Hvad siger Bibelen?

Kan man hjælpe de døde?

„Fra den tidligste tid har Kirken . . . frembåret forbønner for [de døde] . . . for at de, rensede, kunne nå til den salige gudsbeskuelse.“ — Den katolske kirkes katekismus. *

FÆLLES for mennesker af alle racer er at de gør sig mange tanker om de dødes tilstand. Du har måske oplevet følelsen af sorg og tomhed når du har mistet en af dine kære. Det kan være at du spekulerer på om de døde fortsætter en bevidst eksistens, om de lider eller har fred, og om der er noget du kan gøre for dem.

Mange religiøse mennesker tror at de kan hjælpe de døde. Hinduerne mener for eksempel at de ved at brænde liget af en afdød ved bredden af floden Ganges, og derefter sprede asken ud over vandet, kan sikre at den afdødes sjæl opnår evig lyksalighed. I Østen afbrænder buddhister ting af papir der forestiller biler, huse, tøj og penge fordi de tror at den afdøde så vil kunne bruge sådanne ting i den næste verden. I Afrika hælder man alkoholiske drikke ud ved gravstedet som et offer i den tro at det vil gavne den døde.

Den katolske kirke lærer at hvis en person begår en „dødssynd“, og dør uden at have angret den, har han udelukket sig selv fra at opnå Guds gunst — en tilstand „man betegner med ordet ’helvede’“. En der nyder Guds gunst, har derimod håb om at opnå den „endegyldige lykkes tilstand“ med Gud i himmelen, men ikke før han er blevet fuldstændig renset. Det kan betyde  at han for en tid må opholde sig i skærsilden og udholde „en lutrende ild“ som straf for de fejltrin der kan tilgives. En person i skærsilden kan dog blive hjulpet gennem forbøn ved ceremonier i den katolske kirke, og ved messer som holdes for denne person. Ofte er det venner og slægtninge der betaler for sådanne ydelser.

Det er kun naturligt at man ønsker at gøre alt hvad man kan, for at lindre enhver form for lidelse ens kære måtte gennemgå. Hvis det var muligt at hjælpe dem, ville Gud så ikke udtrykkeligt have forklaret hvad man skulle gøre? Lad os se hvad Bibelen lærer om det at hjælpe de døde.

De dødes tilstand

Alle de føromtalte skikke er baseret på læren om sjælens udødelighed, altså troen på at en del af mennesket lever videre efter at legemet dør. Er det noget Bibelen lærer? I den står der: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt. Også deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ (Prædikeren 9:5, 6, 10) Sheol er det hebraiske ord for menneskehedens fælles grav.

Hvilken indvirkning har døden på et menneskes tankevirksomhed, eller bevidsthed? En salmist blev af Gud inspireret til at skrive: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ — Salme 146:4.

Bibelens ord er pålidelige og vidner om sund fornuft. Tror du at en kærlig far ville lade sine børn lide fordi de havde nogle medfødte syndige tilbøjeligheder? (1 Mosebog 8:21) Selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle vor himmelske Fader så gøre noget tilsvarende? Da nogle i det gamle Israel begyndte at bringe deres børn som brændofre til falske guder, fordømte Jehova denne afskyelige og hedenske skik. Han udtalte klart at det var ’noget han ikke havde påbudt og som ikke var opkommet i hans hjerte’. — Jeremias 7:31.

Menneskets synder fører til døden, ikke til pine i et liv efter døden. „Den løn synden betaler er døden,“ oplyser Bibelen, og „den der er død er blevet frikendt fra sin synd“. — Romerne 5:12; 6:7, 23.

De døde lider ikke. Nej, de befinder sig i en tilstand der kan sammenlignes med en dyb søvn, uden bevidsthed. De føler hverken smerte eller opnår lyksalighed. Der er derfor ingen tvivl om at det at forsøge at hjælpe de døde er i modstrid med Bibelens lære.

Hvilket håb er der for de døde?

Vil det så sige at dine kære som du har mistet, for altid vil være uden bevidsthed? Nej, slet ikke. De har en strålende fremtid i vente.

Inden Jesus gav sin kære ven Lazarus livet igen, sagde han at han ville „vække ham af søvnen“. (Johannes 11:11) Ved en anden lejlighed forklarede han at „alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud“. (Johannes 5:28, 29) De der oprejses, skal ikke lide på grund af synder de tidligere har begået, for dem er de jo allerede blevet frikendt for. De vil få mulighed for at opnå liv under fuldkomne forhold. Sikke fremtidsudsigter!

Hvis du føler dig tiltalt af tanken om en sådan fremtid, så tøv ikke med at undersøge om du virkelig kan stole på disse løfter. Det vil Jehovas Vidner være glade for at hjælpe dig med.

HAR DU SPEKULERET OVER?

▪ Er de døde ved bevidsthed? — Salme 146:4; Prædikeren 9:5, 6, 10.

▪ Ville Gud tillade at de døde blev pint i et brændende helvede? — Jeremias 7:31.

▪ Er der håb for de døde? — Johannes 5:28, 29.

[Footnote]