Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor er verden på vej hen?

Hvor er verden på vej hen?

Hvor er verden på vej hen?

BIBELEN har for lang tid siden forudsagt det nuværende moralske forfald og beskrevet det på denne måde: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, . . . ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, . . . vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft.“ — 2 Timoteus 3:1-5.

Du er sikkert enig i at denne bibelprofeti beskriver verden nøjagtig som den er i dag. Ikke desto mindre er det næsten 2000 år siden den blev nedskrevet! Profetien indledes med ordene: „I de sidste dage.“ Hvad betyder udtrykket, „de sidste dage“?

„De sidste dage“ for hvad?

„De sidste dage“ er blevet et almindeligt brugt udtryk. Alene på engelsk er det blevet en del af titlen på hundreder af bøger. Der er for eksempel for nylig udgivet en bog med titlen The Last Days of Innocence — America at War, 1917-1918 (Uskyldens sidste dage — Amerika i krig, 1917-1918). I forordet siges der at bogen med udtrykket „de sidste dage“ hentyder til en bestemt tid, en tid hvor moralen har været overordentligt i forfald.

„I 1914 ændrede landet sig langt hurtigere end på noget andet tidspunkt i dets historie,“ fremgår det af forordet. Ja, i 1914 blev menneskeheden kastet ud i en verdenskrig, noget man aldrig før havde oplevet. Bogen siger: „Det var en total krig, ikke en konflikt hvor hær kæmpede mod hær, men hvor nation kæmpede mod nation.“ Som vi vil se, fandt denne krig sted i begyndelsen af det Bibelen betegner som „de sidste dage“.

Bibelen fortæller at denne verden vil opleve en særlig tid kaldet „de sidste dage“ inden dens ende. Bibelen fortæller faktisk at der engang var en verden som forsvandt, eller endte, idet den siger: „Den daværende verden [led] undergang da den blev oversvømmet af vand.“ Hvornår var det, og hvad var det for en verden der endte? Det var den „verden af ugudelige“ som var i Noas dage. Vore dages verden vil ligeledes få en ende. Men de der tjener Gud, vil overleve enden, ligesom Noa og hans familie. — 2 Peter 2:5; 3:6; 1 Mosebog 7:21-24; 1 Johannes 2:17.

Hvad Jesus sagde om endens tid

Jesus Kristus talte også om „Noas dage“, hvor „vandfloden kom og rev dem alle bort“. Han sammenlignede forholdene inden vandfloden — lige inden enden på den daværende verden — med de forhold der vil eksistere i den tid der benævnes som „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3, 37-39) Andre bibeloversættelser bruger udtrykket „verdens ende“ eller „tidsalderens ende“. — Den danske autoriserede oversættelse, The New English Bible.

Jesus forudsagde hvordan forholdene ville være inden denne verdens ende. Angående krig sagde han: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige.“ Historikere har påpeget at dette tog sin begyndelse i 1914. Derfor talte den førnævnte bog om 1914 som begyndelsen til „total krig, ikke en konflikt hvor hær kæmpede mod hær, men hvor nation kæmpede mod nation“.

Jesus sagde videre i sin profeti: „Der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er en begyndelse til veer.“ Han fortsatte med at sige at der blandt andre ting også ville være „tiltagende lovløshed“. (Mattæus 24:7-14) Vi kan helt sikkert sige at vi har set dette i vor tid. Moralens forfald er så graverende at det opfylder bibelprofetien.

Hvordan skal vores adfærd være i sådan en dekadent tid? Læg mærke til hvad Paulus skrev til de kristne i Rom angående det moralske forfald. Han omtalte folks „vanærende seksuelle lidenskaber,“ og fortsatte: „For både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige, og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der er uanstændigt.“ — Romerne 1:26, 27.

Historikere siger at det menneskelige samfund dengang sank dybere og dybere ned i moralsk henseende mens „de små kristne menigheder forstyrrede den forlystelsesgale hedenske verden med deres fromhed og moralitet“. Det skulle få os til at stoppe op og spørge: ’Hvad med mig og dem jeg vælger at komme sammen med? Skiller vi os ud som anderledes, som moralsk retskafne, i modsætning til dem der bærer sig umoralsk ad?’ — 1 Peter 4:3, 4.

Den kamp vi har

Bibelen lærer os at vi trods den umoralske verden vi lever i, må være „udadlelige og uskyldige, Guds dadelfrie børn midt i en forkvaklet og forvildet generation“. For at være det må vi bevare „et fast greb om livets ord“. (Filipperne 2:15, 16) Denne udtalelse viser os hvordan kristne kan undgå at blive smittet af dette moralske fordærv — de må holde fast ved læren i Guds ord, Bibelen, og anerkende at dens moralnormer giver den bedste livsform.

„Denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen, forsøger at få folk på sin side. (2 Korinther 4:4) Bibelen fortæller at han „giver sig ud for at være en lysets engel“. Det samme gør hans tjenere, der tjener ham ved at handle på samme måde som ham. (2 Korinther 11:14, 15) De giver løfte om frihed og fornøjelser, men som Bibelen siger, „er de selv fordærvelsens trælle“. — 2 Peter 2:19.

Bliv ikke vildledt. Ignorerer man Guds moralnormer, vil det få alvorlige konsekvenser. Salmisten skrev: „Frelsen er langt borte fra de ugudelige, for de har ikke søgt [Guds] forordninger.“ (Salme 119:155; Ordsprogene 5:22, 23) Er du overbevist om sandheden i dette? I så fald må du beskytte dit sind og hjerte så du ikke lader dig forføre af propaganda for en eftergivende moral.

Mange ræsonnerer imidlertid uklogt ved at sige: ’Hvis det jeg gør, ikke er direkte forkert, så må det være rigtigt.’ Men det er det ikke. Når din himmelske Fader giver dig moralsk vejledning, er det ikke for at gøre livet surt og kedeligt for dig, men for at beskytte dig. Han „lærer dig hvad der gavner“. Han ønsker at du skal undgå ulykker og få et lykkeligt liv. Som vi ser i Bibelen, giver det at tjene Gud „et løfte for livet nu og for det som skal komme“. Det er „det virkelige liv“, evigt liv i hans lovede nye verden. — Esajas 48:17, 18; 1 Timoteus 4:8; 6:19.

Sammenhold fordelene ved at følge Bibelens lære med de kvaler som med tiden rammer dem som ikke gør det. At vinde Guds behag ved at lytte til ham er i sandhed den bedste livsform. „Den som hører på mig vil bo trygt, ja, uforstyrret af ulykkens rædsel,“ siger Gud. — Ordsprogene 1:33.

Et moralsk retskaffent samfund

Når verden forsvinder, „da er den ugudelige ikke mere,“ siges der i Bibelen. Der siges også: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den.“ (Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:20-22) Jorden vil blive renset for ethvert spor af umoralitet, og for de mennesker der nægter at underkaste sig Skaberen og hans sunde lære. Et jordisk paradis, som det de to første mennesker blev sat i, vil da gradvis blive opdyrket af dem der elsker Gud. — 1 Mosebog 2:7-9.

Tænk over hvor dejligt det vil være at leve på sådan en renset jord med paradisisk skønhed. De der vil få den forret at opleve det, vil også omfatte milliarder der opstår fra de døde. Glæd dig over Guds løfte: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4.

[Tekstcitat på side 9]

Da en verden gik til grunde, overlevede de der frygtede Gud

[Illustration på side 10]

Når denne verden er borte, vil jorden blive et paradis