Calypso — traditionel musik i Trinidad
Calypso — traditionel musik i Trinidad
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I TRINIDAD
HVAD får øerne Trinidad og Tobago dig til at tænke på? Mange kommer til at tænke på lyden af steelband-musik og festlig calypso. Calypsoens iørefaldende rytmer og karakteristiske stil har gjort den populær langt uden for det sydlige Caribien hvor den stammer fra. *
Ifølge bogen Calypso Calaloo kan ordet calypso referere til „alle sange der efter 1898 blev sunget i karnevalstiden i Trinidad, enten i gaderne af festdeltagere eller på en scene af professionelle eller halvprofessionelle sangere“. Calypsoen har muligvis sit udspring i den afrikanske fortællertradition, som afrikanske slaver bragte med sig til Trinidad. De mest yndede aspekter af afrikansk sang, dans og trommespil samt indflydelsen fra kulturer som den franske, den latinamerikanske, den engelske og andre, har siden givet grobund for det der i dag kaldes calypso.
Det er uvist hvor ordet calypso stammer fra. Nogle mener at det kommer af det vestafrikanske ord kaiso, der blev brugt når man ville udtrykke begejstring for en rigtig god opvisning. Selv i tiden inden ophævelsen af slaveriet i Trinidad og Tobago i 1830’erne samledes store folkeskarer til de årlige karnevalsfester for at høre chantuelles (sangere) forherlige sig selv og nedværdige hinanden i sang. For at få mere opmærksomhed valgte hver calypsosanger et tilnavn eller kunstnernavn og tillagde sig sin egen sangstil.
Calypsoens tekster og virkning
Calypsosangere har altid været kendt for deres skarpe vid. Desuden har mange sangere udviklet en formidabel evne til at improvisere og spontant synge flere vers der rimer, og som ofte er krydret med malende beskrivelser der på slående vis rammer sangens tema. I tidligere
tider var de fleste calypsosangere trinidadere af afrikansk afstamning fra den fattigere del af samfundet, men i dag findes der sangere fra alle racer og samfundslag.Hollis Liverpool, tidligere kulturdirektør for Trinidad og Tobago, er både historiker og calypsosanger. Om de første calypsosangere siger han til Vågn op!: „Deres styrke var altid humoren, de fleste kom nemlig til [calypsoteltet] for at blive underholdt, høre det sidste nye og få bekræftet de rygter de havde hørt. Folk fra overklassen kom hovedsagelig for at høre hvad de lavere klasser foretog sig, hvorimod guvernøren og hans følge kom for at se hvor godt eller dårligt de rent politisk stod sig hos befolkningen.“
Calypsosangerne lavede ofte grin med bureaukratiet og overklassen i deres sange. Som følge heraf blev de hyldet som helte af den almindelige befolkning, men blev betragtet som et problem af landets magthavere. Calypsosangernes kritik var til tider så hård at kolonimagten til sidst følte sig nødsaget til at indføre love der kunne holde dem i skak. Sangerne reagerede ved at benytte tvetydigheder i deres tekster, og de udviklede det til en hel kunstart. I dag er flertydigheder stadig en grundingrediens i calypso.
Calypsosangerne legede ikke kun med sproget, de var ligefrem med til at skabe det. Faktisk har de i væsentlig grad bidraget til ordforrådet i hverdagssproget i Vestindien. Ikke overraskende citerer mange, endog politikere, forskellige calypsosangere når de vil fremhæve en pointe.
Calypso i dag
I nyere tid findes der mange forskellige slags calypso samt kombinationer af calypso og anden musik, som appellerer til folks varierede musiksmag. Som det er tilfældet inden for andre musikgenrer, fremmer teksterne i nogle calypsosange ikke de bedste moralnormer. Det er naturligvis klogt at være forsigtig med hvad man lytter til. (Efeserne 5:3, 4) Man kan spørge sig selv: ’Ville jeg være flov over at skulle forklare en bestemt tvetydighed for mine børn eller en der ikke er kendt med calypso?’
Hvis du nogen sinde kommer til Trinidad og Tobago, vil du uden tvivl glæde dig over de smukke strande og koralrev, og du vil sikkert også blive fascineret af den meget blandede befolkning. Og så vil du selvfølgelig kunne nyde lyden af steelbands og calypso — den livlige, iørefaldende musik som rører ved noget i både unge og ældre rundt om på jorden.
[Fodnote]
^ par. 3 Steelbands spiller ofte calypsomelodier, men calypsosangere bliver som regel akkompagneret af instrumenter som guitar, trompet, saxofon og trommer.
[Illustrationer på side 24, 25]
Olietønder