Svalbard — de kolde kysters land

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I NORGE

VI FLYVER gennem et lag tætte skyer og kan intet se. Men med ét er flyet ude af skyerne, og under os kommer et hvidt, arktisk landskab til syne. Og sikken en udsigt! Vi kigger betaget på gletsjere, lyseblå fjorde og sneklædte fjelde. Et øde landskab af sne og is strækker sig så langt øjet rækker. Dette er Svalbard, en øgruppe der ligger i nærheden af Nordpolen, mellem den 74. og 81. nordlige breddegrad. Vi er taget hertil på besøg.

Navnet Svalbard som betyder „den kolde kyst“, dukkede første gang op i islandske annaler i 1194. Men det var først da stedet blev ’opdaget’ 400 år senere, i 1596, at det for alvor blev sat på verdenskortet. Under ledelse af Willem Barents sejlede en gruppe hollandske opdagelsesrejsende dette år ud på en rejse mod nord. En dag fik man fra skibets udkigspost pludselig øje på ukendt land i horisonten, en række spidse bjergtinder. De opdagelsesrejsende var nået til den nordvestlige del af Svalbard, et område som Willem Barents kaldte for „Spitsbergen“, der betyder „spidse bjerge“. Det er i dag navnet på den største af øerne i øgruppen. Willem Barents opdagelse indledte en periode med livlig aktivitet i Svalbardområdet herunder fangst af hvaler, sæler og andre dyr samt opdagelsesrejser. Senere kom der også kulminedrift, videnskabelig forskning og turisme. Gennem årene har flere forskellige lande været involveret i disse aktiviteter, men siden 1925 har øgruppen været underlagt norsk suverænitet.

Permafrost og nordlys

Vores fly bevæger sig nu ned over Isfjorden og lander i Svalbard lufthavn. Vi henter en bil som vi har lejet, og kører til Longyearbyen, en by der er opkaldt efter en amerikansk minemagnat ved navn John M. Longyear. I 1906 begyndte han som den første at drive kulminer i området. Longyearbyen har en befolkning  på omkring 2000 og er det største lokalsamfund på Svalbard. Ja, midt i dette store, næsten uberørte naturområde finder vi en moderne by med et supermarked, et posthus, en bank, et bibliotek, skoler, børnehaver, hoteller, caféer, restauranter, et hospital og en lokalavis. Longyearbyen, som omtrent ligger på den 78. nordlige breddegrad, er verdens nordligste samfund af en sådan størrelse.

Vi finder et overnatningssted som engang var bolig for kulminearbejdere. Herfra har man udsigt til Longyearbyen og det smukke Hiorthfjellet. Det er oktober, og fjeldene er dækket af sne. I bunden af dalen er der endnu ikke noget sne, men jorden er frossen. På Svalbard er der nemlig permafrost. Kun overfladen af jorden tør op i en kort periode om sommeren. Men på grund af gunstige vinde og havstrømme er klimaet mildere her end i andre områder på samme breddegrad. Fra vores logi kan vi se solen skinne på fjeldene, mens dalen ligger i en blålig skygge. I området omkring Longyearbyen kommer solen ikke op over horisonten fra den 26. oktober til den 16. februar. Men nordlyset oplyser ofte den mørke vinter. Desuden nyder Svalbard godt af midnatssolen i forårs- og sommermånederne, som i Longyearbyen strækker sig over perioden fra 20. april til 23. august.

Planter og dyr

Det er 8 graders frost, og der blæser en bidende vind, men himmelen er skyfri, og vi er klar til en udflugt. Vores guide tager os med på en vandretur op til fjeldet kaldet Sarkofagen og ned ad gletsjeren Longyearbreen. Mens vi vandrer i de frostkolde bakker, fortæller guiden at her vokser mange smukke blomster om foråret og om sommeren. Faktisk er der et overraskende rigt planteliv på Svalbard med omkring 170 blomstrende plantearter. To af de mest almindelige blomster er den hvide eller gule svalbardvalmue og den vellugtende lilla stenbræk.

Længere oppe ad den sneklædte fjeldside ser vi spor fra en svalbardrype, den eneste fugl som holder til på Svalbard hele året. Alle de andre fugle som polarlomvien, søkongen, forskellige måger og den sortgrå ryle tager på træk. Af særlig interesse er havternerne,  mange af dem tager nemlig på træk helt til Antarktis på den anden side af kloden.

Vi finder også spor efter polarræven. Den er et sky rovdyr som æder døde dyrekroppe og rester fra andre dyrs måltider, men den udvider gerne menuen med fugleunger og -æg. Polarræven er det ene af to ægte naturligt hjemmehørende landpattedyr på Svalbard. Det andet er den fredsommelige svalbard-ren. Vi ser flere gange dette dyr på nært hold mens vi er på Svalbard. En sådan ren kigger på et tidspunkt helt roligt på os, og vi får lov til at komme ret tæt på for at tage billeder inden den trækker sig tilbage. Renen er kortbenet og har en tyk, varm pels. Nu hvor det er efterår, er den også ret tyk — det ekstra lag fedt er dens reservelager som er nødvendigt i de kolde vintermåneder.

