Ledet af noget der er højere end instinkter
Ledet af noget der er højere end instinkter
„Hvis personlige moralnormer blot er et spørgsmål om frit at vælge, uden at have retningslinjer til moralsk at bedømme kvaliteten af disse valg, så vil loven uvægerlig blive brugt til at udfylde det moralske tomrum som derved opstår.“ — DR. DANIEL CALLAHAN.
CALLAHANS bekymring har desværre vist sig at være begrundet, for det voksende moralske tomrum mange steder i verden har tvunget regeringer til at vedtage utallige love i et forsøg på at dæmpe kriminaliteten. Ved den allerførste Nigerian Mothers’ Summit, „nigerianske mødres topkonference“, udtrykte Nigerias præsident sin dybe bekymring for landets fremtid. Det var ikke politiske anskuelser eller fattigdomsproblemet han havde i tanke, men „et langt alvorligere problem“ — den „generelle nedbrydning af . . . fundamentale værdinormer inden for familien, på arbejdspladsen, i lokalsamfundet og på landsplan“.
Ifølge en spørgeundersøgelse i Storbritannien som omfattede 1736 mødre, fandt man at „den traditionelle familieordning er ved at kollapse på grund af de hurtigt faldende moralnormer og stigningen i antallet af eneforældre“. Også i Kina har moralen taget et styrtdyk. Folk dér dyrker sex tidligere i livet end før, og med flere partnere end nogen sinde, rapporterer bladet Time. „Det er mit liv, og jeg kan gøre hvad jeg har lyst til,“ siger en kinesisk kvinde som praler med at have haft over 100 sexpartnere.
Det moralske sammenbrud har også berørt dem der sidder inde med myndighed. „Folk ser ikke længere op til deres ledere som stærke moralske forbilleder,“ erklærer Javed Akbar i den canadiske avis Toronto Star. Politikere, erhvervsledere, ja, selv religiøse ledere, „synes at mangle den fornødne moralske styrke,“ udtaler han.
Årsagen til det moralske forfald
Flere forskellige faktorer har bidraget til denne nedadgående tendens. En af dem er en udbredt oprørsk indstilling til traditionelle værdinormer. En opinionsundersøgelse i det sydlige USA viser for eksempel at størsteparten af de universitetsstuderende føler at „det er op til den enkelte selv at afgøre hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert“.
En politisk skribent ved navn Zbigniew Brzezinski har påpeget en anden faktor. Nutidens samfund, skriver han, „fokuserer for en stor del på øjeblikkelig tilfredsstillelse af den enkeltes ønsker i et miljø hvor individuel og kollektiv hedonisme bliver det dominerende motiv for ens opførsel“. * Moralsk autonomi, begærlighed og selvbehagelighed kan til en vis grad virke appellerende, men er det med til at give ægte lykke, tilfredshed og et bedre forhold til andre?
„Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger,“ sagde Jesus. (Mattæus 11:19) Er folk blevet mere lykkelige og trygge fordi moralnormerne er blevet væsentligt sænket? Tænk på hvad det har medført: Større mistro, utryghed, mislykkede parforhold, børn der vokser op uden en far eller mor, pandemier af seksuelt overførte sygdomme, uønskede graviditeter samt stofmisbrug og vold. Alt dette tegner bestemt ikke et billede af tilfredshed og succes, men snarere af sorg og fiasko. — Galaterne 6:7, 8.
Jeremias, der var en af Guds profeter, oplevede lignende problemer på sin tid. Han kom med følgende inspirerede udtalelse: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Gud skabte os altså ikke til at være uafhængige af ham, til selv at skulle afgøre hvad der er rigtigt, og hvad er er forkert. Det som i vores øjne synes at være gavnligt, kan faktisk være meget skadeligt. „Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje,“ siger Bibelen i Ordsprogene 14:12.
