De overlevede terrorangrebet i Mumbai

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I INDIEN

MUMBAI, som tidligere blev kaldt Bombay, har en voksende befolkning på mere end 18 millioner. Seks til syv millioner af disse indbyggere rejser daglig med de hurtige og hyppige tog til og fra forstæderne for at tage på arbejde, i skole, i butikker eller for at se de lokale seværdigheder. Hvert tog har ni vogne og kan normalt tage 1710 passagerer, men i myldretiden, når togene er overfyldte, er der op mod 5000 passagerer i hvert tog. Det var netop i myldretiden den 11. juli 2006 at terrorister angreb togene i Mumbai. I løbet af mindre end 15 minutter eksploderede syv bomber på forskellige tog på jernbanenettet Western Railway. Over 200 blev dræbt og mere end 800 såret.

Flere af de Jehovas Vidner som er tilknyttet de 22 menigheder i Mumbai og omegn, rejser regelmæssigt med disse tog og befandt sig på dem da angrebene fandt sted. Lykkeligvis mistede ingen af dem livet, men flere blev såret. Anita var på vej hjem fra arbejde. Toget var stuvende fyldt, så derfor stod hun ved døren i en førsteklasses-kupé for hurtigt at kunne komme ud. Mens toget var i fart, skete der pludselig en voldsom eksplosion, og kupéen blev fyldt med sort røg. Anita lænede sig ud af døren, og idet hun kiggede ud til højre, så hun at hele siden af den næste kupé var revet op og hang løst på togvognen i en vinkel på 45 grader. Hun forfærdedes over at se hvordan kroppe og afrevne lemmer fløj ud af hullet og blev slynget ned på skinnerne. Efter hvad der syntes hende en evighed — men egentlig kun var få sekunder — standsede toget. Sammen med andre passagerer hoppede Anita ned på skinnerne og løb for at komme langt væk fra toget. Hun ringede til sin mand, John, fra sin mobiltelefon og nåede heldigvis igennem til ham; få minutter senere brød hele byens  telefonsystem sammen fordi mange desperat forsøgte at foretage et opkald. Anita havde været forholdsvis rolig indtil hun talte med sin mand. Da brød hun sammen og græd. Hun fortalte ham hvad der var sket, og bad ham om at komme og hente hende. Mens hun ventede på ham, begyndte det at styrte ned, og regnen skyllede meget af det bevismateriale bort som kunne have hjulpet i efterforskningen.

Claudius, som også er et af Jehovas Vidner, var taget fra sit kontor tidligere end normalt. Klokken 17.18 steg han på toget ved Churchgate station, som er endestation for Western Railway, og gik ind i en førsteklasses-kupé. Mens han ledte efter en siddeplads til turen til Bhayandar, som tager en times tid, fik han øje på Joseph, som tilhører en af Jehovas Vidners menigheder i området. Tiden gik hurtigt mens de to fortalte hinanden nyt. Joseph, som var træt efter en hel dags arbejde, døsede senere hen. Toget var fyldt, og Claudius rejste sig en station før han skulle af, så han kunne nå hen til døren i tide. Mens han stod dér, vågnede Joseph og lænede sig bagud fra sin plads for at sige farvel. Claudius holdt fast om stangen øverst på et af sæderne og lænede sig frem for at tale med Joseph. Det reddede sandsynligvis hans liv. Med ét lød der et voldsomt brag. Kupéen rystede kraftigt og blev fyldt med røg, samtidig med at der blev helt mørkt. Claudius blev slynget ned på gulvet mellem sæderækkerne, og bortset fra en ringende lyd i ørerne havde han tilsyneladende mistet hørelsen. På stedet hvor han før havde stået, var der nu kun et stort åbent hul. De passagerer som havde stået ved siden af ham, var enten blevet kastet ud på skinnerne eller lå døde på gulvet. Han havde overlevet den femte af de syv eksplosioner der ramte jernbanen den skæbnesvangre tirsdag.

Claudius blev bragt til hospitalet, og der var blod overalt på hans tøj. Det meste af blodet viste sig imidlertid at være fra andre passagerer som ikke var sluppet så let som han var. Selv pådrog han sig kun mindre skader — en sprængt trommehinde, brandsår på den ene hånd og afsvedet hår. På hospitalet mødte han Joseph og hans kone, Angela. Hun havde siddet i den næste kupé, som var forbeholdt kvinder, og var uskadt. Joseph havde fået et blåt højre øje og havde mistet noget af sin hørelse. Alle tre takkede Jehova for at de var i live. Claudius fortæller at hans første tanke efter at han havde genvundet roen, var: ’Hvor er det meningsløst at jage efter penge og materielle ting i denne verden når man kan miste livet på et øjeblik!’ Han var lykkelig for at han havde prioriteret sit forhold til Jehova Gud højere end alt andet i sit liv!

Inden for en kort tidsperiode var Mumbai blevet ramt af store oversvømmelser, voldsomme optøjer og derefter bombesprængningerne. Trods det er de mere end 1700 Jehovas Vidner i området stadig fuldt engagerede med at fortælle andre om den nye verden som snart vil komme, en verden hvor vold er noget der hører fortiden til. — Åbenbaringen 21:1-4.

[Tekstcitat på side 23]

Hvor han før havde stået, var der nu kun et stort åbent hul

[Illustration på side 23]

Anita

[Illustration på side 23]

Claudius

[Illustration på side 23]

Joseph og Angela

[Kildeangivelse på side 22]

Sebastian D’Souza/AFP/Getty Images