Vis forståelse for dine børns følelser
6. råd
Vis forståelse for dine børns følelser
Hvorfor er det vigtigt? Børn ønsker og har behov for at de mest betydningsfulde i deres liv — deres forældre — ved hvad de føler. Hvis forældre altid korrigerer deres børn når de giver udtryk for deres følelser, vil børnene være mere tilbageholdende med at åbne sig for dem og begynder måske endda at tvivle på deres evne til at tænke og føle selvstændigt.
Udfordringen: Børn er tilbøjelige til at udtrykke deres tanker og følelser i ekstreme vendinger. Noget af det de siger, kan godt forurolige deres forældre. Et skuffet barn kan finde på at udbryde: „Jeg hader mit liv.“ * En fars eller mors instinktive svar kan være: „Det passer jo ikke.“ Forældrene kan eventuelt være bange for at det at vise forståelse for barnets negative følelser og tanker er ensbetydende med at godkende dem.
Løsningen: Følg Bibelens råd om at ethvert menneske skal være „hurtigt til at høre, langsomt til at tale, langsomt til vrede“. (Jakob 1:19) Læg mærke til at Jehova Gud viste forståelse for de negative følelser som mange af hans trofaste tjenere havde, ved at lade dem nedskrive i Bibelen. (1 Mosebog 27:46; Salme 73:12, 13) Da Job for eksempel var udsat for ekstreme prøvelser, sagde han at han ønskede at dø. — Job 14:13.
Job havde tydeligvis behov for at få korrigeret sin tankegang. Men Jehova tog hensyn til Jobs værdighed ved tålmodigt at lade ham udøse sit hjerte i stedet for at ignorere hans følelser eller hindre ham i at tale. Først bagefter korrigerede Jehova ham venligt. En kristen far udtrykte sig på denne måde: „Siden Jehova lader mig åbne mit hjerte for ham i bøn, synes jeg det er ret og rimeligt at jeg lader mine børn give udtryk for deres positive såvel som negative følelser over for mig.“
Næste gang du får lyst til at sige til dit barn: „Sådan har du det jo slet ikke,“ eller: „Det kan du da virkelig ikke mene,“ så husk Jesu berømte ord: „Sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.“ (Lukas 6:31) Forestil dig for eksempel at du er blevet behandlet groft på dit arbejde eller er blevet skuffet over noget og muligvis selv bærer skylden for det. Du giver udtryk for din frustration over for en nær ven og siger at du ikke kan klare dit job. Hvad ønsker du at din ven skal gøre? Fortælle dig at det ikke kan passe at du har det sådan, og straks påpege at det jo trods alt er din egen skyld? Eller vil du foretrække at din ven sagde: „Det må have været svært. Du må have haft en hård dag.“
Børn vil ligesom voksne være hurtigere til at tage imod vejledning hvis de føler at den der giver den, virkelig forstår dem og den situation de er i. „Den vises hjerte giver hans mund indsigt og føjer overtalelsesevne til hans læber,“ siges der i Guds ord. — Ordsprogene 16:23.
Hvordan kan du sikre dig at den vejledning du giver, tages alvorligt?
[Fodnote]
^ par. 4 Tag det altid alvorligt hvis dit barn siger noget om at gøre ende på sit liv.
[Tekstcitat på side 8]
„Når nogen svarer før han hører hvad sagen drejer sig om, bliver det til dårskab . . . for ham.“ — Ordsprogene 18:13