Jeg valgte den rigtige løbebane

FORTALT AF SONIA ACUÑA QUEVEDO

Banken tilbød mig forfremmelse. Stillingen ville give mig en vis prestige og højere løn. Men samtidig var jeg lige blevet indbudt til at tjene som heltidsforkynder i en menighed der lå langt væk. I dag, 32 år senere, ved jeg at det var et godt valg jeg traf.

MIN mor var opvokset som katolik, men hun tvivlede på kirkens lære. Hvorfor, tænkte hun, skulle man tilbede afgudsbilleder, som er lavet af menneskehænder? Det var vigtigt for min mor at finde frem til den sande tro, og hun besøgte den ene kirke efter den anden for at få svar på sine spørgsmål, men forgæves.

En dag sad mor uden for vores hus i Tuxtla i Mexico og nød en kølig brise, da et af Jehovas Vidner kom forbi. Forkynderen besvarede mors spørgsmål ud fra Bibelen, og det imponerede hende, så hun indvilligede i at lade ham komme igen. Næste gang han kom, ventede mor på ham sammen med en adventistpræst, en katolsk præst og en prædikant fra Church of the Nazarene. Mor stillede et spørgsmål angående sabbatten, og kun forkynderen gav et tilfredsstillende svar ud fra Bibelen. Faktisk var han den eneste der havde en bibel med! Efter at have studeret Bibelen i blot seks måneder blev min mor døbt som et af Jehovas Vidner. Det var i 1956 da jeg var otte år gammel.

Fars oprigtige bekymring

Min far modsatte sig ikke at mor studerede Bibelen. Men da hun begyndte at studere med os fire børn — to drenge og to piger — og at tage til de kristne møder, ødelagde han hendes bibelske læsestof. Far var overbevist om at vi var blevet vildledt. Derfor forsøgte han ved hjælp af en katolsk oversættelse af Bibelen at bevise at Jehovas Vidner fejlagtigt havde indført Guds navn — Jehova — i deres bibeloversættelse. Da mor viste far at Guds navn stod i hans egen bibel, blev han meget overrasket, og hans indstilling til Jehovas Vidner begyndte at ændre sig. — Salme 83:18.

I Mexico er en piges 15-års fødselsdag en særlig begivenhed. Men da det ifølge Bibelen er forkert at fejre fødselsdag, var jeg holdt op med at fejre min. * Far insisterede imidlertid på at han gerne ville gøre noget særligt for mig. Jeg tænkte over det, og så sagde jeg: „Jeg vil gerne have at du bliver min gave ved at tage med mig til det næste stævne som Jehovas Vidner afholder.“ Det gik han med til, og hans interesse for Bibelen begyndte at vokse.

Efter et voldsomt uvejr kom min far alvorligt til skade en aften på grund af en nedfalden højspændingsledning. Mens han lå på hospitalet, tog forkynderne i området sig af ham døgnet rundt — et eksempel på ægte kristen kærlighed som min far aldrig glemte. Senere begyndte han at tage del i forkyndelsen og indviede sit liv til Jehova. Sørgeligt nok døde han den 30. september 1975, kun en måned før han skulle have været døbt. Vi længes efter at give ham et knus når han kommer frem i opstandelsen! — Apostelgerninger 24:15.

Min søsters gode indflydelse

Min ældre søster, Carmen, har altid sat heltidstjenesten meget højt. Kort efter sin dåb i 1967 begyndte hun som almindelig pioner og brugte omkring 100 timer i forkyndelsen hver  måned. Senere flyttede hun til byen Toluca i den centrale del af Mexico. Selv fik jeg arbejde i en bank, og jeg blev døbt den 18. juli 1970.

Carmen fandt stor glæde i heltidstjenesten, og hun opfordrede mig til at komme til Toluca. Det sad jeg og tænkte på en dag mens jeg hørte et foredrag om at disciple af Jesus må bruge deres dyrebare åndelige værdier til ære for Gud. (Mattæus 25:14-30) Jeg spurgte mig selv om jeg virkelig bestræbte mig for at anvende de åndelige værdier jeg havde fået betroet. Sådanne tanker gav mig lyst til at gøre mere for Jehova.

Valget mellem to mål

I 1974 ansøgte jeg om at tjene som pioner i et andet distrikt. Kort efter fik jeg en telefonopringning mens jeg var på arbejde. Det var en kristen ældste i Toluca som sagde: „Vi har ventet på dig. Hvorfor er du ikke kommet endnu?“ Til min overraskelse var jeg blevet udnævnt til at tjene som specialpioner i Toluca, men brevet med udnævnelsen var åbenbart gået tabt i posten. (Specialpionerer er villige til at tjene hvor som helst Jehovas organisation sender dem).

Jeg informerede straks banken om at jeg ville rejse. „Vent lige et øjeblik, Sonia,“ sagde min chef mens han viftede med et stykke papir. „Vi har lige fået meddelelse om at du er en af de syv kvinder som er blevet valgt til en ledende stilling i banken. Det er første gang vores bank udnævner kvinder til disse stillinger. Vil du ikke sige ja til det?“ Som nævnt i begyndelsen ville forfremmelsen give mig både prestige og en højere løn. Jeg takkede min chef, men sagde at jeg var fast besluttet på at yde mere i tjenesten for Gud. „Så gør bare det,“ sagde han. „Men husk at du altid kan få et job her i banken hvis du får brug for det.“ To dage senere var jeg i Toluca.

