Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Født af de reneste forældre“

„Født af de reneste forældre“

„Født af de reneste forældre“

AF VÅGN OP! SKRIBENT I BRASILIEN

DET er blevet sagt at salt er „født af de reneste forældre, solen og havet“. Og det kan i sandhed siges om det salt der dannes ved solinddampning af havvand.

Den brasilianske delstat Rio Grande do Norte, som ligger på Brasiliens nordøstkyst, er kendt for sine saltudvindingsanlæg. Det varme klima, den lave nedbørsmængde og de konstant tørre vinde skaber ideelle forhold for udvinding af solar salt. Herfra udvindes omkring 95 procent af Brasiliens grove og fine salt. Et af disse saltudvindingsanlæg ligger i området omkring Areia Branca, en lille kystby.

Et besøg på et saltudvindingsanlæg

Solar saltudvindingsanlæg er sædvanligvis omfattende, og det gælder også det i Areia Branca. Når besøgende er på vej til byen og kører langs anlægget, bliver de ofte forbavsede over virksomhedens størrelse. Den tidlige morgensol spejler sig i det inddæmmede vand, som kan ses så langt øjet rækker. Næsten 90 procent af dette omkransede område bruges til inddampning, mens resten bruges til det der kaldes udkrystallisering.

Alt er dækket af et hvidt lag salt, som reflekterer solens lys. Det er nødvendigt at bære solbriller i sådanne områder. I saltudvindingens indledende fase lader man havvand flyde gennem en række lavvandede bassiner som er adskilt af diger og træporte. Der er i alt 67 af sådanne bassiner. Vinden og tropesolen fordamper omkring 650 liter vand hvert sekund. Alligevel tager hele inddampningsprocessen omkring 90 til 100 dage.

Selvom det er natriumklorid der er tilbage efter inddampningen, indeholder havvandet også små mængder af calciumkarbonat, calciumsulfat, magnesiumsulfat og andre salte. Disse salte udfældes, eller udskilles, fra havvandet på forskellige tidspunkter og bundfældes lagvist i inddampningsbassinerne.

Fra inddampningsbassinerne flyder det koncentrerede saltvand ind i 20 krystalliseringsbassiner, hvorfra saltet høstes. I nogle af dem er havvandet næsten helt forsvundet og har efterladt en fast saltmasse. En stor mekanisk salthøster bruges til at udgrave saltet og læsse det på lastbiler. Med lastbilerne bringes saltet over til noget der ligner en kornelevator, hvor saltet bliver vasket. Når vandet er væk, skylles saltet med ferskvand.

Til sidst bliver saltet transporteret med pramme til Areia Brancas havn, som er en menneskeskabt ø bygget i åbent hav omkring 12 kilometer fra fastlandet. Øen er rektangulær — omkring 90 gange 165 meter — og kan lagre 100.000 tons saltmasse. Saltet køres på et transportbånd til en terminal i det åbne hav, hvor det lastes på store skibe og transporteres til andre dele af Brasilien.

Et anvendeligt, vigtigt råstof

Salt er livsnødvendigt for både mennesker og dyr, skønt vores legeme kun behøver meget små mængder. Vi betragter måske kun salt som den hvide substans vi krydrer maden med. Men det tjener mange andre nyttige formål, blandt andet i den kemiske industri, tekstilindustrien og metalindustrien. Salt bruges også i fremstillingen af en række kemikalier og anvendes i sæbe, glasur og i emalje på porcelæn. Det siges at salt i dag har over 14.000 anvendelsesmåder.

Forsyningen af salt er praktisk talt uudtømmelig. I kun én kubikkilometer havvand er der omkring 25 millioner tons natriumklorid — almindelig salt. Førhen var det dog ikke let tilgængeligt. I det gamle Kina for eksempel blev salt kun overgået af guld i værdi. Bibelen omtaler salt flere gange og indikerer at det blev brugt til mange ting.

Babyer blev undertiden gnedet med salt ved fødselen, måske fordi salt blev tillagt visse medicinske eller antiseptiske egenskaber. (Ezekiel 16:4) I Bibelen bruges salt også i billedlig forstand. På grund af det livgivende budskab Jesu disciple forkyndte, omtalte han dem for eksempel som „jordens salt“, idet han hentydede til deres bevarende indflydelse på andre. (Mattæus 5:13) Salt blev også et symbol på bestandighed og stabilitet. Derfor blev „en saltpagt“ betragtet som en bindende aftale. — 4 Mosebog 18:19.

Vores besøg på saltudvindingsanlægget i Areia Branca giver os lidt større forståelse af hvor vigtigt og nyttigt salt er, og hvorfor det op gennem tiden er blevet vægtet så højt. Vi kan være taknemmelige for at dette stof — som „er født af de reneste forældre, solen og havet“ — findes i så rigelige mængder.

[Illustration på side 16]

Salthøster ved et udkrystalliseringsbassin

[Illustration på side 16]

Salt inden raffineringen

[Illustration på side 16, 17]

Saltet vaskes, renses og lagres