Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Beskyt dig mod bilrøveri!

Beskyt dig mod bilrøveri!

Beskyt dig mod bilrøveri!

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SYDAFRIKA

BILRØVERIER er et voksende problem i mange af verdens byer, fra Karachi til Lissabon og fra Nairobi til Rio de Janeiro. Mellem 1993 og 2002 blev der ifølge U.S. Bureau of Justice Statistics årligt begået omkring 38.000 bilrøverier i USA.

I Sydafrika, der har et indbyggertal på omkring en sjettedel af USA’s, begås der forholdsmæssigt flere bilrøverier — over 14.000 om året. Når man hører nogen fortælle om hvordan det er at gennemleve et bilrøveri, forstår man bedre hvorfor det for mange står som en af de mest frygtede forbrydelser. Læs her om nogle virkelige hændelser som indbyggere i Johannesburg, Sydafrikas største by, har været ude for. Deres erfaringer kan måske hjælpe dig hvis du en dag kommer ud for noget lignende. Eller, endnu bedre, vise dig hvordan du kan mindske risikoen for nogen sinde at blive offer for en sådan forbrydelse.

Virkelige hændelser

▪ „Min veninde Susan og jeg havde igennem et års tid fulgtes ad i forkyndelsen. En onsdag standsede vi for at drikke te under et træ i et beboelseskvarter før vi tog videre til det næste bibelstudium. Susan gik ud for at hente kurven bag i bilen. Idet hun rakte mig en kop, dukkede to mænd pludselig op, den ene med en pistol rettet mod Susans nakke. Jeg forsøgte chokeret at komme ud af bilen, men den anden mand skubbede mig tilbage. Her sad vi så, to kvinder tvunget ind i en bil med to mænd der kørte bort med os — jeg var sikker på at de ville voldtage eller dræbe os.“ — Anika, en ung gift kvinde.

▪ „Jeg sad i min bil på vej til arbejde klokken syv om morgenen. Jeg standsede ved et vejkryds hvor der ofte går arbejdsløse omkring for at søge arbejde. Jeg havde ikke lagt mærke til noget før en person pressede en revolver mod min hals gennem det åbne vindue i bilen og sagde: ’Kom ud, eller jeg skyder.’ Netop i dette øjeblik dukkede en trafikhelikopter op lige over os. Bilrøveren, som troede det var politiet, trykkede på aftrækkeren og løb væk. Han havde skudt mig i halsen og ramt rygmarven. Jeg er nu lammet fra halsen og nedefter. Jeg kan ikke længere bruge mine hænder og ben, som nu er helt følelsesløse.“ — Barry, far til en teenagesøn.

▪ „Min kone, Lindsay, og jeg skulle til at holde frokostpause. Jeg sad og ventede på hende i bilen. Bildørene var låst, men vinduerne stod lidt åbne på grund af varmen. Jeg sad på førersædet og så lige frem da to mænd kom slentrende rundt om hjørnet. Da de var omkring otte skridt fra den forreste del af bilen, gik de i hver sin retning, én til venstre for bilen, og én til højre. Pludselig stod de ved bildørene og pegede på mig fra begge sider med hver sit skydevåben mens de råbte ordrer til mig. Da jeg startede bilen som jeg havde fået besked på, råbte de at jeg skulle stige ud og sætte mig om bagi. Den ene kørte, mens den anden tvang mig til at holde hovedet nede. ’Kan du give mig en eneste grund til at jeg ikke skulle dræbe dig?’ spurgte han. ’Jeg er et af Jehovas Vidner,’ svarede jeg. Han blev ved med at tale om at ville slå mig ihjel, og jeg blev ved med at bede og at tænke på min hustru. Jeg spekulerede på hvordan hun ville reagere når hun fandt ud af at både jeg og bilen var forsvundet.“ — Alan, rejsende tilsynsmand og far.

Disse hændelser viser hvor hurtigt og uventet et bilrøveri kan finde sted. De viser også hvilke situationer bilrøvere ofte benytter sig af. I mange beboelseskvarterer kan man ikke længere trygt sidde og vente eller slappe af i en parkeret bil. Også vejkryds og indkørselen til ens hjem er farlige steder.

