuværende forståelse af evolution medfører . . . at der ikke er nogen dybere mening med livet.“

Læg mærke til hvad der ligger bag disse ord. Hvis der ikke var nogen dybere mening med livet, så var formålet blot at være et godt menneske og, måske, give sine genetiske træk videre til næste generation. Ved døden ville man for evigt ophøre med at eksistere. Hjernen, der bevirker at man kan tænke, ræsonnere og meditere over meningen med livet, ville ganske enkelt være en af naturens tilfældigheder.

Det er ikke alt. Mange tilhængere af evolutionslæren hævder at Gud enten ikke eksisterer eller ikke blander sig i forholdene på jorden. I begge tilfælde ville vores fremtid hvile i hænderne på politiske, akademiske og religiøse ledere. Og efter historien at dømme ville samfundet fortsat være præget af kaos, konflikter og korruption. Hvis evolutionsteorien var sand, ville der være al mulig grund til at leve efter den fatalistiske devise: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ — 1 Korinther 15:32.

Tag ikke fejl. Jehovas Vidner tror ikke på ovennævnte formodninger. De accepterer heller ikke det grundlag konklusionerne hviler på — evolutionsteorien. Jehovas Vidner tror derimod at Bibelen er sand. (Johannes 17:17) De anerkender det den siger om vores tilblivelse: „Hos dig [Gud] er livets kilde.“ (Salme 36:9) Disse ord har vidtrækkende betydning.

Der er en mening med livet. Skaberen har en kærlig hensigt som gælder for alle der vælger at leve i overensstemmelse med hans vilje. (Prædikeren 12:13) Denne hensigt indbefatter et løfte om at komme til at opleve en verden uden kaos, konflikter og korruption — ja, selv uden død. (Esajas 2:4; 25:6-8) Millioner af Jehovas Vidner over hele jorden kan bekræfte at det der giver livet virkelig mening, er at lære Gud at kende og at gøre hans vilje. — Johannes 17:3.

Det har altså betydning hvad du tror, for det kan have indflydelse på din lykke nu og på dit fremtidige liv. Valget er dit. Vil du tro på en teori som har ignoreret de mange vidnesbyrd om design i naturens verden? Eller vil du acceptere det Bibelen siger, nemlig at jorden og livet på den er et produkt af en mesterlig designer — Jehova Gud, som „har skabt alle ting“? — Åbenbaringen 4:11.