Hun elskede det hun havde lært

FOR ikke så længe siden fandt man et brev som en kvinde havde skrevet kort før hun døde af kræft i maj 2004. Kvinden havde ikke skrevet brevet færdigt, måske på grund af en pludselig forværring i hendes tilstand, men brevet, der aldrig blev sendt, gjorde et dybt indtryk på dem der senere læste det, og det styrkede deres tro på Gud.

Brevskriveren, Susan, fortæller at hun var teenager da hun første gang fik kontakt med Jehovas Vidner ved at ringe til en af menighedens ældste i Connecticut i USA. I brevet beskriver hun sin situation i disse teenageår. I slutningen af 2005 kom Susans mor i besiddelse af dette bevægende brev, som hun sendte en kopi af til Jehovas Vidners hovedkontor i New York.

Susan skriver at hun fandt ældstebroderens telefonnummer i telefonbogen i 1973. „Det var i dét år, da jeg var 14, at jeg ved at læse Vagttårnet og Vågn op! kom til at forstå at jeg havde fundet sandheden. Jeg havde aldrig talt med Jehovas Vidner, så jeg slog dem op i telefonbogen og valgte et nummer fra samme område som jeg ringede fra. Da broder Genrich tog telefonen, var han overrasket over at høre at jeg aldrig havde mødt Jehovas Vidner.“ *

Problematiske forhold

Susan fortæller i sit brev at hun ti år gammel blev anbragt hos sin mors søster i Connecticut. Det var meningen at hun kun skulle være der midlertidigt, men efter et stykke tid sagde Susan til sin mor, som boede alene i Florida, at hun gerne ville blive hvor hun var. I brevet skriver Susan at hendes situation lignede „det der kaldes Stockholm-syndromet, det vil sige at en person knytter sig til sine undertrykkere“. * Susan blev ekstremt dårligt behandlet.

„Min moster og hendes ven behandlede mig dårligt,“ skriver Susan. „Kun få mennesker udefra kom ind i huset. Når jeg fik lov til at gå i skole, gav de mig hverken en madpakke med eller noget ordentligt tøj at tage på, selvom mor sendte dem rigeligt som betaling for mit ophold hos dem. Jeg havde kun ét sæt undertøj, mens min mosters to døtre, som var lidt yngre end mig, intet manglede.“ Dette fortalte hun for at forklare hvorfor hun mente at hun ville få store problemer hvis hendes moster fandt ud af at hun gerne ville lære Bibelen at kende.

Får større bibelkundskab

„Broder Genrich førte mig sammen med Laura, en moden kristen søster,“ skriver  Susan, „og hun brugte meget tid på at besvare mine mange bibelske spørgsmål. Det foregik ofte på et møntvaskeri.“ Susan fortæller at det først var efter disse samtaler og efter at hun havde læst nogle bibelske publikationer, som for eksempel bogen Sandheden der fører til evigt liv, at hun for første gang i sit liv traf en selvstændig beslutning.

Susan fortsætter: „En fredag aften fortalte jeg min moster at jeg havde talt med Jehovas Vidner. Det resulterede i at hun tvang mig til at stå midt på gulvet i køkkenet og holde mig vågen hele natten. Bagefter var jeg mere end nogen sinde besluttet på at blive et af Jehovas Vidner.“

Fra da af forsynede broder Genrich Susan med læsestof som kunne hjælpe hende til at forstå Bibelen. Susan skriver: „Jehovas Vidners Årbog 1974 står levende i min erindring fordi den beretter om hvordan forkynderne i Nazityskland havde udholdt forfølgelse før og under den anden verdenskrig. . . . Det var på det tidspunkt at jeg bad ældstebroderen om at optage Rigets sange på bånd så jeg kunne lære dem at kende. I løbet af et år kunne jeg synge alle 119 sange i den rigtige rækkefølge fra sangbogen ’Syng og spil i jeres hjerte for Jehova’.

