„Jehova, lad mig tjene dig“

FORTALT AF DANIELLE HALL

Som lille pige elskede jeg at besøge Bedste, der boede ved siden af os. Hun tog sig hver dag en middagslur, og når jeg besøgte hende på det tidspunkt, satte vi os sammen på hendes seng, og Bedste læste bibelhistorier for mig. Hun sagde ofte til mig: „Glem aldrig at Jehova elsker dig. Og hvis du elsker ham, vil han altid tage sig af dig.“ Hendes ord indprentede sig dybt i mit sind og hjerte.

BEDSTE døde i 1977, da jeg var fire år. Hun var et af Jehovas Vidner ligesom resten af fars familie der boede i vores hjemby Moe i Australien. Mine forældre var ikke Jehovas Vidner, men far var positivt indstillet over for dem. Senere flyttede vi til Tintenbar i New South Wales, en lille by ikke langt fra kysten. Her overværede min storebror, Jamie, og jeg undertiden Jehovas Vidners møder sammen med far.

Da jeg var otte, blev mine forældre skilt. Far tog tilbage til Moe, mens Jamie og jeg blev hos mor. Hun var ikke interesseret i Bibelen og ville ikke have at vi overværede Jehovas Vidners møder. Det gjorde mig meget ked af det. Jeg tænkte meget på det Bedste havde sagt. Jeg vidste  at jeg virkelig elskede Jehova! Og jeg ønskede at tjene ham. Derfor bad jeg til ham og fortalte ham at jeg også var et af hans vidner. Jamie følte ligesom mig.

Prøvelser i skolen

Kort derefter bad en lærer på skolen alle børnene i klassen om højt at fortælle hvilken religion de havde, så han kunne skrive det ind i en protokol. Da det blev Jamies tur, sagde han højt og tydeligt „Jehovas Vidne“. Læreren stoppede og bad ham om at gentage sit svar, hvilket han gjorde. „Det tror jeg ikke er rigtigt, men jeg kommer tilbage til dig lidt senere,“ sagde læreren. Da det blev min tur, sagde jeg også højt „Jehovas Vidne“. Læreren blev tydeligvis forvirret og kaldte på skoleinspektøren.

„Jeg sidder her med jeres indmeldelsespapirer, og jeg kan se at jeres forældre ikke har indregistreret jer som Jehovas Vidner,“ sagde inspektøren bestemt. „Men det er den religion vi følger,“ sagde vi høfligt. Hverken inspektøren eller læreren bragte nogen sinde emnet på bane igen.

Jeg forsøgte at tale med mine klassekammerater ud fra den smule bibelkundskab jeg havde. Jeg tog bogen Min bibelhistoriebog * med i skole, og nogle gange fik jeg lejlighed til at læse historier for en pige som troede på Gud. Men da jeg bestræbte mig for at følge de kristne normer, blev jeg aldrig særlig populær, og ind i mellem følte jeg mig meget ensom.

Jeg bad så ofte og så intenst til Jehova at han blev min nærmeste ven. Hver dag efter skole satte jeg mig på min seng og fortalte indtil mindste detalje Jehova om alt hvad der var sket den dag. Jeg græd tit. Mens tårerne løb ned ad kinderne, bønfaldt jeg Jehova og sagde: „Jehova, lad mig tjene dig sammen med dit folk.“ Jeg fik det altid meget bedre efter at have bedt.

Et styrkende brev

Da jeg var ti, flyttede Jamie tilbage til Moe for at bo hos far. Nu var jeg åndeligt set endnu mere alene. Så en dag da jeg var på besøg hos en af naboerne, fandt jeg nogle blade udgivet af Jehovas Vidner. Begejstret lærte jeg mig adressen på det lokale afdelingskontor udenad og skyndte mig hjem for at skrive den ned. Jeg skrev et brev til afdelingskontoret hvori jeg udøste mit hjerte, idet jeg gjorde rede for min situation og bad om åndelig hjælp. Afdelingskontoret sendte et opmuntrende, to siders langt brev til mig personligt, og jeg fik tårer i øjnene da jeg læste det. Nu havde jeg bevis på at jeg var dyrebar for Jehova!

