Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den forunderlige instinktive visdom

Den forunderlige instinktive visdom

Den forunderlige instinktive visdom

„Fuglenes træk er sandsynligvis det mest imponerende naturfænomen.“ — COLLINS ATLAS OF BIRD MIGRATION.

DEN 9. december 1967 opdagede en pilot en flok sangsvaner på omkring 30 som fløj mod Irland i den forbløffende højde af 8200 meter. Hvorfor fløj de så højt oppe, hvor temperaturen var omkring 40 minusgrader? Ud over at fuglene undgik de voldsomme snestorme i lavere højde, blev de båret af en luftstrøm så de fløj med en hastighed af cirka 200 kilometer i timen. Man skønnede at fuglene fuldførte deres 1300 kilometer lange flyvetur fra Island til Irland på blot syv timer.

„Verdensmesteren“ blandt trækfugle — havternen — yngler nord for den nordlige polarcirkel, men når det er vinter dér, opholder den sig i Antarktis. Denne lille havfugl flyver typisk mellem 40.000 og 50.000 kilometer om året, hvilket svarer til en tur rundt om kloden.

Den hvide stork yngler i Nordeuropa, men flyver til Sydafrika når det bliver vinter. Det vil sige at den tilbagelægger en strækning på i alt 24.000 kilometer. Tusinder af disse fugle passerer gennem Israel forår og efterår, idet de følger et tidsskema som var kendt selv på Bibelens tid. — Jeremias 8:7.

Hvem gav fuglene denne instinktive evne? For cirka 3500 år siden stillede Gud følgende spørgsmål til den retfærdige mand Job: „Er det ved din forstand at falken flyver højt, at den breder sine vinger ud for søndenvinden? Mon det er på din befaling at ørnen stiger til vejrs, og at den bygger sin rede højt oppe?“ I sit svar priste Job med rette Gud for fuglenes og andre dyrs forbløffende evner. — Job 39:26, 27; 42:2.

Højere end instinktet

Mennesket, der er kronen på Guds skaberværk, er ikke primært styret af instinkter. Vi mennesker har nemlig en fri vilje og en samvittighed samt evnen til at vise kærlighed. (1 Mosebog 1:27; 1 Johannes 4:8) På grund af disse gaver kan vi træffe retfærdige og moralsk rigtige beslutninger, der til tider afspejler dyb kærlighed og selvopofrelse.

Naturligvis er en persons indstilling og opførsel i stor udstrækning en følge af den moralske og religiøse oplæring vedkommende har fået, eller ikke fået, i barndommen. Det betyder at folk mange gange ser forskelligt på hvad der er rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt. Disse forskelle kan føre til misforståelser, intolerance og endda had, især når sådanne faktorer som kultur, nationalisme og religion øver en stærk indflydelse.

Hvor meget bedre ville verden ikke se ud hvis alle accepterede ét sæt normer der afspejlede moralsk og åndelig sandhed, lige så vel som vi accepterer og adlyder de fysiske love som styrer universet. Men er der nogen som har tilstrækkelig evne og kundskab til at fastsætte universelle normer? Og hvis der er, kan og vil vedkommende så gøre det? Disse spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.