Livet i Death Valley

I 1848 blev der fundet guld i nærheden af Sacramento i Californien. Inden der var gået et år, var omkring 80.000 lykkejægere strømmet til denne stat i USA i håb om hurtigt at blive rige. Den 25. december 1849 nåede en gruppe rejsende, der oprindeligt var draget ud med et vogntog på cirka 100 prærievogne fra Salt Lake City, ind i det der i dag kaldes Death Valley (’Dødens Dal’). De håbede at denne afsvedne lavning i nærheden af grænsen mellem Californien og Nevada ville vise sig at være en genvej.

På den tid af året var der køligt i dalen, men terrænet var meget barskt. Gruppen delte sig i flere hold der gik i hver sin retning. Ét hold, som også omfattede kvinder og børn, forsøgte uden held at finde vej ud af dalen ved at gå i retning af bjergene mod vest. Udmattede og med meget få forsyninger slog de lejr ved en kilde i nærheden af det der i dag kaldes Furnace Creek. Derefter tog de videre til et vandhul som senere fik navnet Bennett’s Well. Herfra drog to 20-årige mænd, William Manly og John Rogers, ud for at hente hjælp. Resten af gruppen blev tilbage.

De to unge mænd forventede at de i løbet af få dage ville nå byen Los Angeles. De anede ikke at den lå omkring 300 kilometer i sydvestlig retning. Efter en vandring på næsten to uger nåede de til San Fernando Valley nord for Los Angeles. Her fik de forsyninger og skyndte sig straks tilbage.

Da de efter 25 dage endelig nåede tilbage til lejren, kunne de ikke se noget tegn på liv. William Manly affyrede et skud med sit gevær, og en mand som havde ligget under en af vognene, kom til syne. William Manly skrev senere: „Manden strakte armene højt op over hovedet og råbte — ’drengene er kommet, drengene er kommet!’“ Snart dukkede andre også op — alt for bevægede til at kunne sige noget. Takket være William Manly og John Rogers overlevede alle fra gruppen på nær én — han havde forladt lejren for at finde vej ud af dalen alene. Det hedder sig at da gruppen af nybyggere drog ud af dalen, vendte en kvinde sig om og sagde: ’Farvel, Death Valley!’, og at området har fået sit navn efter denne hændelse.

Ekstreme forhold

Death Valley, som er omkring 225 kilometer lang og mellem 8 og 24 kilometer bred, er det tørreste, laveste og varmeste sted i hele Nordamerika. Ved Furnace Creek har man målt en lufttemperatur på 57 grader og en jordtemperatur der er nået helt op på 94 grader — kun 6 grader lavere end vands kogepunkt ved havets overflade! *

Den gennemsnitlige årsnedbør ligger på under 5 centimeter, og nogle år falder der slet ingen regn. Det laveste punkt på hele den vestlige halvkugle — 86 meter under havets overflade — findes i Death Valley i nærheden af en saltsø ved Badwater. Blot 140 kilometer derfra ligger det 4418 meter høje bjerg Mount Whitney — det højeste punkt i USA ikke medregnet Alaska.

I 1850 blev der fundet små mængder guld i dalen ved Salt Spring, og man fandt også sølv, kobber og bly i området. Minebyer med farverige  navne som Bullfrog, Greenwater, Rhyolite og Skidoo skød op overalt i dalen. Men når minerne var tømt, forvandledes disse byer, der var skudt op fra den ene dag til den anden, til spøgelsesbyer. I 1880 blev der imidlertid også fundet boraks — et hvidt mineral der bruges i fremstillingen af sæbe og andre produkter — i Death Valley, og det førte til den mest succesfulde mineperiode i dalens historie. Frem til 1888 trak et hold bestående af 18 muldyr og 2 heste de fem meter lange dobbeltvogne der var lastet med boraks, hele den lange strækning på 270 kilometer til byen Mojave. Men fra juni til september blev der ikke fragtet noget; det var simpelt hen for hedt for både dyr og mennesker.

I 1933 blev Death Valley et fredet område, og med tiden blev dets grænser udvidet til at dække 1,3 millioner hektar. I 1994 blev området til Death Valley National Park — en af USA’s største nationalparker.