En indre fjende
Hvorfor har vi brug for vejledning i moralske spørgsmål? En af grundene er at vort hjerte kan bedrage os. „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det?“ siger Bibelen i Jeremias 17:9. Hvis du kendte en som var både bedragerisk og desperat, ville du så stole på ham? Naturligvis ikke! Og dog har vi hver især et hjerte med sådanne tendenser. Gud giver os derfor denne ligefremme men kærlige advarsel: „Den der stoler på sit eget hjerte er en tåbe, men den der vandrer i visdom undslipper.“ — Ordsprogene 28:26.
Det er netop sagens kerne. Frem for at stole på vores egne ufuldkomne evner må vi lade os Jakob 1:5.
lede af visdommen fra Gud så vi kan undgå de mange faldgruber. Desuden kan alle som oprigtigt ønsker det, frit benytte sig af denne værdifulde visdom. „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.“ —Stol på Gud „af hele dit hjerte“
Bibelen siger om Skaberen: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Ja, Jehova er som en massiv klippe. Vi kan stole på at han vil give os god moralsk og åndelig vejledning, og det uanset hvilke forandringer der sker omkring os. Ordsprogene 3:5, 6 siger: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“
Ja, hvem kunne råde os bedre end Skaberen, som ’endog har talt alle vores hovedhår’. (Mattæus 10:30) Desuden har han vist sig at være en sand ven, en der elsker os så højt at han til enhver tid vil være ærlig over for os — selv når sandheden er ilde hørt. — Salme 141:5; Ordsprogene 27:6.
Læg dog mærke til at Jehova ikke tvinger os til at følge sine anvisninger. I stedet appellerer han til os fordi han elsker os. Han siger: „Jeg, Jehova, er . . . den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ (Esajas 48:17, 18) Føler du dig ikke draget af en sådan Gud? Hvad mere er, han har gjort sin visdom let tilgængelig for os gennem sit inspirerede ord, Bibelen, som er den mest udbredte bog i verden. — 2 Timoteus 3:16.
Lad Guds ord oplyse din vej
Om De Hellige Skrifter siger salmisten: „Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.“ (Salme 119:105) En lampe for vores fod vil vise en øjeblikkelig fare, mens et lys på vores vej, eller sti, vil oplyse det der ligger længere fremme. Enkelt sagt betyder det at Guds ord kan lede os sikkert gennem livet ved at hjælpe os til at træffe kloge og moralsk rigtige afgørelser i alle situationer, både dem der har indflydelse på vores liv her og nu, og dem der kan få indflydelse på det i fremtiden.
Lad os for eksempel se lidt på Bjergprædikenen. I denne korte prædiken, som er nedskrevet i Mattæusevangeliet, kapitel 5 til 7, talte Jesus Kristus om lykke, kærlighed, had, barmhjertighed, moralnormer, bøn, stræben efter rigdom og mange andre emner som er lige så relevante i dag som dengang. Hans ord var så indsigtsfulde at „folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på“. (Mattæus 7:28) Hvorfor ikke sætte lidt tid af til selv at læse denne bjergprædiken. Sandsynligvis vil den også gøre indtryk på dig.
„Bliv ved med at bede“ om Guds hjælp
Det skal indrømmes at det ikke altid er let at gøre det der er ret i Guds øjne. Rent faktisk sammenligner Bibelen vores indre kamp mod synden med en krig. (Romerne 7:21-24) Med Guds hjælp kan vi imidlertid vinde denne kamp. „Bliv ved med at bede,“ sagde Jesus, „og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde . . . For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder.“ (Lukas 11:9, 10) Ja, Jehova vil ikke vende sig bort fra nogen som oprigtigt prøver at vandre på den ’trange vej’ som fører til evigt liv. — Mattæus 7:13, 14.
Det er Frank et eksempel på. Da han begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner, var han afhængig af tobak. Efter at have læst Andet Korintherbrev 7:1 blev han klar over at i Guds øjne var hans vane en ’besmittelse af kødet’, så Frank besluttede at kvitte tobakken. Men at føre denne beslutning ud i livet var lettere sagt end gjort. Engang fandt han sig selv kravlende rundt på alle fire for at lede efter cigaretskod han kunne ryge.
