Fjer — mesterligt designet

VED hjælp af en nedadgående bevægelse med vingerne skyder en måge til vejrs. Så snart den er i luften, kredser den rundt, og båret af vinden stiger den uden besvær. Fuglen foretager ganske små justeringer af vingernes og halens stilling og svæver næsten ubevægelig i luften. Hvordan kan den udføre alt dette med en sådan ynde og præcision? I høj grad på grund af dens fjer.

Fugle er de eneste nulevende dyr der danner fjer. De fleste fugle har flere forskellige typer fjer. De mest synlige er de dækkende konturfjer som giver fugle deres glatte, strømlinede form. Konturfjer indbefatter svingfjer og halefjer, som er afgørende for at fugle kan flyve. En kolibri kan have færre end 1000 sådanne fjer, og en svane over 25.000.

Fjer er mesterligt designet. Skaftet midt i fjeren er bøjeligt og forbløffende stærkt. Fra skaftet sidder rækker af sammenhæftede stråler som udgør den glatte fane på fjeren. Strålerne fæstner sig til hinanden ved hjælp af hundredvis af bittesmå bistråler som griber fat i hinanden og danner en slags lynlås. Hvis bistrålerne kommer fra hinanden, lyner fuglen dem ganske enkelt sammen igen ved at pudse sig. Du kan gøre noget lignende ved at lade en pjusket fjer glide gennem dine fingre.

Især svingfjer er asymmetriske — fanen er smallere på forkanten end på bagkanten. Dette klassiske bæreflade-design bevirker at hver svingfjer kan fungere som en ganske lille selvstændig vinge. Hvis du kigger lidt nøjere på en stor svingfjer, vil du også kunne se at der findes en rille på undersiden af fjerskaftet. Dette enkle aspekt ved udformningen styrker skaftet så det kan bøjes og drejes uden at knække.

Fjer tjener mange formål

Hos mange fugle sidder der fordelt mellem konturfjerene nogle lange tynde fjer kaldt trådfjer og nogle andre fjer kaldt pudderdun. Man mener at ’sensorer’ nederst på trådfjerene gør fuglen opmærksom på forstyrrelser ved de ydre fjer og måske endda hjælper den til at bedømme sin fart i luften. Strålerne på pudderdun — de eneste fjer der vokser konstant og aldrig bliver skiftet — smuldrer til et fint pulver som man mener er med til at holde fjerdragten vandtæt.

 Foruden fjerenes andre funktioner er de også medvirkende til at beskytte fugle mod varme, kulde og ultraviolet lys. For eksempel trives havænder tilsyneladende selv når der er bidende kolde havvinde. Hvordan er det muligt? Under deres næsten uigennemtrængelige dragt af konturvinger ligger et tykt lag af bløde, fnugagtige fjer kaldt dun, som kan måle op til 1,7 centimeter og dække det meste af andens krop. Naturdun isolerer så effektivt at man indtil nu ikke har kunnet lave et kunstigt materiale der kan måle sig med det.

Fjer bliver med tiden slidte, derfor udskifter fugle dem ved at fælde — de smider de gamle fjer, og nogle nye vokser frem. De fleste fugle skifter sving- og halefjer i et forudsigeligt og afbalanceret tempo så deres flyveevne hele tiden er intakt.

„Lidt for perfekte“

Fremstillingen af et sikkert fly kræver omhyggeligt design, ingeniørarbejde og faglig dygtighed. Hvad så med fugle og deres fjer? Da man ikke har kunnet finde nogle fossile vidnesbyrd, hersker der stor uenighed blandt evolutionister om hvordan fjer blev til. Ifølge bladet Science News er debatten gennemsyret af „fundamentalistisk nidkærhed“, „bidende ukvemsord“ og „palæontologisk lidenskab“. En evolutionsbiolog som arrangerede et symposium om udviklingen af fjer, indrømmede: „Jeg havde ikke drømt om at et videnskabeligt emne kunne fremkalde så dårlig en opførsel og så meget bitterhed.“ Hvis det er tydeligt at fjer blev til ved en udvikling, hvorfor så den skarpe debat om processen?