I mellemtiden forsynede broder Genrich mig også med bibelske foredrag, skuespil og stævneprogrammer på kassettebånd. Han lagde dem ved en bestemt telefonpæl på hovedvej 10, hvor jeg så hentede dem. . . . Jeg var begyndt at blive frustreret over min situation, for jeg havde gjort store fremskridt, men kom ikke videre fordi jeg ikke havde overværet et eneste møde. Jeg tror at jeg simpelt hen tabte pusten.“

Susan skriver at de næste par år var meget vanskelige. Hun havde nu afbrudt forbindelsen med de to eneste Jehovas Vidner hun kendte. Men så „begyndte sangene jeg havde lært, at blive en ’forbandelse’,“ skriver hun. Hvorfor? „Fordi jeg ofte kom i tanke om ordene i en sang, som for eksempel: ’Stridsmænd for Gud er mod lediggang på vagt’. Jeg vidste at sangen var skrevet af et Jehovas vidne mens han var i en tysk koncentrationslejr under den anden verdenskrig, og det gjorde mig bare endnu mere ked af det. Jeg følte mig som en kujon og troede at Jehova havde opgivet mig.“ *

Endelig frihed

„Vendepunktet kom på min 18 års fødselsdag. I mange år var vi ikke blevet besøgt af Jehovas Vidner fordi vi var skrevet op som nogle der frabad sig besøg. Men den dag kom der en forkynder fra en anden menighed, og jeg fik lejlighed til at tale med hende fordi der ikke var andre hjemme. Så vidt jeg husker, var det første gang jeg havde været alene hjemme på en lørdag. Jeg tog det som et bevis på at Jehova ikke havde opgivet mig, så jeg ringede til broder Genrich, den samme forkynder jeg oprindelig havde kontaktet. Jeg fortalte ham at jeg nu var klar til at rejse væk og spurgte om han havde et forslag til hvad jeg kunne gøre. Til sidst lykkedes det mig at flytte.“

Susan flyttede til et andet sted i april 1977. Hun skriver: „I løbet af det følgende år fik jeg endelig mulighed for at overvære alle møderne og stævnerne, og jeg begyndte at deltage i forkyndelsen. Jeg fik atter kontakt med min mor. Hun havde ikke været klar over hvor forfærdeligt jeg var blevet behandlet i alle de år, og var derfor chokeret. Hun tog straks affære og sørgede for at jeg fik hvad jeg havde brug for. Få år tidligere var mor flyttet til Alaska. Eftersom hun viste stor interesse for Bibelens budskab, flyttede jeg til Alaska i 1978 for at være sammen med hende. Hun blev et af Jehovas Vidner og er stadig trofast.

Efter at jeg var begyndt at overvære møderne, arrangerede broder Genrich en grupperejse til Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn,  New York, og han indbød mig til at tage med. Det er en af de bedste gaver jeg nogen sinde har fået, for det gav mig en dybtfølt værdsættelse af Jehovas organisation. — Ja, det var vist hvad jeg havde på hjerte. Jeg har kun fortalt min beretning i korthed, for jeg vil gerne være færdig med den inden det er for sent.“

Ovenstående er i virkeligheden kun uddrag af et tætskrevet brev på seks og en halv side. I slutningen af brevet står der: „I sidste måned lå jeg alvorligt syg på hospitalet, og jeg var sikker på at jeg skulle dø . . . Jeg bad Jehova om lov til at leve blot to uger til så jeg kunne nå at ordne nogle ting. . . . Jeg tror ikke at jeg har langt igen, men jeg må sige at disse år i sandheden har været en vidunderlig tid, det bedste liv man kunne ønske sig.“

Der var ingen slutningshilsen og ingen underskrift, og brevet blev aldrig sendt, så de der fandt det, vidste ikke hvem det skulle afleveres til. Men som tidligere nævnt, blev brevet sendt til Susans mor.

Mere om Susan

Efter at Susan var blevet døbt den 14. april 1979, rejste hendes mor tilbage til Florida. Susan blev i Alaska, hvor hun havde fået et nært forhold til brødrene og søstrene i North Pole-menigheden. Kort efter begyndte hun i heltidstjenesten som pioner. Senere flyttede hun til Florida, og i 1991 giftede hun sig med en kristen ældste og pioner, som døde kort tid efter Susan.

Susan og hendes mand var et afholdt ægtepar, som forblev i heltidstjenesten lige indtil hendes sygdom gjorde det umuligt for dem at fortsætte. Alt i alt nåede hun at tilbringe over 20 år i heltidstjenesten. Hendes begravelse i Florida blev transmitteret til North Pole-menigheden.

Susans brev kan hjælpe os til i endnu højere grad at få indblik i og værdsættelse af de åndelige velsignelser som de der tjener Jehova, og som har det vidunderlige opstandelseshåb, kan glæde sig over. (Apostelgerninger 24:15) Denne livsberetning viser også tydeligt at Gud er nær hos alle der kommer nær til ham! — Jakob 4:7, 8.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 23]

„Disse år i sandheden har været en vidunderlig tid, det bedste liv man kunne ønske sig“

[Illustration på side 21]

Da Susan var ti år

[Illustration på side 23]

Susan med sin mand, James Seymour