Hvordan de klarer eftervirkningerne

For Susan og Anika endte det heldigvis godt. Efter at bilrøverne var kørt af sted med dem i bilen, begyndte de to kvinder at fortælle om det bibelstudiearbejde de var beskæftiget med. Det gav tilsyneladende mændene dårlig samvittighed. „De undskyldte det de var i færd med,“ forklarer Anika, „men sagde at de var nødt til at stjæle og begå bilrøverier for at klare de svære tider vi lever i. Vi fortalte dem hvorfor Gud tillader fattigdom og lidelser.“ Bibelens budskab gjorde indtryk på bilrøverne. De besluttede at give Susan og Anika deres penge og armbåndsure tilbage og forsikrede dem om at de ikke ville gøre dem fortræd. „Derefter begyndte en af dem at vejlede os om hvordan vi fremover kunne undgå bilrøverier,“ siger Susan. „De fik os til at love at vi aldrig mere ville stoppe op for at drikke te,“ tilføjer Anika. Som de havde sagt at de ville, standsede røverne bilen og steg ud. De tog taknemmeligt imod noget bibelsk læsestof og lod derefter Susan og Anika køre uskadt videre.

Alan, den rejsende tilsynsmand, blev beordret ud af bilen efter at røverne var kørt til et øde sted. Han mistede sine ejendele, men han er taknemmelig for at han ikke led fysisk overlast. Han siger: „Jeg tror at jeg slap billigt fordi jeg samarbejdede, ikke var aggressiv og heller ikke gik i panik. Men jeg kunne helt sikkert have været mere opmærksom. Episoden har lært mig at man hele tiden skal være på vagt nu da vi er så nær ved afslutningen på Satans onde verden.“ Allerede dagen efter tog Alan og Lindsay tilbage til det samme distrikt for at fortsætte forkyndelsen sammen med den menighed de besøgte. Alan forklarer: „Vi bad og holdt øjnene åbne hele dagen. Det var ikke let, men Jehova gav os ’kraft ud over det normale’.“ — 2 Korinther 4:1, 7.

Det gik værst for Barry. Han har nu siddet i kørestol i elleve år. Til hans store ros har han formået at bevare en positiv indstilling, og han er ikke blevet bitter. Hans tro på Jehova Guds løfte om en retfærdig ny verden er ikke blevet svækket. (2 Peter 3:13) Barry overværer fortsat regelmæssigt de kristne møder, og han bruger enhver lejlighed til at fortælle andre om sin tro. Han siger: „Det har altid været en glæde at tjene Jehova. Selvom jeg sidder i kørestol og ikke kan klare ret meget selv, tænker jeg ofte på alt det Jehova har gjort for mig. Det hjælper mig til at holde ud. Denne onde verden går snart sin afslutning i møde, og det bliver vidunderligt når jeg en dag igen kan gå!“ — Esajas 35:6; 2 Timoteus 3:1-5.

De sydafrikanske myndigheders indsats for at bekæmpe problemet med bilrøverier har resulteret i en nedgang af den slags forbrydelser. Men der begås stadig bilrøverier, og i andre dele af verden er problemet voksende. Sande kristne ser hen til Guds himmelske rige som det eneste styre der kan sørge for at sådanne forbrydelser og voldshandlinger hører op. — Salme 37:9-11; Mattæus 6:10.

[Ramme/illustration på side 14]

HVORDAN MAN MINDSKER RISIKOEN FOR ET BILRØVERI

▪ Lås bildørene og hold vinduerne lukkede når du kører i et område hvor der før er sket bilrøverier.

▪ Vær opmærksom på mistænkelige personer der går i vejsiden, når du skal til at standse ved et kryds.

▪ Hold rimelig god afstand til bilen foran dig, så er det lettere at manøvrere hvis du får brug for hurtigt at komme væk.

▪ Hvis en anden bilist støder op bag i din bil, vær da forsigtig med at stige ud for at se på skaden. Det kan være en fælde. Sker det i et område hvor der er høj risiko for bilrøveri, kan det være bedst at køre til den nærmeste politistation.

▪ Vær opmærksom på om fremmede mennesker går omkring ved indgangen til dit hjem. Hvis det er tilfældet, kan det være bedst at køre videre og vende tilbage lidt senere. Du kan også vælge at køre til den nærmeste politistation.

▪ Hvis du er nødt til at sidde og vente i en parkeret bil i et område hvor risikoen for bilrøveri er stor, eller et område hvor der kun er få mennesker, vær da opmærksom på hvad der foregår foran og bag ved bilen. Hvis du får mistanke om noget, start da bilen og kør væk fra området.

[Illustration på side 14]

Barry har bevaret en positiv indstilling selvom han nu sidder i kørestol