Denne uværdige opførsel fik Frank til at indse hvor dybt afhængig han var blevet af tobakken. (Romerne 6:16) Han bad derfor inderligt Gud om hjælp, og ved at overvære møderne i den lokale menighed af Jehovas Vidner fik han gavn af det opbyggende samvær og overvandt på den måde sin dårlige vane. — Hebræerne 10:24, 25.
Få dine åndelige behov dækket
Det der skete med Frank, er ikke et enkeltstående tilfælde, men blot ét eksempel på at Bibelen giver den bedste moralske og åndelige vejledning, og at den motiverer til at handle efter denne vejledning. Det er derfor ikke uden grund at Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ — Mattæus 4:4.
Når vi tager Guds dyrebare sandheder til hjerte, vil det gavne os på alle måder — mentalt, følelsesmæssigt, åndeligt og fysisk. Salme 19:7, 8 siger: „Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke . . . Jehovas bestemmelser er retskafne, fryder hjertet; Jehovas bud er purt, giver øjnene lys.“ At øjnene får lys, vil sige at man får håb og klart kan se Guds hensigter.
Ved hjælp af sit ord gør Jehova mere end blot at hjælpe os til at indstille vores moralske kompas nøjagtigt og leve på den bedst mulige måde nu. Han har også oplyst os om hvad der skal ske i fremtiden. (Esajas 42:9) Den følgende artikel viser at fremtiden ser lys ud for alle der ønsker at følge Guds ledelse.
[Fodnote]
^ par. 8 Hedonisme er den opfattelse at lystfølelse er det højeste i livet.
[Ramme/illustration på side 4, 5]
Vores personlige moralske „kompas“
Mennesket har fået en værdifuld gave — samvittigheden. Som følge heraf har folk fra hver nation og stamme, ja, fra hvert et område, haft adfærdsnormer med mange lighedspunkter. (Romerne 2:14, 15) Samvittigheden er imidlertid ikke en ufejlbarlig rettesnor; den kan blive påvirket af falske religiøse lærepunkter, menneskers filosofier, fordomme og forkerte ønsker. (Jeremias 17:9; Kolossenserne 2:8) Ligesom en pilot af og til må justere sine navigationsinstrumenter, må vi også tjekke og, om nødvendigt, justere vores moralske og åndelige kompas i harmoni med de retfærdige normer som „vor Lovgiver“, Jehova Gud, har fastsat. (Esajas 33:22) I modsætning til menneskers adfærdsnormer, som kan forandres fra den ene generation til den anden, vil Guds retfærdige normer bestå for evigt. „Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig,“ siger han. — Malakias 3:6.
[Ramme på side 7]
Hjælp til et godt og lykkeligt liv
FORUDSÆTNINGER FOR LYKKE
„Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — MATTÆUS 5:3.
„Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — APOSTELGERNINGER 20:35.
„Lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ — LUKAS 11:28.
VIND ANDRES TILLID
„Tal sandhed hver med sin næste.“ — EFESERNE 4:25.
„Lad den der stjæler, ikke stjæle mere.“ — EFESERNE 4:28.
„Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet.“ — HEBRÆERNE 13:4.
OPBYG ET GODT FORHOLD TIL ANDRE
„Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — MATTÆUS 7:12.
„Lad [en mand] elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ — EFESERNE 5:33.
„Bliv ved med . . . frit at tilgive hinanden.“ — KOLOSSENSERNE 3:13.
UNDGÅ KONFLIKTER
„Gengæld ikke nogen ondt med ondt.“ — ROMERNE 12:17.
„Kærligheden er langmodig og venlig. . . . Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse.“ — 1 KORINTHER 13:4, 5.
„Lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ — EFESERNE 4:26.