Lad Gud lede dig til „det virkelige liv“
Lad Gud lede dig til „det virkelige liv“
EN VIGTIG egenskab for enhver leder er troværdighed. De der kender Jehova, Bibelens forfatter, er overbevist om at han er den mest pålidelige person der findes. Han ’kan ikke lyve’. (Titus 1:2; 2 Timoteus 3:16) Den gudfrygtige Josua, der førte Israel ind i det forjættede land, vidnede personligt om Jehovas troværdighed. Henvendt til folket sagde han: „I véd med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl at ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ — Josua 23:14.
Siden Josuas tid er mange flere bibelprofetier blevet opfyldt. At de er blevet opfyldt til punkt og prikke, giver os et solidt grundlag for at tro at de profetier som endnu ikke er opfyldt, også vil blive det. Mange af dem drejer sig om Guds hensigt med jorden og den lydige menneskehed.
Vil du drage nytte af Guds ledelse?
Jehova, der er den personificerede kærlighed, ønsker at vi skal være lykkelige nu og for evigt. (Johannes 17:3; 1 Johannes 4:8) Ja, han ønsker at vi skal opleve „det virkelige liv“ — det evige. (1 Timoteus 6:12, 19) Det er grunden til at over seks millioner Jehovas Vidner, i lydighed mod Guds bud, med glæde forkynder ’den gode nyhed om riget’ for deres medmennesker. (Mattæus 24:14) For øjeblikket sker det i 235 lande — ja, i næsten hvert eneste land på jorden!
Guds rige er en himmelsk regering under Jesu Kristi ledelse. (Daniel 7:13, 14; Åbenbaringen 11:15) Under hans styre vil alle de ugudelige — de der nægter at indordne sig under Jehovas retfærdige normer — blive tilintetgjort. (Salme 37:10; 92:7) Derefter vil hele jorden „være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9.
Tænk på hvilken fred og harmoni der vil råde når hvert eneste menneske på jorden tilbeder Gud „i ånd og sandhed“ og villigt lader sig lede af hans kærlige bestemmelser og fuldkomne normer. (Johannes 4:24) Til den tid vil menneskene opleve „det virkelige liv“, som Gud har lovet.
Som forudsagt er det imidlertid kun relativt få som vil følge Guds ledelse og opnå evigt liv. (Mattæus 7:13, 14) Kunne du tænke dig at være blandt dem? I så fald tilskynder Jehovas Vidner dig til at undersøge hvad Bibelen siger, og lade dig lede af de gode råd Gud giver. Så vil du personligt ’smage’ at „Jehova er god“. (Salme 34:8) Lige så sikkert som instinktet leder fuglene til deres bestemmelsessted, lige så sikkert vil Jehova lede sine loyale til liv i Paradiset. — Lukas 23:43.
[Illustration på side 8, 9]
„Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ — MATTÆUS 5:5
„De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — SALME 37:11
„Guds telt er hos menneskene . . . Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.“ — ÅBENBARINGEN 21:3, 4
„Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“ — ORDSPROGENE 2:21, 22