Specialpioner i Mexico

Carmen havde tjent som specialpioner i Toluca i to år før jeg ankom, og vi var meget lykkelige for igen at være sammen. Men desværre blev det et kort makkerskab. Tre måneder senere kom vores mor nemlig til skade ved en ulykke og måtte have konstant pleje derhjemme. Efter at have rådspurgt Jehovas Vidners afdelingskontor blev vi enige om at Carmen skulle tage hjem og pleje mor, hvilket hun gjorde i 17 år. I al den tid var hun almindelig pioner, og hun inviterede sine bibelstudier hjem til sig så hun kunne være der når mor trængte til hjælp.

I 1976 fik jeg en ny opgave i Tecamachalco, en by med store kontraster — de fattige boede i den ene del af byen, og de rige i den anden. Jeg begyndte at studere Bibelen med en ældre dame som aldrig havde været gift, og som boede hos sin velhavende bror. Da hun fortalte sin bror at hun gerne ville blive et af Jehovas Vidner, truede han med at smide hende ud. Denne ydmyge dame lod sig imidlertid ikke skræmme, og efter at hun var blevet døbt, gjorde hendes bror alvor af sin trussel. På det tidspunkt var hun 86 år. Hun satte dog hele sin lid til Jehova, og menigheden tog sig af hende. Hun forblev trofast til sin død.

Gileadskolen, derefter Bolivia

Jeg tilbragte fem dejlige år i Tecamachalco. Derefter blev jeg indbudt til den første klasse på Gileadskolen i Mexico, en afdeling af skolen af samme navn i New York. Både min mor og Carmen insisterede på at jeg sagde ja til indbydelsen, så jeg tog af sted til afdelingskontoret i Mexico City for at overvære det ti uger lange kursus — et åndeligt højdepunkt i mit liv. Klassens afslutningshøjtidelighed blev holdt den 1. februar 1981, og jeg fik distriktstildeling i La Paz i Bolivia sammen med Enriqueta Ayala (nu Fernández).

Da vi ankom til La Paz, var brødrene som skulle hente os, endnu ikke kommet. „Hvorfor spilde tiden?“ sagde vi til hinanden, og så begyndte vi at forkynde for folk i lufthavnen. Efter tre dejlige timer kom brødrene fra afdelingskontoret. De undskyldte og sagde at der havde været stor trængsel på vejene på grund af karnevalet.

Forkyndelse oppe over skyerne

La Paz ligger mere end 3500 meter over havets overflade, så det meste af tiden befandt vi  os oppe over skyerne. Den tynde luft gjorde det vanskeligt at trække vejret, og jeg følte mig udmattet efter kun at have været ude i forkyndelsen en kort tid. Der gik et år inden jeg vænnede mig til at være så højt oppe, men velsignelserne fra Jehova opvejede i høj grad de fysiske vanskeligheder. For eksempel klatrede jeg en morgen i 1984 op ad en bjergside til et hus der lå på toppen. Udmattet bankede jeg på døren, og en dame kom ud. Vi fik en dejlig drøftelse, og jeg sagde at jeg ville komme igen om et par dage.

„Det tvivler jeg nu på at du gør,“ sagde damen. Men det gjorde jeg, og damen bad mig om at undervise sin datter i Bibelen. „Det er forældrenes ansvar,“ sagde jeg. „Men hvis du gerne vil have det, kan jeg hjælpe dig.“ Det indvilligede hun i, og hun tog også selv imod tilbuddet om at studere Bibelen. Hun kunne ikke læse og skrive, så vi begyndte med en brochure som er udgivet af Jehovas Vidner med henblik på at hjælpe mennesker der ikke kan læse.

Med tiden nåede antallet af børn i denne familie op på otte. Når jeg kom på besøg, tog nogle af børnene hinanden i hånden og dannede en kæde for at hjælpe mig op ad skråningen. Hele familien — far, mor og otte børn — begyndte at tjene Jehova. Tre af døtrene er pionerer, og en af sønnerne er menighedsældste. Faderen tjente som menighedstjener indtil sin død i år 2000. Det varmer mig om hjertet at tænke på denne vidunderlige familie og deres trofasthed. Jeg takker Jehova for at jeg fik lov til at hjælpe dem.

Sammen med Carmen igen

Efter mors død i 1997 blev Carmen igen indbudt til at tjene som specialpioner, og i 1998 blev hun bedt om at virke i Cochabamba i Bolivia, hvor jeg var. Ja, efter 18 år var vi sammen igen, og Carmen fik status som missionær. Vi havde en dejlig tid i Cochabamba, hvor klimaet er så skønt at det siges at svalerne aldrig flyver bort! I øjeblikket tjener vi i Sucre i Bolivia, en smuk højtliggende by med 220.000 indbyggere. I denne by, som engang blev kaldt ’det lille vatikan’ fordi den havde så mange katolske kirker, er der nu fem menigheder af Jehovas Vidner.

Carmen og jeg har tilsammen været pionerer i over 60 år, og vi har haft den uvurderlige forret at hjælpe mere end 100 frem til dåb. Ja, der er ingen tvivl om at det at tjene Jehova af hele sit hjerte er den mest tilfredsstillende livsform! — Markus 12:30.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Jeg klatrede op ad en bjergside for at studere med denne familie

[Illustration på side 15]

I forkyndelsen med min søster, Carmen (til højre)