Isbjørnen, kongen af Arktis, betragtes af mange som et havpattedyr fordi den tilbringer det meste af sin tid på havis hvor den jager sæler. Men man kan støde på enlige isbjørne næsten hvor som helst på Svalbard. Vores guide håber ikke vi møder en. Isbjørne kan være meget aggressive, og guiden har for en sikkerheds skyld taget en riffel med. Siden 1973 har isbjørnen været fredet, og der er forbud mod at jage den. Hvis man dræber en isbjørn, vil der bagefter blive foretaget en efterforskning. Bestanden af isbjørne er efterhånden ret stor på Svalbard, men der er bekymring for hvordan fremtiden vil tegne sig for disse majestætiske dyr. Naturen virker hvid, frisk og uspoleret i de arktiske egne, men giftige stoffer som for eksempel PCBer har haft en indvirkning på miljøet. De forurenende stoffer ophober sig i isbjørne eftersom de befinder sig øverst i fødekæden, og det ser ud til at nedsætte dyrenes forplantningsevne.

Vi når op til toppen af Sarkofagen og bliver belønnet med en flot udsigt til adskillige  fjerntliggende, hvide bjergtinder. Mod sydvest ligger det imponerende Nordenskiöldfjellet badet i sollys. Langt under os ligger Longyearbyen, og højt oppe over os er den lyseblå arktiske himmel. Det føles virkelig som om vi befinder os på klodens top. Vi får en forfriskning i form af nogle skiver brød og en solbærtoddy — en drik lavet af solbærsaft, sukker og varmt vand, og som ofte bliver drukket på vandreture. Derefter er vi klar til nedturen der går via Longyearbreen.

Kulbrydning og truede dyr

Det er også interessant at besøge en gammel kulmine. Vores guide, som er kraftigt bygget, er en erfaren kulminearbejder. Han viser os Mine 3 som ligger lige uden for Longyearbyen. Iført overalls og beskyttelseshjelme med pandelampe følger vi guiden dybt ind i fjeldet. Vi får fortalt at kulbrydning har været det bærende erhverv i Svalbard siden begyndelsen af 1900-tallet. Kulminearbejderne levede i mange år et hårdt liv. Ofte måtte de kravle på alle fire i de lange gange i vandrette kullag der visse steder kun var lidt over 70 centimeter tykke. Vi får lejlighed til selv at prøve hvordan det føles, og vi misunder ikke minearbejderne. Det var hårdt arbejde, luften var fyldt med kul- og klippestøv, lydniveauet var højt, og der var altid fare for eksplosioner og sammenstyrtninger. I dag benyttes mere moderne metoder. Kulbrydning udgør stadig en vigtig del af Svalbards økonomi, men i løbet af de sidste årtier er turismen kommet til at spille en stadig større rolle.

Menneskene har ikke altid taget hensyn til hvor sårbart det arktiske dyreliv er. Til tider har jagten på hvaler, hvalrosser, rensdyr, isbjørne og andre dyr forårsaget at visse arter har været ved at uddød på Svalbard. Men takket være fredningsbestemmelser er bestanden af flere truede dyrearter nu steget.

Et paradis for geologer

Svalbard er blevet betegnet som et „paradis for geologer“. Eftersom vegetationen er sparsom, er landskabet som en geologisk billedbog. Vi bemærker den karakteristiske geologiske struktur der kendetegner fjeldene, som for det meste består af flere klart afgrænsede lag og næsten ligner store lagkager. Der findes bjergarter fra alle tidsaldre i jordens historie. Nogle blev dannet af sand og ler, andre af organisk materiale. Ned gennem tiden er mange døde planter og dyr blevet dækket af ler og bevaret som fossiler. Faktisk findes der fossiler i klipper fra alle geologiske perioder.

På Svalbard Museum ser vi nærmere på fossiler af flere forskellige varmeelskende planter og dyr, hvilket viser at klimaet på øgruppen før i tiden var betydeligt varmere end i dag. Nogle steder på Svalbard er kullagene over fem meter tykke! Man har også fundet fossile rester af både nåle- og løvtræer i kullagene. Og fossile fodspor efter en planteædende dinosaur er endnu et bevis på at Svalbard engang havde et mildere klima og en frodigere vegetation.

Hvordan forklarer man de store klimatiske forandringer? Vi spørger geologen Torfinn Kjærnet som er repræsentant for minedirektoratet i Longyearbyen. Han siger at de fleste geologer mener at den største årsag til de klimatiske forandringer, er kontinentaldrift. Geologerne siger at Svalbard ligger på en lithosfæreplade der har bevæget sig nordpå gennem lange tider, og som kom sydfra, måske helt fra ækvator. Moderne satellitmålinger viser at Svalbard stadig bevæger sig et par centimeter længere mod nordøst hvert år.

Vores fly letter, og vi forlader Svalbard. Vi fornemmer at besøget har givet os meget at tænke over. Det udstrakte arktiske landskab, dyrene der har tilpasset sig de barske forhold, og alle de forskellige planter får os til at tænke på den store variation i skaberværket, på menneskets ubetydelighed og på hvordan menneskene har varetaget deres ansvar for at passe på jorden. Vi flyver mod syd og når lige at få et sidste glimt af de kolde kysters land. Vi ser hvordan nogle sneklædte bjergtinder rager op over skyerne og gløder med et svagt lyserødt skær i eftermiddagssolen.

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nordpolen

GRØNLAND

SVALBARD

Longyearbyen

75°N

ISLAND

NORGE

60°N

RUSLAND

[Illustration på side 25]

Mange blomstrende planter, som den lilla stenbræk, overlever i det barske arktiske klima

[Kildeangivelse]

Knut Erik Weman

[Illustrationer på side 26]

Svalbardrypen og Svalbard-renen

[Kildeangivelse]

Knut Erik Weman