Er det forkert at drikke alkohol?
Hvad siger Bibelen?
Er det forkert at drikke alkohol?
„VINEN er en spotter, den stærke drik larmer op, og ingen der farer vild ved den er vís.“ Er det forkert at drikke alkohol ifølge dette bibelvers fra Ordsprogene 20:1? Det mener nogle. Som yderligere bevis peger de på bibelske beretninger hvor misbrug af alkohol førte noget dårligt med sig. — 1 Mosebog 9:20-25.
Dertil kommer de skræmmende følger af overdreven brug af alkohol — som skrumpelever, tragiske ulykker, ødelagt økonomi, vold i familien og fosterskader. Ifølge The World Book Encyclopedia er sådanne frygtelige konsekvenser muligvis grunden til at „mange trossamfund hævder at det er moralsk forkert at drikke alkohol“. Men er det at drikke alkohol moralsk forkert? Forbyder Bibelen alkohol af enhver art og selv i små mængder?
Hvad siger Bibelen?
Bibelen advarer ganske rigtigt om de dårlige følger af at drikke for meget alkohol. „Drik jer ikke fulde i vin; det fører til udsvævelser,“ siges der i Efeserbrevet 5:18. Og i Ordsprogene 23:20, 21 gives formaningen: „Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin, blandt dem der frådser i kød, for en dranker og en frådser kommer i nød.“ Og i Esajas 5:11 står der: „Ve dem der står tidligt op om morgenen for at løbe efter stærke drikke, dem som sidder sent i aftenmørket mens vinen får dem til at blusse!“
Bibelen nævner også nydelsen og goderne ved at drikke med måde. For eksempel siger Salme 104:15 at en af Guds gaver er „vin der fryder det dødelige menneskes hjerte“. Og om belønningen for at udføre et godt arbejde siges der i Prædikeren 9:7: „Spis dit brød med fryd og drik din vin med et veltilpas hjerte.“ I erkendelse af at vin også har medicinsk værdi, sagde Paulus til Timoteus at han ’ikke længere skulle drikke vand, men bruge lidt vin for sin mave og sine hyppige svagheder’. (1 Timoteus 5:23) Bibelen anerkender ligeledes alkoholens evne til at berolige en der er fortvivlet. — Ordsprogene 31:6, 7.
Bibelen forbyder tydeligvis ikke at man drikker alkohol. Det den fordømmer, er umådeholdent drikkeri og drukkenskab. Paulus advarede derfor kristne tilsynsmænd, menighedstjenere og ældre kvinder mod at forfalde til „megen vin“, og han tilskyndede Timoteus til kun at drikke „lidt vin“. (1 Timoteus 3:2, 3, 8; Titus 2:2, 3) Alle kristne advares om at „drankere“ ikke skal „arve Guds rige“. — 1 Korinther 6:9, 10.
Det er bemærkelsesværdigt at Bibelen sidestiller drukkenskab med fråseri og siger at begge dele må undgås. (5 Mosebog 21:20) Hvis hensigten med vejledningen var at vi overhovedet ikke måtte drikke alkohol, ville det så ikke også betyde at det er lige så forkert at spise nogen form for føde? Det er tydeligvis fråseri og drukkenskab Bibelen fordømmer — ikke at man spiser og drikker med måde.
Hvad gjorde Jesus?
Kristus efterlod „et forbillede så [vi] kan følge lige i hans fodspor. Han begik ikke synd,“ siger apostelen Peter. (1 Peter 2:21, 22) Hvordan så Jesus da på det at drikke alkohol? Det første mirakel han udførte, var at forvandle vand til vin. Hvordan var den vin Jesus mirakuløst frembragte af vand? „Skafferen“ roste brudgommen for den. Han sagde: „Ethvert andet menneske sætter først den gode vin frem, og når folk er blevet berusede, den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.“ — Johannes 2:9, 10.
Indtagelse af vin var en del af den jødiske påskehøjtid, og Jesus brugte vin da han indstiftede Herrens aftensmåltid. Idet han rakte et bæger vin til sine disciple, sagde han: „Drik alle af det.“ Da han vidste at han snart skulle dø, tilføjede han: „Jeg skal afgjort ikke mere drikke af denne frugt af vintræet før den dag da jeg drikker den med jer ny i min Faders rige.“ (Mattæus 26:27, 29) Ja, det var almindeligt kendt at Jesus drak vin. — Lukas 7:34.
Hvad med os?
Selvom Bibelen godkender at man drikker alkohol, behøver man ikke at gøre det. Der kan være mange grunde til at lade være. En der forsøger at overvinde et alkoholproblem, kender for eksempel farerne ved at tage selv en enkelt genstand. Gravide kan afholde sig fra alkohol af frygt for at skade fosteret. Og da det er kendt at alkohol svækker ens dømmekraft og reaktionsevne, vil en bilist afholde sig fra at gøre noget der kunne bringe hans eget eller andres liv i fare.
Kristne ønsker ikke at være årsag til at nogen hvis samvittighed forbyder dem at drikke, bringes til snublen og fald. (Romerne 14:21) De undlader klogt at indtage alkohol når de deltager i den offentlige forkyndelse. Det er værd at lægge mærke til at præsterne ifølge Guds lov til fortidens Israel ’ikke måtte drikke vin eller stærke drikke’ når de forrettede tjeneste ved templet. (3 Mosebog 10:9) I lande hvor det er forbudt at drikke alkohol, eller hvor det er underlagt restriktioner, vil kristne selvfølgelig adlyde loven. — Romerne 13:1.
Det er altså op til en selv at afgøre om man vil drikke alkohol eller ej, eller hvor meget man vil drikke, men Bibelen tilskynder til mådehold. Den siger: „Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds ære.“ — 1 Korinther 10:31.
HAR DU SPEKULERET OVER?
▪ Hvilken advarsel angående alkohol finder vi i Bibelen? — 1 Korinther 6:9, 10.
▪ Drak Jesus alkohol? — Lukas 7:34.
▪ Hvilken holdning har kristne med hensyn til at spise og drikke? — 1 Korinther 10:31.