Hvorfor jeg forlod cirkus

FORTALT AF MARCELO NEÍM

JEG er født i Montevideo i Uruguay. Mine forældre var gudfrygtige, men tilhørte ikke noget trossamfund. Da jeg var fire, døde min mor ved et ulykkestilfælde, og jeg voksede derfor op hos nogle slægtninge som forsøgte at lære mig nogle gode principper. I en alder af 20 år besluttede jeg at rejse ud for at stifte bekendtskab med fremmede lande og kulturer.

I Columbia fik jeg arbejde som hjælper i et cirkus. Jeg kunne se hvor glade artisterne var for publikums hyldest, og det gav også mig lyst til at blive en af dem. Derfor begyndte jeg at optræde med et nummer på cykel. Jeg øvede mig på mindre og mindre cykler indtil jeg kunne optræde på en cykel der kun var 12 centimeter lang — en af de mindste i verden. Den kunne ligge i min hånd. Efterhånden opnåede jeg en vis popularitet i det meste af Sydamerika. Da jeg var 25, kom jeg til Mexico hvor jeg arbejdede i forskellige cirkus.

Mit liv ændrer sig radikalt

Jeg elskede cirkuslivet. Det indebar at jeg rejste meget, boede på de bedste hoteller og spiste på eksklusive restauranter. Men samtidig følte jeg at mit liv var tomt, og jeg havde ikke noget håb for fremtiden. Så en dag skete der noget som ændrede mit liv. Sprechstallmeisteren i det cirkus hvor jeg optrådte, gav mig en bog som han havde fået. Den hed Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! * Efter forestillingen om aftenen læste jeg i den til langt ud på natten. Det var ikke nogen nem bog at forstå, men forklaringen om det skarlagenrøde vilddyr og skøgen i Åbenbaringen fængede mig. (Åbenbaringen 17:3–18:8) En dag hvor jeg rengjorde min nyerhvervede campingvogn, fandt jeg en anden bog af samme udgivere, Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.* Den var nemmere at forstå, og jeg indså med det samme at jeg måtte fortælle andre om det jeg lærte. Jeg begyndte derfor øjeblikkelig at forkynde for alle jeg mødte.

Efter nogen tid følte jeg behov for at komme i kontakt med Jehovas Vidner. I bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! lå telefonnummeret på den forkynder min ven havde fået bogen af. Jeg ringede hendes nummer op,  og hendes far inviterede mig til at overvære Jehovas Vidners stævne i Tijuana i Mexico. Den kærlighed der blev lagt for dagen ved stævnet, gjorde stort indtryk på mig, og jeg blev klar over at dette måtte være den sande tro. Uanset hvor vores cirkus var, gik jeg til møderne i den lokale rigssal og fik bøger og blade som jeg kunne tilbyde uformelt til andre.

Så skete der noget som overbeviste mig endnu mere om at jeg havde fundet den rette vej. Forkynderne inviterede mig til højtiden til minde om Kristi død og forklarede hvor vigtigt det er for kristne at holde den. Men der var premiereaften i cirkus, så det så ud til at være umuligt for mig at komme til højtiden. Jeg lagde sagen frem for Jehova i bøn, og så skete der noget overraskende. To timer inden forestillingen skulle begynde, forsvandt elektriciteten. Det gav mig mulighed for at komme til mindehøjtiden for senere at vende tilbage og optræde. Jeg følte at Jehova havde besvaret min bøn.

Engang hvor jeg delte traktater ud mens jeg stod i kø i en bank, kom jeg i kontakt med en kristen ældste som roste mig for min nidkærhed. Han tilskyndede mig til at være med i den organiserede forkyndelse sammen med en menighed. Han forklarede mig kærligt at det ville kræve at jeg foretog nogle forandringer i mit liv. Samtidig med at jeg overvejede at tage disse skridt, fik jeg tilbudt et højtlønnet arbejde i et cirkus i USA. Jeg var splittet. Jeg ville gerne til USA, men hvis jeg tog imod tilbuddet, vidste jeg ikke om jeg kunne fortsætte ad den vej jeg var begyndt på. Det var den første prøve jeg blev udsat for, og jeg ønskede ikke at skuffe Jehova. Til mine kollegers store undren forlod jeg cirkus, blev en del af en menighed, lod mit lange hår klippe og foretog andre forandringer i mit liv for at kunne tjene Jehova.

Et tilfredsstillende liv jeg ikke fortryder

Kort tid før jeg i 1997 blev døbt som et af Jehovas Vidner, oplevede jeg endnu en trosprøve. Jeg fik igen mulighed for at komme til USA — denne gang for at optræde i et kendt fjernsynsprogram i Miami med alle udgifter betalt. Men jeg ville gerne døbes og vise at jeg havde indviet mig til Jehova. Så jeg afslog tilbuddet til arrangørernes store forbløffelse.

Nogle har spurgt mig om jeg har fortrudt at jeg forlod cirkuslivet. Mit svar er at jeg aldrig ville bytte Jehovas venskab og kærlighed med det liv jeg havde før. Det er sandt at min nye livsgerning som kristen heltidsforkynder, ikke giver mig samme hyldest, berømmelse eller velstand i denne verden, men jeg føler ikke længere tomhed. Jeg har nu et dyrebart håb om at komme til at leve i et paradis på jorden og tage imod min mor når hun kommer frem i opstandelsen. — Johannes 5:28, 29.

[Fodnote]