Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Har du nedsat farvesyn?

Har du nedsat farvesyn?

Har du nedsat farvesyn?

„Når jeg skal klæde mig på, tjekker min kone om farverne matcher,“ siger Rodney. „Ved morgenbordet udvælger hun en frugt til mig, for jeg kan ikke se om frugten er moden. På arbejdet ved jeg ikke altid hvor på computerskærmen jeg skal klikke, da det ofte er farven der afgør det. Når jeg kører bil, ser de røde og grønne trafiklys ens ud for mig, så jeg holder øje med om det er den øverste eller den nederste del der lyser. Men det kan være et problem hvis trafiklysene vender vandret.“

RODNEY har nedsat farvesyn, det der almindeligvis kaldes farveblindhed. Han har arvet en genetisk skavank som forårsager en defekt på nethinden — det lysopfattende lag som beklæder det indvendige af øjet. Omkring 1 ud af 12 mænd med europæiske rødder og 1 ud af 200 kvinder er farveblinde ligesom Rodney. * Som de fleste med nedsat farvesyn kan Rodney godt se forskellige farver, han ser ikke kun sort og hvidt. Men visse farver ser anderledes ud for ham end for folk med normalt farvesyn.

Nethinden på det menneskelige øje har normalt tre forskellige typer farvefølsomme celler, kaldt tappe. Hver af disse typer tappe er indstillet til at opfange bølgelængden af en af de tre grundfarver — rød, grøn eller blå. Lys af forskellig bølgelængde sætter gang i de forskellige typer tappe som sender signaler til hjernen og sætter os i stand til at opfatte farver. * Hos folk med nedsat farvesyn er tappenes følsomhed over for en eller flere farver imidlertid svag eller ændret i bølgelængde hvorved der opstår en ændret farvereaktion. De fleste med nedsat farvesyn har svært ved at skelne mellem gul, grøn, orange, rød og brun. Derfor kan de have vanskeligt ved at se grønt mug på brunt brød eller gul ost, eller ved at se forskel på en person med blondt hår og blå øjne og en med rødt hår og grønne øjne. For en hvis rødfølsomme tappe er meget svage, vil en rød rose virke sort. De fleste med nedsat farvesyn kan imidlertid godt se blå farver.

Farveblindhed hos børn

En nedsat evne til at skelne farver er som regel nedarvet og noget man er født med, og børn med denne skavank lærer ofte helt ubevidst at kompensere for den. Hvis de for eksempel ikke kan se forskel på visse farvenuancer, kan de i stedet lægge mærke til forskelle i kontrast og lys og forbinde disse variationer med farvernes navne. De kan også lære at genkende ting på deres mønstre eller struktur i stedet for farver. Faktisk finder mange først ud af at de har nedsat farvesyn, efter de er blevet voksne.

I skolerne bruger man ofte ting med forskellige farver i undervisningen, især i de mindre klasser. Det kan føre til at forældre og lærere fejlagtigt tror at et barn har indlæringsvanskeligheder når det i virkeligheden har nedsat farvesyn. I et tilfælde straffede en lærer endda en femårig dreng for at have malet et billede med lyserøde skyer, grønne mennesker og træer med brune blade. For et barn med nedsat farvesyn kan disse farvevalg synes helt normale. Det er altså med god grund at nogle eksperter anbefaler at børn automatisk testes for nedsat farvesyn i den tidlige barndom.

Man kender ikke til noget der kan afhjælpe nedsat farvesyn, men tilstanden forværres til gengæld ikke med årene, og der er ingen øget risiko for at få andre problemer med synet. * Ikke desto mindre kan det være frustrerende at være farveblind. Under Guds rige vil Jesus fjerne ethvert spor af ufuldkommenhed hos mennesker. Så vil alle de der før har haft problemer med synet, kunne se Jehovas skaberværk i al sin pragt. — Esajas 35:5; Mattæus 15:30, 31; Åbenbaringen 21:3, 4.

[Fodnoter]

^ par. 3 Afvigende farvesans forekommer hos folk af alle racer, men hyppigst blandt den kaukaside del af verdens befolkning.

^ par. 4 Mange dyr kan skelne farver, men deres farvesyn adskiller sig fra menneskers. Hunde har for eksempel kun to typer tappe i nethinden — en til blå og en til en nuance mellem rød og grøn. Nogle fugle har derimod fire typer tappe og kan, i modsætning til mennesker, opfatte ultraviolet lys.

^ par. 8 Farveblindhed kan til tider opstå som følge af sygdom. Hvis du senere i livet opdager at dit farvesyn er begyndt at ændre sig, kan det være en god idé at opsøge en øjenlæge.

[Ramme/diagrammer på side 18]

FARVESYNSTEST

For at teste hvilken form for nedsat farvesyn en person har, eller graden af den, bruges ofte mønstre bestående af prikker med forskellig farvestyrke og nuance. Den meget benyttede Ishihara-farvesynstest består af op mod 38 forskellige mønstre. Hvis en person med normalt farvesyn eksempelvis ser på et af disse testmønstre i dagslys, vil han se tallene 42 og 74 (til venstre), mens en med rød-grøn-blindhed — den mest almindelige form for nedsat farvesyn — måske ikke ser et tal øverst og ser tallet 21 nederst. *

Hvis testen afslører en defekt, vil en øjenlæge muligvis anbefale at der foretages flere prøver for at afgøre om defekten er nedarvet eller skyldes andre årsager.

[Fodnote]

^ par. 15 Disse tegninger er kun brugt som illustration. En diagnostisk test bør foretages af en specialist.

[Kildeangivelse]

Farvetest-plancher på side 18: Gengivet med tilladelse fra Pseudoisochromatic Plate Ishihara Compatible (PIPIC) Color Vision Test 24 Plate Edition af Dr. Terrace L. Waggoner/www.colorvisiontesting.com

[Ramme på side 19]

HVORFOR HOVEDSAGELIG MÆND?

De gener der er skyld i nedarvet farveblindhed er lokaliseret på X-kromosomet. Kvinder har to X-kromosomer, mens mænd har et X- og et Y-kromosom. Hvis en kvinde arver en synsdefekt i et X-kromosom, vil det raske gen i det andet kromosom sædvanligvis dække over det, og kvinden vil have normalt farvesyn. Men en mand der arver en synsdefekt på sit X-kromosom, har ikke et andet X-kromosom der kan dække over defekten.

[Diagram/illustrationer på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HVORDAN VI SER FARVER

Lys fra genstande går gennem øjets hornhinde og linse og fokuseres på nethinden

Hornhinde

Linse

Nethinde

Billedet er omvendt, men det korrigeres senere af hjernen

SYNSNERVEN transporterer synsimpulser til hjernen

I NETHINDEN er der to forskellige typer celler: tappe og stave. Tilsammen giver disse celler det fulde syn

Stave

Tappe

TAPPENE er følsomme over for rødt, grønt og blåt lys

Rød

Grøn

Blå

[Illustrationer]

Normalt farvesyn

Med nedsat farvesyn