I brevet blev jeg tilskyndet til at tænke på den lille israelitiske pige der på Bibelens tid tjente hos Na’aman, en aramaisk hærfører, og efterligne hendes tro. Selvom hun var blevet taget til fange og boede langt væk fra sit hjemland, holdt hun sig nær til sin Gud, Jehova. Og ved frimodigt at tale om sin tro viste pigen at hun var et sandt vidne for Gud. — 2 Kongebog 5:1-4.

I brevet fra afdelingskontoret stod der videre: „Som ung pige kan du tjene Jehova ved at adlyde dine forældre og være flittig i skolen. Du må også holde dig nær til Jehova ved at bede til ham og ved at studere.“ Brevet sluttede med at sige: „Danielle, husk at ligegyldigt hvor vi måtte bo, er Jehova altid nær hos os. Vi ved at det tror du på.“ (Romerne 8:35-39) Brevet, som nu er gammelt og slidt, ligger stadig forrest i min bibel. Jeg har læst det mange gange i årenes løb, men ikke en eneste gang uden at græde.

Kort efter modtog jeg endnu et brev hvori der stod at min far havde sørget for at jeg fik Vagttårnet og Vågn op! med posten. Jeg var jublende glad! Nu fik jeg regelmæssig åndelig føde. Hver gang der kom et nyt nummer  af bladene, læste jeg det fra ende til anden. Jeg har stadig mine allerførste numre af disse skønne blade. På omkring samme tid begyndte en kristen ældste fra den lokale menighed at besøge mig. Selvom hans besøg var korte, var de altid meget opmuntrende.

En ændret situation fører til fremskridt

Rent åndeligt havde jeg det nu bedre, men jeg længtes stadig efter at være helt fri til at tilbede Jehova. Da jeg fyldte 13, spurgte jeg derfor mor om jeg måtte bo hos far. Jeg elskede min mor højt, og hun elskede mig, men jeg var besluttet på at ville tjene Gud. Da mor sagde ja, rejste jeg tilbage til Moe, hvor jeg begyndte at studere Bibelen i den lokale menighed. Far gav også både Jamie og mig lov til at overvære alle møderne. Vennerne i menigheden gjorde alt hvad de kunne, for at hjælpe os. Både Jamie og jeg voksede åndeligt og blev senere begge døbt med få måneders mellemrum. Ja, min barndoms bøn var blevet hørt. Nu tjente jeg Jehova sammen med hans folk!

Jeg fik samtidig et særlig nært forhold til min faster og onkel, Philip og Lorraine Taylor, som også var i Moe-menigheden. De tog sig af mig som var jeg deres datter. Da de flyttede til øen Bougainville i Papua Ny Guinea for at tjene hvor der var et stort behov for forkyndere, sagde jeg straks ja til at tage med. Jeg var kun 15, men min mor og far gav mig lov til at rejse.

I Bougainville fortsatte jeg min skolegang ved hjælp af korrespondance. Ud over det brugte jeg det meste af min tid på at forkynde. Det var skønt at arbejde sammen med missionærer og pionerer! Lokalbefolkningen var de mest ydmyge mennesker jeg nogen sinde havde mødt, og mange var ivrige efter at studere Bibelen.

Senere samme år udbrød der politiske uroligheder, og det blev for farligt for mig at blive. Jeg var ulykkelig over at måtte forlade den lille ø med dens skønne befolkning. Da mit fly lettede, så jeg onkel Philip stå på landingsbanen og vinke. Jeg græd som skulle mit hjerte briste mens jeg bad en stille bøn til Jehova om at han en dag ville lade mig blive missionær i et fremmed land.

Flere bønner besvares

I Australien blev jeg færdig med skolen og begyndte som elev på et advokatkontor. Far var i mellemtiden blevet gift igen og havde fået en stor familie at sørge for. Jamie boede hos mor, og en tid rejste jeg frem og tilbage mellem mine forældre. Livet virkede kompliceret. Jeg havde brug for at forenkle mit liv og fokusere på åndelige mål. Så i 1994 begyndte jeg i heltidstjenesten og blev pioner i Moe.

Nu var jeg glad igen. I menigheden havde jeg gode, åndeligsindede unge venner som var en stor støtte for mig. I 1996 giftede jeg mig med en af dem — Will — en mild, venlig og ydmyg mand, en gave fra Jehova.

