Fra vore læsere
Fra vore læsere
Et barns stærke tro (August 2006) Jeg glæder mig til at se Dustin og millioner andre der har mistet livet, springe omkring og være i fuld vigør i den nye verden som vi ser frem til snart vil komme.
A.A., Sri Lanka
Dustins tro og gåpåmod har rørt mig dybt. Det han måtte igennem, har hjulpet mig til at vurdere hvor stor betydning troen har i mit eget liv, og til at prioritere de rigtige ting. Nu forstår jeg at det der bør have førsteprioriteten, er at bevare et godt forhold til Jehova og sætte Rigets interesser først.
M.C.V., Brasilien
Jeg blev dybt bevæget da jeg læste om Dustins stærke og positive følelser for sandheden. Hans gerninger viser at han ønskede at glæde Jehova og tjene andre. Også jeg ønsker, ligesom Dustin, at ’fuldende løbet og bevare troen’.
M.N., Japan
Jeg er syv år gammel. Tak fordi I fortalte om Dustin. Selvom han var alvorligt syg, havde han en stærk tro på Jehova, og dét gjorde et stort indtryk på mig. Hans eksempel har givet mig lyst til at gøre mere for Gud.
T.D., Italien
Fascinerende mønstre i planteverdenen (September 2006) Denne artikel holdt mig beskæftiget i halvanden time! Den lærte mig noget helt nyt. Jeg lavede selv nogle tegninger for bedre at kunne forstå den. Men læg mærke til at brøken 13/21 ikke ligger tæt op ad en cirkels gyldne snit. Den svarer derimod til de resterende 222,5 grader.
L.C., USA
„Vågn op!“ svarer: Faktisk er det ikke helt sådan. Det gyldne snit af en omdrejning er omtrent 222,5 grader. Opslagsværket MathWorld på internettet siger: „Den gyldne vinkel er den vinkel som deler en hel omdrejning [360°] i det gyldne snits forhold (men målt den modsatte vej rundt så den bliver mindre end 180°).“ Som en forklaring på hvorfor matematikere og andre videnskabsmænd udtrykker den gyldne vinkel på denne måde, siger den engelske matematiker Ron Knott: „Vi er tilbøjelige til især at lægge mærke til den mindste vinkel.“ Det gyldne snit af en cirkel er altså cirka 13/21 (mere end halvdelen), hvorimod den gyldne vinkel normalt udtrykkes som 137,5 grader (mindre end halvdelen).
„Fængslet for deres tro“ (April 2006) Jeg er ikke selv et af Jehovas Vidner, men har ikke desto mindre den største respekt for dem. Jeg har mødt adskillige Jehovas Vidner under mit ophold i koncentrationslejrene Gross-Rosen og Buchenwald. Deres opførsel var så eksemplarisk og deres religiøse overbevisning så stærk at de vandt alle de andre indsattes respekt og beundring. Selv på SS-folkene gjorde de indtryk. Jehovas Vidner skal altid være velkomne hos mig.
P.V., USA