„Fjer er lidt for perfekte — det er det der er problemet,“ lyder det i Manual of Ornithology — Avian Structure and Function fra Yale University. Intet tyder på at fjer nogen sinde har haft brug for at blive forbedret. Faktisk ser den „tidligst kendte fossile fjer så nutidig ud at den ikke er til at skelne fra fjerene på fugle i dag“. * Alligevel lærer udviklingsteorien at fjer må være resultatet af gradvise, kumulative ændringer i tidligere hududvækster. I lærebogen  fra Yale University står der desuden at „fjer ikke kunne have udviklet sig uden at hvert eneste af de stadier de nåede frem til undervejs i deres tilpasning, repræsenterede en fordel“.

Enkelt sagt ville en udvikling, ikke engang i teorien, kunne frembringe en fjer medmindre hvert trin i en lang række af tilfældige, arvelige forandringer i fjerstrukturen i væsentlig grad bidrog til dyrets mulighed for at overleve. Selv mange evolutionister finder det vanskeligt at forestille sig at noget så komplekst og funktionsdygtigt som en fjer kunne være opstået på den måde.

Hvis fjer gradvis havde udviklet sig over en lang tidsperiode, ville der være fossiler af overgangsformerne. Men det har man aldrig fundet; man har kun fundet spor af fuldt færdige fjer. „Uheldigvis for udviklingsteorien er fjer meget komplicerede,“ står der i førnævnte lærebog fra Yale University.

At flyve kræver andet end fjer

Fjers fuldendthed er kun et af de problemer evolutionister står over for; praktisk talt alle dele på en fugl er nemlig udformet til flyvning. For eksempel har fugle lette og hule knogler, et usædvanligt effektivt åndedrætssystem og muskler som bruges specielt til at bevæge og styre vingerne med. Fugle har endda adskillige muskler til at styre de enkelte fjer med. Fugle har også nerver der forbinder hver muskel til fuglenes lille men forunderlige hjerne, som er forudprogrammeret til at styre alle disse forskellige systemer på samme tid, automatisk og præcist. Ja, for at kunne flyve må fugle besidde hele denne meget komplekse samlede pakke — ikke kun fjer.

Husk også at hver eneste fugl bliver til fra en lillebitte celle der indeholder alle de informationer om vækst og instinkter som gør at fuglen en dag kan flyve. Er det rimeligt at tro at alt dette er blevet til som følge af et heldigt sammentræf af en lang række tilfældigheder? Eller er den enkleste forklaring også den mest fornuftige og videnskabeligt korrekte — at fugle og deres fjer bærer tydeligt præg af eksistensen af en overordentlig intelligent Skaber? Kendsgerningerne taler for sig selv. — Romerne 1:20.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 24]

FORFALSKET „BEVISMATERIALE“

Nogle af de fossile vidnesbyrd der engang blev hyldet som „beviser“ for at fugle har udviklet sig fra andre dyr, har siden vist sig at være forfalskede. I 1999 var der for eksempel en artikel i bladet National Geographic om et fossil af et fjerklædt dyr med en hale som en dinosaur. I bladet stod der at dyret var „et ægte manglende led i den komplekse kæde der forbinder dinosaurer med fugle“. Fossilet viste sig imidlertid at være en forfalskning der bestod af fossilmateriale fra to forskellige dyr. I virkeligheden har man aldrig fundet et „manglende led“.

[Kildeangivelse]

O. Louis Mazzatenta/National Geographic Image Collection

[Ramme på side 25]

FUGLEPERSPEKTIV

Vi mennesker fascineres af fjers klare og ofte changerende farver. Men fjer kan se endnu mere interessante ud for fugle. Nogle fugle har øjne med fire typer farveopfattende tappe, mens menneskers øjne kun har tre typer. Fuglenes mere omfattende synssans sætter dem i stand til at opfatte ultraviolet lys, som er usynligt for mennesker. Hannen og hunnen af nogle arter fugle ser ens ud for mennesker, men hannens fjerdragt reflekterer ultraviolet lys på en anden måde end hunnens. Fugle kan se forskellen, og det hjælper dem muligvis til at finde en potentiel mage.

[Diagram på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Stråle

Bistråle

Skaft

[Illustration på side 24]

Konturfjer

[Illustration på side 24]

Trådfjer

[Illustration på side 25]

Pudderdun

[Illustration på side 25]

Dun

[Illustration på side 24, 25]

Sule