Udfriet fra alle mine trængsler

FORTALT AF JEAN-CLAUDE FRANÇOIS

På grund af min bibeloplærte samvittighed var jeg spærret inde i syv år og sad i fjorten fængsler. På trods af de lidelser jeg har måttet udholde, føler jeg at Gud har velsignet mig. Lad mig forklare.

JEG er født den 9. januar 1937 i Algier i Algeriet. Dengang var Algeriet underlagt Frankrig, og min far var officer i den franske hær. På grund af sit arbejde måtte han rejse til Egypten, Irak, Libanon og Syrien i flere måneder ad gangen, så han fik ikke meget tid tilovers til os fem børn.

Jeg elskede at gå i skole og fik gode karakterer. Men jeg tænkte meget over spørgsmål som: ’Hvorfor dør vi?’ og ’Hvordan kan der være så meget ondskab hvis Gud er almægtig og god?’ Jeg fik ingen tilfredsstillende svar. Jeg var også stærkt interesseret i at vide hvordan livet er opstået. Darwins evolutionsteori syntes at være den eneste rigtige forklaring, så med tiden blev jeg ateist.

Endelig får jeg svar på mine spørgsmål

I 1954 fik jeg en brochure af en ven som hed Georges, der var blevet et af Jehovas Vidner. Brochuren havde titlen Evolution kontra Den nye Verden. * Jeg nærmest slugte den. Ikke alene afslørede brochuren evolutionisternes fejl, den viste også at fossilmaterialet bekræfter skabelsesberetningen i Første Mosebog, hvor der siges at Gud skabte alt levende „efter deres arter“. (1 Mosebog 1:12, 25) Men spørgsmålet om hvorfor der var ondskab til, blev ved med at dukke op.

Georges var pioner, eller heltidsforkynder, og han brugte meget af sin tid på at undervise folk i Bibelen, en bog jeg aldrig havde læst. Kunne han besvare mine spørgsmål? Jeg gik hen til hans lille lejlighed, hvor han boede sammen med andre pionerer, og her fik jeg ud fra Bibelen svar på mine mange spørgsmål. Derefter begyndte jeg at studere Bibelen, og jeg nød det. Siden da er jeg aldrig blevet træt af at grave i Guds ord i min søgen efter dens trosstyrkende skatte. — Ordsprogene 2:1-5.

Jeg begyndte også at overvære nogle af de kristne møder, som blev holdt i kælderen under en restaurant lige midt i Algier. Forkynderne i menigheden bød mig hjertelig velkommen, og med tiden begyndte jeg at overvære alle møderne. En dag blev det meddelt at der skulle holdes et møde i en bestemt gade, og jeg besluttede at tage derhen. Da jeg kom, fandt jeg ud af at Vidnerne var forsamlede for at forkynde fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20) Jeg tog med dem, og på den måde fik jeg min debut som forkynder.

Den tredje gang jeg var i forkyndelsen, gik jeg alene. Ved en dør kunne jeg ikke finde det skriftsted som jeg lige havde citeret. „Unge mand,“ sagde den besøgte, „undervis først andre når du er i stand til det.“ Så lukkede han døren. Frustreret satte jeg mig på en bænk for at finde skriftstedet. Da jeg få minutter efter fandt det, vendte jeg tilbage og viste det til manden.

Den 4. marts 1956 blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Gud. Et halvt år efter stod jeg over for en stor beslutning. Skulle jeg blive pioner, eller skulle jeg tage imod en  stilling som lærer i det indre Algeriet, og så bruge mindre tid i forkyndelsen? Jeg valgte at blive pioner.

Min far blev rasende over min beslutning. Han satte en kniv mod min strube og beordrede mig til at komme hjem hver aften. Han sagde også at jeg ikke længere kunne forvente at få maden hjemme, og det til trods for at jeg ville betale for kost og logi. Jeg var derfor sulten når jeg tog hjemmefra om morgenen. Jeg spiste frokost sammen med pionererne, og om aftenen spiste jeg en sandwich inden jeg vendte hjem.