Det var dejligt at være gift, og vores lykke syntes fuldendt. En dag kom Will hjem efter at have været ude i forkyndelsen med den rejsende tilsynsmand for menighederne i vores område. Han bad mig sætte mig ned og sagde: „Er du villig til at flytte for at hjælpe i en anden menighed?“ Inderst inde sagde jeg straks ja, men i sjov spurgte jeg: „Hvorhen? Til Vanuatu? Til Fiji?“ Da Will svarede „til Morwell“, for det ud af mig: „Jamen det er jo lige ved siden af!“ Vi lo begge og var med det samme enige om at vi med glæde ville flytte til nabomenigheden for at tjene der som pionerer.

De næste tre år i Morwell var både lykkelige og produktive. Så fik vi endnu en overraskelse. Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien indbød os til at tjene som specialpionerer. Hvor? I Østtimor, et lille land i den østlige del af det indonesiske øhav. * Med tårer i øjnene takkede jeg Jehova for at have besvaret alle mine bønner. Ikke alene havde han taget imod mig som en tjener for ham, men nu fik min mand og jeg også lov til at virke i et fremmed land.

 Vi tjener i udlandet

Vi ankom til Østtimors hovedstad, Dili, i juli 2003. Menigheden i Dili — den eneste i hele landet — bestod af 13 specialpionerer fra Australien og nogle få lokale forkyndere. De timoresiske brødre og søstre var meget fattige; de fleste havde mistet ejendele og familiemedlemmer i den 24 år lange borgerkrig der endte i 1999. Mange havde på grund af deres nyfundne tro også udholdt et stort pres fra familien. Men trods deres trængsler og fattigdom var brødrene åndeligt rige og lykkelige. — Åbenbaringen 2:8, 9.

Vi erfarede at de fleste timoresere var gudfrygtige og havde respekt for Bibelen. Ja, inden længe havde vi flere bibelstudier end vi kunne klare! Nogle af dem vi først studerede Bibelen med, sluttede sig med tiden til os og blev vores åndelige brødre og søstre. Det glædede os meget at se deres åndelige fremskridt.

I 2006 blev situationen imidlertid igen kaotisk i Dili. Spændinger mellem forskellige etniske grupper førte til voldsomme sammenstød. Mange huse blev plyndret eller brændt ned til grunden, og Jehovas Vidner i området søgte tilflugt hjemme hos specialpionererne. Vores hus og have blev omdannet til en midlertidig flygtningelejr, og på et tidspunkt havde vi næsten hundrede boende! Vores store carport blev brugt som køkken, spisesal og midlertidig rigssal.

Selvom vi var under artilleriild, og granater eksploderede lige i nærheden, var vores pionerhjem et fredeligt tilflugtssted. Vi følte alle at Jehova holdt sin hånd over os. Hver dag begyndte med at vi sammen drøftede et skriftsted fra Bibelen. Møderne blev afholdt som normalt. Vi ledede også studier med interesserede.

Som ugerne gik, stod det klart at det var for farligt for brødre der var født i den østlige del af landet, at forblive i Dili. De ansvarshavende brødre besluttede derfor at oprette en ny gruppe i landets næststørste by, Baucau, tre timers kørsel øst for Dili. Det var grunden til at Will og jeg fik tildelt et nyt distrikt.

Vi kom til Baucau i juli 2006, næsten på dagen for vores ankomst til Østtimor tre år tidligere. Vores nye gruppe bestod af fire specialpionerer og seks timoresiske forkyndere. De lokale brødre og søstre havde efterladt alle deres ejendele i Dili, men ikke deres store smil. Vi beundrer virkelig deres loyale og selvopofrende indstilling!

Will og jeg tjener stadig i Baucau. Vi elsker vores opgave og betragter den som endnu en gave fra Jehova. Når jeg ser tilbage, forstår jeg at Bedste havde ret. Gennem alle årene har Jehova taget sig af mig. Jeg takker ham altid fordi jeg har fået lov til at tjene ham sammen med hans folk. Jeg ser også med spændt forventning frem til at møde Bedste i opstandelsen. Så kan jeg takke hende fordi hun gav mig nøglen til den dør der fører til et virkelig lykkeligt og tilfredsstillende liv.

[Fodnoter]

[Illustration på side 26]

Sammen med Bedste

[Illustration på side 28, 29]

Sammen med min mand, Will