Det vrimler med liv i Death Valley

Det ville være nærliggende at tro at der intet liv er i Death Valley. Men i virkeligheden er der hundredvis af dyrearter som besøger eller lever i området, og på grund af varmen er mange af dem natdyr. De største pattedyr er de majestætiske tykhornsfår som til tider vover sig ind i dalen fra de omkringliggende bjerge. Desuden er der grævlinger, flagermus, rødlosser,  prærieulve, ræve, kængururotter, pumaer, træpindsvin, kaniner, stinkdyr, vildæsler, firben, slanger og ørkenskildpadder. Af fugle kan nævnes blishøns, høge, hejrer, vagtler, ravne, ryler, gribbe og i hundredvis af andre fuglearter.

Kængururotten er blandt de mest hårdføre dyr i Death Valley. Den kan leve hele sit liv uden at indtage en eneste dråbe vand! „Det vand den behøver for at overleve, dannes ved at stivelse og fedt fra de tørre frø den spiser, nedbrydes i kroppen,“ siger et opslagsværk. Kængururottens nyrer kan koncentrere urinen så den er fem gange mere koncentreret end et menneskes urin. Disse små gnavere samler føde om natten for at undgå den ulidelige varme i dagtimerne.

Der findes over tusind forskellige slags planter i dalen. Shoshone-indianerne, der har levet i området i mere end tusind år, har brugt disse planter som føde og til at lave redskaber med. Ifølge indianerne findes der masser af mad i Death Valley når bare man ved hvad man skal lede efter.

Når ørkenen blomstrer

Med jævne mellemrum fremviser Death Valley et imponerende  flor af vilde blomster der kommer fra de utallige frø der ligger i dvale i jorden — nogle gange i årtier. De ligger og venter på den helt rigtige kombination af nedbør og temperatur så de kan spire. „Der går mange år [hvor] vi ikke ser en eneste blomst,“ siger Tim Croissant, der arbejder som botaniker i nationalparken.

Men i vinteren 2004/2005 kom der mere regn i Death Valley end man nogen sinde før har registreret — mere end tre gange det sædvanlige. Resultatet var et bugnende blomsterflor bestående af mere end 50 forskellige slags vilde blomster, deriblandt riddersporer, syrener, orkidéer, valmuer, kodrivere, solsikker og jernurt. Dalen duftede som en blomsterbutik, sagde en besøgende. Blomster tiltrækker selvfølgelig bier og andre insekter. Så når Death Valley står i fuldt flor, lyder der en vældig summen fra de utallige vingede insekter.

Hvis du engang får lejlighed til at besøge denne dal som har så ekstreme forhold, så vær sikker på at dit køretøj er pålideligt, og at du har masser af vand med. Og kommer du på samme tid som bierne, husk da at tage dit kamera med så venner og familie kan se hvor forbløffende meget liv der er i Dødens Dal.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 15]

Det tørreste, laveste og varmeste sted i Nordamerika

[Ramme/illustrationer på side 17]

Fisk i ørkenen!

I Death Valley lever der fire arter af tandkarper, nogle små forbløffende fisk. Om vinteren ligger de cirka 6 centimeter lange, sølvfarvede fisk i dvale i den mudrede bund af små vandløb og vandhuller. Når forårssolen opvarmer vandet, bliver fiskene igen aktive og formerer sig. Hannerne skifter farve og bliver skinnende blå, og de forsvarer ivrigt deres territorium mod andre hanner. Men inden længe får sommerens brændende hede det meste af vandet til at fordampe, og fiskene dør i store mængder. De der overlever, må klare sig i vand der er meget salt, og som kan blive helt op til 44 grader varmt.

[Kildeangivelser]

Fisk øverst: © Neil Mishalov--www.mishalov.com; fisk nederst: Donald W. Sada, Desert Research Institute

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

USA

Californien

Death Valley National Park

[Kildeangivelser på side 15]

Muldyr: Med tilladelse fra The Bancroft Library/University of California, Berkeley

[Kildeangivelser på side 16]

Æsler: ©Joseph C. Dovala/age fotostock; panorama øverst: © Neil Mishalov--www.mishalov.com; blomster: Foto af David McNew/Getty Images