Jeg undgår bomber og kugler

På det tidspunkt kæmpede Algeriet for uafhængighed af Frankrig, og det betød at landet var udsat for bombeangreb og voldsomme gengældelsesaktioner. I én måned var der over 100 bombeeksplosioner. Bomber blev placeret i busser, i barer og på stadioner. Det var vanskeligt at forkynde. Folk var bange for at åbne døren, og der var ofte udgangsforbud, tjek af identifikationspapirer samt ransagninger.

Søndag den 30. september 1956, mens jeg og andre pionerer gjorde vores mødested i orden, sprang en bombe i restauranten ovenover og dræbte og sårede adskillige mennesker. Til vores store lettelse var der ingen af os nedenunder der blev såret. I december forkyndte en søster og jeg på en travl gade da en bil kørte forbi med åbne vinduer hvorfra der blev affyret skud mod folkemængden. Vi styrtede hen mod en port. Her skubbede jeg hurtigt søsteren ned mod jorden, hvorefter jeg selv smed mig ned. Kuglerne fløj hen over hovedet på os. Fra da af var vi alle yderst forsigtige når vi var i forkyndelsen.

Jeg nægter at bære våben

Den første marts 1957 blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Da det stred imod min kristne samvittighed at bære våben, bad jeg Gud om styrke til at stå fast over for myndighederne, og om at jeg måtte undgå konfrontation med min far. Til min lettelse blev jeg bedt om at melde mig i byen Lille i Frankrig langt fra mit hjem.

Seks dage senere ankom jeg til Lilles citadel, et fæstningsværk der daterer sig fra det 17. århundrede hvor Ludvig XIV var konge. Ved hjælp af Bibelen forklarede jeg mit neutrale standpunkt over for de militære embedsmænd, hvorefter jeg blev smidt i fængsel. En morgen slæbte vagterne mig væk fra cellen, visiterede mig og fandt min lille bibel. Så tvang de mig til at ligge på maven med ansigtet ned i sneen, smed Bibelen ved siden af mig og pressede en geværkolbe mod mit baghoved i en halv times tid. Bagefter lod vagterne mig til min store glæde beholde Bibelen, og den står i min bogreol den dag i dag. Den mishandling jeg var udsat for her, gjorde at jeg i flere år led af mavekramper.

Få dage senere læste den øverstkommanderende et brev for mig som han havde modtaget fra min far. Der stod: „I må få ham til at give efter. Knæk ham om nødvendigt.“ Fordi jeg ikke ville gå på kompromis, smed officeren mig ind i en mørk celle, hvor jeg sov på en træbriks og kun havde et lille tæppe at tage over mig. Der var intet toilet, så jeg måtte bruge et hjørne af cellen til dette formål. Jeg kunne ikke vaske mig, børste tænder eller gøre min tallerken ren. To uger efter blev jeg sendt til Fresnes-fængselet i Paris.

I løbet af de næste seks år modtog jeg fire domme, og jeg sad i 14 forskellige fængsler. En vinter sad jeg i Fontevrault-klosteret i Loiredalen. Klosteret var fra det 12. århundrede og blev brugt som fængsel. Ved ankomsten blev mine ejendele beslaglagt. Da jeg blev ved med at spørge efter min bibel, satte vagterne mig i isolationsfængsel i en måned. Kulden, der var værre end nogen sinde, var også en fjende, og jeg begyndte at hoste blod op.

Jeg blev nu overført til et mere humant fængsel — Château de Turquant i nærheden af Saumur, hvor fangerne arbejdede i huset hos pensionerede embedsmænd. Blandt de indsatte var Ahmed Ben Bella, den algeriske republiks kommende præsident. I flere måneder forkyndte jeg for ham. Engang sagde han til mig: „Du er indfødt algerier, og du er her fordi du nægter at kæmpe imod andre algeriere.“ Han respekterede mig for mit standpunkt.

 Styrket gennem yderligere prøvelser

Det gik ned ad bakke med mit helbred. Jeg fik stillet diagnosen tuberkulose og blev sendt til et sanatorium i Sydfrankrig, hvor jeg var sengeliggende i flere måneder. Min læge rådede mig til at få fjernet min dårlige lunge. Det gik jeg med til på betingelse af at jeg ikke fik blod. (Apostelgerninger 15:29) Lægen blev vred og nægtede at operere. Dette var det sjette år hvor jeg var indespærret.

Jeg måtte forlade sanatoriet midt om vinteren, og det eneste tøj jeg ejede, var det jeg havde på. Men ligesom Jehova sendte Onesiforus for at hjælpe apostelen Paulus, sendte han nu også mig en hjælper — broder Adolphe Garatoni, som gav mig husly og var „en styrkende hjælp“ for mig. (Kolossenserne 4:11; 2 Timoteus 1:16-18) På grund af hans omsorg og den indsats en læge fra Sydfrankrig ydede, gik det fremad med mit helbred.

I den periode havde jeg nogle store udgifter og manglede midler til at dække dem. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle klare det. Så en dag fik jeg besøg af en dame jeg ikke kendte. „Jeg er advokat,“ sagde hun. „Algeriets præsident, hr. Ben Bella, har sendt mig for at give dig dette.“ Derefter overrakte hun mig en kuvert med penge som indeholdt mere end rigeligt til at dække mine udgifter. Jeg takkede Jehova, den som „hører bøn“, af hele mit hjerte. — Salme 65:2.

Storslåede tjenesteforrettigheder og en dejlig hustru

Nu da jeg endelig var blevet løsladt fra fængselet, tog jeg heltidstjenesten op igen. I menigheden i Melun, nær Paris, mødte jeg en 35-årig enke, Andrée Morel. Hendes tidligere mand, som også havde været et af Jehovas Vidner, var omkommet ved en bilulykke. Vi blev gift den 26. september 1964. Den 1. august 1965 blev vi udnævnt som specialpionerer. Til trods for at Andrée ikke havde et godt helbred, kunne hun glæde sig over at være i heltidstjenesten i 28 år.

I 1967 blev jeg udnævnt som kredstilsynsmand, en der rejser rundt for at besøge og styrke Jehovas Vidners menigheder. Vi tjente i det sydlige Frankrig fra Bordeaux til Monaco, og et år i Paris. På grund af vores helbred var det ikke altid lige nemt at være i rejsetjenesten, men med Jehovas hjælp betjente vi vores trosfæller i 20 år, indtil 1986, hvor vi igen blev specialpionerer.

Mit liv i dag

Jeg er nu næsten 70 år, og den ene gang efter den anden har jeg erfaret at Jehova altid giver sine tjenere styrken til at udholde prøvelser. Noget af den styrke kommer naturligvis af at studere hans inspirerede ord, som jeg hvert år prøver at læse igennem fra ende til anden. — Esajas 40:28-31; Romerne 15:4; 2 Timoteus 3:16.

Andrée og jeg glæder os over at se folk tage imod den gode nyhed og indvi deres liv til Gud. I årenes løb har vi faktisk set 70 af dem vi har studeret Bibelen med, tage dette skridt, og det har bragt os umådelig stor glæde. Når jeg tænker tilbage på vores liv, føler jeg at salmistens ord gjaldt os da han skrev: „[Den] nødstedte kaldte, og Jehova hørte ham. Og fra alle hans kvaler frelste han ham.“ — Salme 34:6.

[Fodnote]

[Illustration på side 21]

Jeg sad fængslet i Château de Turquant, nær Saumur

[Illustrationer på side 23]

Med min hustru i 1967, og i dag